Opskrivning til Akutbolig

Glostrup Kommunes anvisningsret jf. Almenboliglovens § 59 - Akutbolig

Glostrup Kommune får meget få boliger til rådighed til løsning af boligsociale opgaver efter Almenboliglovens § 59.

Du skal være borger i Glostrup Kommune og have et påtrængende boligsocialt behov og opfylde de af Glostrup Kommune opstillede boligsociale kriterier, hvis vi skal kunne behandle en ansøgning fra dig om anvisning af en almen bolig i Glostrup. Anvisning sker på baggrund af en vurdering af den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den afdeling, den boligsøgende anvises til eller bor i på anvisningstidspunktet.

Det er som udgangspunkt dit eget ansvar at forsøge at skaffe en bolig, fx via opskrivning i et boligselskab, hvilket indgår i behandlingen af ansøgningen.

Glostrup Kommune har indgået fleksible udlejningsaftaler med de 8 almene boligselskaber i Glostrup jf. Almenboliglovens § 60.

Aftalerne opdateres løbende her Almene boligselskaber i Glostrup Kommune Her kan du også finde kontaktoplysninger til boligselskaberne, så du kan lade dig opskrive på deres boligventeliste.

Glostrup Kommune vurderer i hvert enkelt tilfælde konkret og individuelt, hvilke(n) boligsøgende, der har det mest påtrængende behov for at få anvist en bolig. Vi fører derfor ikke en venteliste.

Anvisning sker ud fra, om du opfylder nedenstående kriterier og ud fra en helhedsvurdering af dine sociale, økonomiske og helbredsmæssige forhold og evt. familieomstændigheder, samt kommunens ønsker til beboersammensætningen:

  1. Du skal have et påtrængende boligsocialt behov, kombineret med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer, som gør, at du har svært ved selv at finde en bolig på lige vilkår med andre, eller som en bolig væsentlig vil kunne afhjælpe,
  2. Du er ikke selv i stand til at løse dit boligbehov,
  3. Du skal kunne bo i en almen bolig og tilpasse dig miljøet der - evt. med støtte fra kommunen, og
  4. Du skal have adresse i/tilknytning til Glostrup Kommune. Vi vurderer din tilknytning ud fra, om du bor og opholder dig i Glostrup i overensstemmelse med CPR-lovgivningen og retssikkerhedsloven § 9, stk. 3.

Eksempler på hensyn, der indgår i den samlede vurdering, kan være enlige med børn under 18 år, unge gravide uden egen bolig, personer med handicap, flygtninge/fordrevne eller andre, som har særlige behov, og som ikke har mulighed for at skaffe sig bolig på anden måde – afhængig af hvor akut boligbehovet skønnes at være for de pågældende.

Du opfylder som udgangspunkt IKKE de boligsociale kriterier, hvis dit boligbehov alene er opstået, fordi:

  • Du har oplevet samlivsophør/skilsmisse
  • Din nuværende bolig er for lille/for stor
  • Du har boet i en fremlejet bolig (periodebestemt/ midlertidigt lejemål)
  • Du tilmelder dig ulovligt på en adresse
  • Du har været udrejst af Danmark, er kommet tilbage igen og står uden bolig
  • Du flytter til en bolig, som du allerede på indflytningstidspunktet ved er uegnet i forhold til størrelse og økonomi (Borgerservice vil have mulighed for, som dokumentation for sagen, at kunne indhente oplysninger gældende på indflytningstidspunktet)
  • Din nuværende bolig er usund (dette må klares med fx aktuel udlejer)
  • Du skal flytte hjemmefra eller fraflytte studiebolig
  • Du oplever familieforøgelse
  • Du bliver familiesammenført med din familie

 

For at blive opskrevet til akutbolig skal du indstilles af din sagsbehandler i kommunen, som skal vurdere, om du tilhører målgruppen som oplistet ovenfor.

Har du ikke en sagsbehandler i Glostrup Kommune, kan du henvende dig til Borgerservice.

Glostrup Kommune har nedsat et visitationsudvalg, der vurderer din sagsbehandlers indstilling og bidrager til visitationen af de boliger, som kommunen modtager fra de almennyttige boligselskaber. 

Det må forventes, at Glostrup Kommune ikke kan skaffe boliger til alle, der er visiteret til en akutbolig, og ved en ledig bolig skal der hver gang foretages en konkret prioritering mellem de visiterede og deres aktuelle forhold ud fra de ovennævnte kriterier.

Der føres derfor ikke en venteliste med en rangorden, hvor man automatisk rykker op. En godkendt ansøgning gælder som udgangspunkt kun ½ år. Hvis du siger nej til et boligtilbud, vil din ansøgning falde bort.

Det er derfor vigtigt, at du altid selv gør, hvad du kan for at skaffe en bolig. Det kan fx være via opskrivning i et boligselskab.

Der er ikke mulighed for at klage over det skøn, vi træffer om dit boligbehov. Afslag på en ansøgning er en endelig administrativ afgørelse, og den kan derfor ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Hvis du er visiteret til en akutbolig, skal du altid ved væsentlige ændringer eller nye oplysninger i dine personlige forhold, orientere os om dette. Det gælder også, hvis du har fået afslag på din ansøgning i første omgang, idet du i så fald kan ansøge på ny ved væsentligt, ændrede forhold.

Som ovenfor nævnt er der ikke mulighed for at klage over en konkret beslutning om anvisning af en bolig, men for god ordens skyld gør vi opmærksom på, at Ankestyrelsen generelt fører tilsyn med, at kommuner overholder reglerne for offentlige myndigheder.

Hvis du mener, at vi ikke har overholdt reglerne, kan du derfor kontakte tilsynet, der dog altid selv beslutter, om der er anledning til at rejse en tilsynssag.

Tilsynet kan kontaktes via telefon 33 41 12 00, og du kan læse mere om sikker mail via dette link: Sikre mails — Ankestyrelsen (ast.dk)

 

 

Borgerservice