Hjælp fisken

Regnvandsriste på pladser og langs veje er kun til regnvand. Hold regnvandet rent og undgå at der kommer sæbevand, maling og olie i risten. Det kan skade livet i vandløb, søer og havet.

Det er så nemt at vaske bil og havemøbler ved vejristen. Men det er en rigtig dårlig idé, for ofte løber vandet ud i det nærmeste vandløb, søer og grønne områder for til sidst at ende i havet. Derfor er det vigtigt, at vi ikke hælder vaskevand, olie eller andet snavs i risten. Det kan skade både naturen og vores badevand.

I flere områder af kommunen er der separatkloakeret. Det betyder, at spildevand fra toilet og vask ledes til renseanlægget, mens vand fra veje, tage og fliser ledes til nærmeste vandløb. Her skal vi være særligt opmærksomme på at holde regnvandet rent.

Ikke alle ved, at der findes to kloaksystemer i Glostrup Kommune. Mange tror fejlagtigt, at alt vand føres til renseanlæg, før det bliver ledt ud i Køge Bugt. Men det sker kun i det sydlige Glostrup. Her er der fælles regn- og spildevandskloak, og vandet sendes samlet til Renseanlæg Avedøre (BIOFOS).

I Ejby, det nordlige Hvissinge og mod grænsen til Albertslund Kommune er der separatkloakeret. Her er det kun spildevandet fra toiletter og vaske, der ledes til renseanlægget. Vandet i regnvandskloakken løber til nærmeste vandløb og renses kun sparsomt via olieudskillere og sandfang på dets vej gennem grønne områder, søer og moser.

Se fælles- og separatkloak på kort

For at hjælpe borgere og virksomheder til at passe på, hvad de kommer i kloakken, har kommunens miljømedarbejdere malet blå fisk ved udvalgte regnvandsriste i kommunen. Indtil videre har vi fokuseret på grænsen til Albertslund. I de kommende år, vil vi fortsætte i andre områder af kommunen.

Ligger din ejendom i et separatkloakeret område, kan du hjælpe fisken og vandmiljøet ved at følge disse råd:

  • Vindues- og gulvvask: hæld vaskevand fra gulv og vinduer i toilettet, håndvasken eller et indendørs afløb.
  • Bilvask mm: undgå vask af biler, cykler, og havemøbler ved regnvandsristen. Kør din bil i vaskehal. Så sparer du både vand og sikrer, at spildevandet bliver sendt til renseanlægget. På virksomheder må vask af biler og andet materiel udenfor kun foregå på vaskepladser med sandfang og olieudskiller.
  • Kemikalier: hæld aldrig kemikalier i afløbet. Virksomheder skal huske spildbakke og overdækning ved opbevaring af kemikalier og flydende farligt affald udenfor. Ude må I kun omhælde kemikalier på tæt belægning (ikke asfalt og SF-sten) uden afløb til kloak.
  • Ring 112 ved uheld: Forsøg at standse forureningen eller spredningen ved større spild eller uheld, alarmer Alarmcentralen på telefon 112 og orienter Glostrup Kommune på førstkommende hverdag på: 4323 6160.