Glostrup Kommune er klar til ny ældrelov med fokus på selvbestemmelse, tillid og fællesskaber

27jun

1. juli 2025 træder den nye ældrelov i kraft – og i Glostrup Kommune er forberedelserne på plads.

Den 25. juni godkendte Kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune rammerne for fremtidens ældrepleje under den nye ældrelov, hvor borgerens behov, ønsker og livssituation er omdrejningspunktet. Loven bygger på tre centrale værdier: selvbestemmelse, tillid og fællesskaber – værdier, der også er dybt forankret i Glostrup Kommunes tilgang til ældreområdet siger Lisa Ward, udvalgsformand for Social, Sundheds- og Seniorudvalget.

Ændringerne betyder blandt andet, at måden der leveres hjemmehjælp på til borgere over 67 år eller andre i målgruppen for ældreloven, skal gentænkes. Pleje og støtte skal i endnu højere grad tilrettelægges i tæt dialog med borgeren og med fokus på fleksibilitet, relationer og sammenhæng i hjælpen. – Det er en stor og spændende forandring, vi står overfor, og den kræver både læring, refleksion og samarbejde. Det er jeg sikker på at vores dygtige ledere og medarbejdere kan leve op til, fortæller Lisa Ward.

Glostrup Kommune er godt på vej

Siden regeringen vedtog den nye ældrelov, har forberedelserne på ældre- og sundhedsområdet i kommunen været i gang for at få omsat den nye lov til praksis. I Glostrup Kommune er medarbejderne allerede godt på vej. Allerede i 2022 blev der indført faste teams, som sikrer kontinuitet og bedre samarbejde omkring borgerne. Den nye lov bygger videre på denne tilgang og åbner for endnu mere borgerinddragelse og fleksibilitet i ældreplejen.

- Med ældreloven får vi nye rammer, der styrker det tværfaglige samarbejde og giver medarbejderne mere indflydelse på, hvordan hjælpen tilrettelægges. Det giver plads til både faglighed og nærhed i mødet med borgeren, siger Barbara Lisemose, Centerchef for Sundhed og Velfærd.

Revisitation af alle borgere

Fra efter 1. juli 2025 vil Visitationen i Glostrup Kommune gradvist revisitere alle borgere, som modtager hjemmehjælp. Målet er, at alle borgere i målgruppen overgår til et pleje- og omsorgsforløb inden udgangen af juni 2027. Det estimeres at tage op til halvandet år.

Borgerne skal ikke selv foretage sig noget i den forbindelse. Revisitationen sker planlagt og i tæt dialog med den enkelte borger. Kommunens private leverandør HjemmeHjælpen A/S, vil også være en del af den nye struktur.

Har du spørgsmål

Du er altid velkommen til at kontakte Visitationen, hvis du har spørgsmål.

📞 Telefon: 4323 6690
🕒 Telefontid:
Mandag–fredag kl. 8.30–10.30
Mandag–torsdag kl. 13.00–14.00

📧 Mail: visitationsenheden@glostrup.dk