Her får du kendskab til fritidsvejledning for børn

Fritidspas

Med et fritidspas kan børn og unge i Glostrup Kommune få hjælp og støtte til at starte til en fritidsaktivitet.
 
Fritidspas er for børn og unge i alderen 0-24 år, som ikke er en del af forenings- og fritidslivet. Derudover kan fritidspasset også hjælpe med at fastholde de børn og unge, der på grund af ændringer i familiens økonomi er i risiko for at melde sig ud af foreningen. 
Har du behov for at ansøge om økonomisk støtte læs mere her: Fritid for børn | Glostrup Kommune
 
Ved du ikke hvilken aktivitet der er mulig, så kig her på vores oversigt, eller kontakt fritidsvejlederne.


Kommunens fritidsvejleder

Du kan kontakte kommunens fritidsvejledere Sara Emborg og Julie Kloster på mailen fritidsvejleder@glostrup.dk.

Da vi begge er deltidsansat på denne opgave, kan du forvente at få svar senest inden for en uge. 

 

Om foreninger og fritidsaktiviteter

De fleste fritidsaktiviteter foregår i foreninger. En forening er et fællesskab af mennesker med en fælles interesse – for eksempel fodbold, musik, ridning eller andre aktiviteter. Det er foreningens bestyrelse, der fastlægger udbuddet af aktiviteter.

Som medlem betaler man kontingent, som typisk dækker udgifter til drift, kurser og turneringer.

Foreninger bygger i høj grad på frivilligt engagement. Trænere, ledere og undervisere er ofte frivillige, og der kan derfor være en forventning om, at forældre eller medlemmer bidrager i det omfang, det er muligt. Det kan for eksempel være:

  • hjælp til kørsel

  • vask af spillertøj

  • kagebagning

  • oprydning

  • hjælp ved arrangementer og events

Godt at vide, når dit barn starter

Når børn starter til en fritidsaktivitet, kan det være rart at kende rammerne på forhånd. Det kan for eksempel være:

  • om der er mulighed for gratis prøvetimer

  • hvor og hvornår aktiviteten foregår

  • om der er behov for særligt udstyr eller træningstøj

  • hvad det koster

  • hvordan man melder afbud

Foreningen kan svare på alle spørgsmål, og ellers kontakt fritidsvejlederne, så vil vi være behjælpelig med evt. spørgsmål. 

 

Forældres opbakning gør en forskel

Børn og unge oplever ofte, at fritidsaktiviteter er både sjove og lærerige – især når de møder opbakning fra deres forældre. Det kan være ved, at du som forældre:

  • støtter op om opstart

  • møder op til aktiviteter

  • spørger ind til træningen

  • tilbyder din hjælp i foreningen

Din interesse og engagement er med til at skabe trygge og gode rammer for barnets fritidsliv.

 

Har du udfordringer med at deltage i almindelige fritidsaktiviteter, kan du finde motionstilbud for dig med særlige behov på www.specialsport.dk

Du er også velkommen til at kontakte kommunens fritidsvejleder og så kan vi hjælpe dig med at finde muligheder der passer dine eller dit barns behov. 

Tilskud til kontingent

 

Fritidspas (Økonomisk støtte til kontingent, udstyr og stævne)

Fritidspasordningen er til børn og unge i alderen 0–24 år, som er bosat i Glostrup Kommune, som grundet økonomiske udfordringer ikke kan deltage i et foreningstilbud. Ordningen har til formål at give flere børn og unge mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter og blive en del af fællesskaber og foreningslivet.

Forældre eller værger kan ansøge om fritidspas, hvis familiens økonomiske forhold betyder, at der ikke er mulighed for at betale for barnets eller den unges fritidsaktiviteter. Unge mellem 18 og 25 år med tilsvarende økonomiske udfordringer kan selv indsende en ansøgning. Ansøgningen skal indeholde en kort begrundelse for behovet for økonomisk støtte

 

Hvem kan søge?

  • Fritidspasset kan søges af forældre eller unge, der af økonomiske årsager ikke kan give deres barn eller den unges muligheden for et aktivt fritidsliv.
  • Barnet eller den unge vil typisk være henvist til ordningen af en fagperson, sagsbehandler eller lærer/pædagog.
  • Tildelingen af støtte vil blive baseret på en individuel vurdering af den enkelte ansøger med henblik på en vurdering af behov og nødvendighed. Ved kontingentstøtte vil der være et særligt fokus på om ansøger er på overførselsindkomst, enlig forsørger mv. 

Hvad kan der søges til?

  • Der kan søges støtte til kontingent til foreninger, klubber, ikke organiserede fritidstilbud og kulturinstitutioner.
  • I særlige tilfælde kan der bevilges støtte til børn og unge, der ønsker at være aktive i en forening/fritidsaktivitet uden for Glostrup Kommune, såfremt barnets/den unges aktivitetsønsker ikke kan imødekommes inden for kommunens grænser.
  • Hvis barnet/den unge ønsker at gå til en fritidsaktivitet, men ikke har kendskab til, hvad der er af muligheder, kan kommunens fritidsvejleder/fritidsguide kontaktes: 
     fritidsvejleder@glostrup.dk
  • Der kan ikke søges tilskud til SFO og kommunal fritidsklub samt kommercielle tilbud (fx fitnesscentre).

Hvor meget kan søges?

Et fritidspas gælder for ét år ad gangen og løber fra årsskifte til årsskifte.

Fritidspasset kan dække følgende udgifter:

  • Op til 1.700 kr. til kontingentstøtte

  • Op til 1.000 kr. til udstyr

  • Op til 1.000 kr. til stævner eller turneringer i forbindelse med aktiviteten

Fritidspasset tildeles pr. barn eller ung. Midlerne kan ikke fordeles anderledes på tværs. Der skal fremsendes kvittering for udbetalingen. 

 

Ansøgningsprocessen

  • Der er løbende ansøgningsfrist til fritidspasordningen og ansøgeren kan forvente svar senest 14 dage efter, ansøgningen er modtaget.
  • Fritidsguiden indkalder som udgangspunkt til en samtale med forældre og barn, hvor behov og nødvendighed afklares.
  • Ansøgningerne behandles løbende af fritidsguiderne og støtten tildeles så længe, der er penge i puljen.
  • Ansøgning om støtte skal altid baseres på forældres eller værges samtykke.
  • Midlerne udbetales som udgangspunkt til forældre til barnet eller den unge, som refusion til udlæg. Udbetalingen sker på baggrund af dokumentation i form af fremsendt kvittering. Hvis forældrene ikke har mulighed for udlæg, kan der aftales afregning til foreningen.

Opfølgning på Fritidspasordning

Fritidsguiderne følger løbende op på, om børn og unge, der har opnået støtte, fortsat er aktive i det konkrete tilbud. Hvis barnet ikke længere er aktivt, frafalder støtten. Der kræves ikke tilbagebetaling.