Glostrup Kommunes ungepolitik skal sætte retningen for, hvordan vi støtter og styrker vores unge i alderen 12 til 29 år.
Vi ønsker, at Glostrup er et sted, hvor unge kan trives, udvikle sig og føle sig som en vigtig del af samfundet. Derfor har vi en ungepolitik, der både rummer de unges egne stemmer og vores visioner, som kan skabe en bedre fremtid for alle unge i Glostrup Kommune.
Ungdomslivet er en kompleks periode med mange oplevelser og udfordringer, der former de unges identitet. Vi tror på, at unge får den bedste hverdag og fremtid, når de oplever at være en del af fællesskaber - både de fysiske og de virtuelle. Vi har fokus på uddannelse, arbejde og et aktivt fritidsliv i vores indsatser og samarbejder, fordi vi tror på, at det er beskyttende faktorer for unge, som er i fare for mistrivsel. For at lykkes er det vigtigt, at vi samskaber med de unge selv, forenings- og fritidsliv, forældre og arbejdspladser og dermed understøtter forskellige fællesskabsarenaer.
Det forebyggende arbejde, hvor man fanger de første tegn på mistrivsel, er vigtigt. Vi skelner mellem almindelige ungdomsudfordringer og mere alvorlige problemer. Det er vigtigt at pointere, at størstedelen af de unge har det for det meste eller altid godt, men der er en forøget bekymring hos en ikke-ubetydelig gruppe, som mistrives eller er i risiko for at komme til det. Det er også bekymrende, at vi fortsat har en gruppe af unge, der ikke kan finde fodfæste i hverken uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet.
Særligt social arv, økonomiske vilkår og ulige samfundsforhold er kritiske for unges uddannelsesniveau, livschancer og trivsel. Forskning peger samtidig på faktorer som øget pres fra sociale medier og akademisk pres i uddannelsessystemet som årsager til mistrivsel. Unge fra alle samfundslag rammes i stigende grad af andre former for udsathed som angst, depression og stress, der kræver nye indsatser og tilgange.
Vores politik bygger derfor alt i alt på fire grundlæggende pejlemærker:
- Unges egen indflydelse
- Tryghed i fællesskaber
- Mod på livet i hverdagen
- Interesserede og nærværende voksne
Hent Ungepolitik (åbner som PDF)