Du kan tidligst melde flytning til dit elselskab 2 måneder, før du flytter. Vær opmærksom på, at du hæfter for elforbruget på din gamle adresse, indtil dit elselskab har registreret, at du er flyttet.
Når du flytter ud
Når du flytter ud, skal du melde din flytning til dit elselskab, senest 10 hverdage før du flytter, hvis du vil undgå at betale for den nye beboer.
Har du boet til leje: Din flyttedato er den sidste dato, du hæfter for husleje – inkl. opsigelsesperioden.
Har du solgt din bolig: Din flyttedato er den dag, du overdrager boligen til den nye ejer.
Når du flytter ind
Når du flytter ind, skal du melde din flytning til dit elselskab senest den dag, du overtager boligen. Hvis du endnu ikke har en digital, fjernaflæst måler, skal du aflæse din elmåler, når du flytter ind.
På dit elselskabs hjemmeside kan du læse mere om, hvad der præcist gælder for dig.
Find oplysninger om alle el-leverandører via Elpris.dk:
Find oplysninger om alle gas-leverandører via Gasprisguiden:
Hvis det er relevant, skal du også aflæse målere og melde flytning til din varme-, gas- og vandleverandør.