Ungdomsskolebestyrelsen

Det tidligere ungdomscenter i Glostrup, blev 7. juni 2017 besluttet nedlagt ved udgangen af skoleåret 2017/18. 

Pr. 1. august 2018 åbnede Ungdomsskolen i nye lokaler på Diget 78A

Ungdomsskolebestyrelsen udarbejder budget for kommunens ungdomsskolevirksomhed, henholdsvis den enkelte ungdomsskole, inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat beløbsramme. Ungdomsskolebestyrelsen fastlægger på baggrund heraf ungdomsskolens indhold og omfang.   

Ungdomsskolebestyrelsen kan endvidere afgive udtalelse og stille forslag til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører ungdomsskolen. Ungdomsskolen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den.   

Ungdomsskolebestyrelsen består af følgende 9 medlemmer:

  • 2 repræsentanter for kommunalbestyrelsen, der vælges af og blandt kommunalbestyrelsen
  • 1 repræsentant for organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter, der vælges af Børne- og Skoleudvalget
  • 2 medarbejderrepræsentanter, der vælges af og blandt alle ansatte på Glostrup Ungdomsskole
  • 1 repræsentant for brugerrådet (Ungdomsskolens elevråd), der vælges af og blandt rådets medlemmer
  • 1 repræsentant for Glostrup Ungdomsråd, der vælges af og blandt rådets medlemmer
  • 1 forældrerepræsentant, der vælges af og blandt forældre med elever i Ungdomsskolens aktiviteter
  • 1 repræsentant for Glostrup Skoles skolebestyrelse, der vælges af og blandt Glostrup Skoles skolebestyrelse 
Der oprettes en ungdomsskolebestyrelse ved hver ungdomsskole. I kommuner med flere ungdomsskoler kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der oprettes en fælles ungdomsskolebestyrelse for alle ungdomsskolerne.

Kommunalbestyrelsen fastsætter medlemstallet for ungdomsskolebestyrelsen og den nærmere sammensætning af bestyrelsen. Medlemstallet skal være ulige og mindst 7 og højst 11 medlemmer. Der skal være repræsentanter for kommunalbestyrelsen, organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter, medarbejderne ved ungdomsskolen og eleverne ved ungdomsskolen. Repræsentanter for kommunalbestyrelsen kan vælges inden for eller uden for dens medlemskreds.   

Repræsentanter for organisationerne vælges af kommunalbestyrelsen efter forslag fra de stedlige organisationer. Repræsentanter for medarbejdere og elever vælges af og blandt disse. For hvert medlem af ungdomsskolebestyrelsen udpeges en stedfortræder. Hvis et medlem udtræder af ungdomsskolebestyrelsen, indtræder stedfortræderen for resten af valgperioden. Er der ved et medlems udtræden af bestyrelsen ingen stedfortræder, foretages suppleringsvalg for resten af perioden. Ungdomsskolebestyrelsen vælger selv sin formand og fastsætter sin forretningsorden.

Ungdomsskolelovens §§ 7-8, jf. lovbekendtgørelse nr. 997 af 8. oktober 2004, og bekendtgørelse nr. 790 af 20. november 1990 om ungdomsskolebestyrelser.