Er du faldet eller har været udsat for en anden form for uheld på en kommunal vej eller sti, kan du søge erstatning hos kommunen, hvis
-
du har lidt skade eller tab i forbindelse med uheldet.
-
uheldet skyldes manglende vedligeholdelse, afmærkning eller lignende.
-
kommunen kan drages til ansvar for det skete.
Vær opmærksom på at ikke alle veje er kommuneveje. Ved uheld på private fællesveje gælder som udgangspunkt, at det er ejeren af den til vejen grænsende ejendom, der er ansvarlig for vejens stand.
Anmeld skaden til din forsikring
Du skal anmelde skaden til dit eget forsikringsselskab. For at vi kan behandle din sag, skal du desuden udfylde en skadeanmeldelse. Når vi har modtaget din anmeldelse sender vi den til kommunens forsikringsselskab, som vil behandle din sag.
Hvis du er faldet på grund af manglende snerydning
Glider du og kommer til skade, fordi der ikke har været ryddet ordentligt for sne, kan du rejse erstatningskrav mod ejeren af grunden eller den offentlige myndighed, der er ansvarlig for området.
For at du kan rejse erstatningskrav, skal du kunne bevise uheldet, og at ejeren eller myndigheden har forsømt sin forpligtigelse til at rydde for sne. Det kan du gøre ved fx at have vidner, der kan bekræfte, at du faldt, og at der var glat.