Hjemløse og socialt udsatte

Er du hjemløs, misbruger eller har du svært ved at klare dig i egen bolig? Der er tilbud, hvor du kan få hjælp i kortere eller længere tid til at fungere i din egen bolig og klare dig i sociale sammenhænge. 

Du kan henvende dig uden henvisning til for eksempel Forsorgshjemmet Solvang, Novavi Pensionatet eller til en støtte-kontaktperson.

Hvis du er hjemløs eller har svært ved at opholde dig i egen bolig, kan du bo midlertidigt på Solvang, hvor der i alt er 25 pladser.

I begyndelsen af dit ophold udarbejder du en handleplan sammen med personalet og kommunen, der passer til dine behov og ressourcer. I forbindelse med handleplanen kan det være nødvendigt at involvere din læge, et misbrugs-ambulatorium eller et boligselskab.

Du kan henvende dig direkte til forsorgshjemmet, som vurderer, om du kan få en plads.

Center for Forsorg og Behandling

Se kontaktoplysninger nedenfor.

Du kan få en midlertidig bolig på Novavi Pensionatet, hvis du er hjemløs eller ikke kan opholde dig i din egen bolig af forskellige årsager, og hvis du samtidig har eller har haft et alkoholproblem. Du skal ligeledes være over 18 år. Der er ikke døgnvagt, så det er vigtigt, at du kan klare dig selv. 

Novavi Pensionatet ligger i Glostrup. Selve Pensionatet består af ti små rækkehuse, en hovedbygning med tre kontorer, en fælles opholds- og spisestue, en fællesstue for beboerne og et værksted, som kan bruges i samarbejde med de frivillige medarbejdere.

For at komme i betragtning til en bolig på Novavi Pensionatet skal du til en visitationssamtale, som har til formål at finde ud af, om du er Pensionatets målgruppe, og om Pensionatet er det rette sted for dig. Du kan selv lave en aftale om en visitationssamtale med Novavi Pensionatet eller få hjælp til dette hos din sagsbehandler, pårørende eller andre.

 Novavi Pensionatet

Se kontaktoplysninger nedenfor.

 

Kommunen kan tilbyde personer med omfattende sociale og psykiske problemer mellem 18 og 67 år en støtte- og kontaktperson. 

Læs mere om støtte- og kontaktperson her

Forsorgshjemmet Solvang
Nordre Ringvej 67, 2600 Glostrup
Novavi Pensionatet
Byparkvej 87, 2600 Glostrup

Telefontid

Novavi Pensionatets telefontider er mandag til torsdag 7.00-17.00 samt fredag 7.00-15.00