Solvangsparken – Glostrups svar på botanisk have

Cricket, træningspavilloner, legeplads og en mangfoldighed af plantearter kendetegner Glostrups mest populære park.

Solvangsparken har indgang fra Nørre allé, Solvangsvej og Mellemtoftevej og er ca. 50.000 m2 stor. Parken, der blev anlagt i 1946, er en af Glostrups kronjuveler, og er med sin centrale placering et åndehul for mange af Glostrups borgere. Parken bruges derfor flittigt til mange formål.

Den er et yndet mål for områdets entusiastiske løbere, mens mange andre nyder en spadseretur på stien rundt i parken. I den østlige del af parken finder du tre træningspavilloner, som giver mulighed for at træne alle muskelgrupper i det fri. Tæt på pavillonerne finder du også en legeplads. I den sydlige ende af parken holder en gruppe spejdere til, og her er en bålplads, som er offentlig tilgængelig.

For den planteinteresserede parkgæst kan parken også tilbyde udfordringer. Solvangsparken er faktisk en lille Botanisk Have med en mangfoldighed af træarter og blomster. Blandt andre bøg, pil, kastanje, lind, robinie, gingko og ahorn samt sommerfuglebusk, hortensia og diverse roser. I parken er anlagt mange blomsterbede og mod syd er et højbed, som om sommeren er et fyrværkeri af farverige blomster. 

Parken har fra starten af sin tilværelse lagt græs til et utal af arrangementer. Derudover er parkens cricketanlæg hjemmebane for Glostrups dygtige cricket-entusiaster fra Glostrup Cricket Club. 

Center for Miljø og Teknik