Demensugen 2025 - uge 19

16apr

Flere skal vide, hvordan de kan gøre en forskel for mennesker med demens.

“Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel”. Sådan lyder overskriften på Demensugen 2025, som vil give danskerne viden og en tro på, at netop de kan gøre en forskel for mennesker med demens.

Læs hele programmet for demensugen i Glostrup Kommune her.

82% af danskerne vil gerne være med til at sikre, at mennesker med demens føler sig inviteret og inkluderet i fællesskaber. Men kun 26% ved, hvad de kan gøre for at inkludere demensramte medborgere i de fællesskaber, de selv er en del af.

Det viser en undersøgelse foretaget af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark i 2024. Den uoverensstemmelse skal der laves om på.

“Kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det, skal mindskes. For vi ved, at den lille håndsrækning har stor betydning for, at mennesker med demens fortsat kan føle sig som en del af det liv, de har levet - og dermed for deres livskvalitet,” siger sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev og tilføjer:

“Vi ved heldigvis også, at der kun skal lidt til for, at man som medborger kan gøre en stor forskel for mennesker, der lever med demens. Helt kort kan det koges ned til vores tre grundlæggende råd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.”

På den baggrund kommer Demensugen 2025 til at have fokus på, hvordan kløften mellem velvilje og handlekraft kan mindskes. Demensugen løber som altid af stablen i uge 19 og har i år overskriften “Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel”. Målet er at udbrede viden om, hvordan man kan gøre en forskel, når man møder medborgere med demens i bussen eller toget, i deres klub eller forening, til en koncert, på museet, i supermarkedet eller i en butik. 

Folkekirke, storcenter og trafikselskab er blandt deltagerne
De mange aktører fra detailbranchen, transportsektoren og kultur- og fritidslivet, som deltager i Demensugen, bakker på hver deres måde op om, at mennesker med demens skal kunne færdes trygt, have en velfungerende hverdag og føle sig inkluderet i fællesskaber.

I Roskilde Stift har man for eksempel sat sig for at gøre alle stiftets sogne demensvenlige inden årets demensuge, fortæller biskop over Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen:

"Det er vigtigt for mig, at Roskilde Stift giver plads til det sjælesørgeriske arbejde for mennesker i alle aldre og livssituationer. Der foregår allerede et stort arbejde i folkekirken for at skabe tilbud til demensramte og deres pårørende. Men ifølge Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark trækker op til 83 procent demensramte sig fra sociale aktiviteter og fritidsliv, efter de har fået diagnosen. Det vil vi gerne være med til at ændre på. Derfor er målet, at Roskilde Stift med sine 308 sogne skal være demensvenligt, inden vi når Demensugen i uge 19.”

Også detailsektoren bakker igen i år op om arbejdet for et mere demensvenligt Danmark. Center Manager for Randers Storcenter, Jacob Hald Christensen, glæder sig til at være med til at sætte fokus på en tryg oplevelse for alle kunder.

“I 2023 blev Randers Storcenter det første center i Danmark, der har uddannet personalet i Demenssymbolet og givet faglig sparring til at støtte mennesker med demens. Vi ønsker, at alle skal få en god oplevelse i Randers Storcenter. Vores fokus på særlige behov skaber en tryg atmosfære for demensramte, samtidig med at det også gavner andre kunder,” siger han.

GoCollective (tidl. Arriva), som er Danmarks største private operatør inden for kollektiv transport, er også med til at markere Demensugen med budskaber på skærmene i alle deres tog.

"Kollektiv trafik spiller en vigtig rolle i mange menneskers hverdag – også for dem, der lever med demens eller deres pårørende. Vores vigtigste opgave er at gøre det trygt og enkelt at komme fra A til B. Derfor bakker vi op om Demensugen og markerer denne uge på alle skærmene i vores tog," siger Erik Poulstrup, direktør i GoCollective.

KONTAKT
For mere information kontakt Pia McKee, senior netværkskonsulent: pia@demensvenligtdanmark.dk.

FAKTA

  • Demensugen løber af stablen hvert år i uge 19, hvor en national kampagne og en række lokale indsatser søger at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.
  • Fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomhedspartnere og ikke mindst frivillige gennemfører en bred vifte af arrangementer, events og oplysningsindsatser for, at vi alle bliver bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber og give mennesker med demens den håndsrækning, de kan få brug for i hverdagen.
  • Alle kan deltage i og bidrage til demensugen. I 2024 var 92 % af kommunerne repræsenteret og over 270 samarbejdspartnere gik sammen for at skabe et mere demensvenligt Danmark.
  • Demensugen har hvert år haft et særskilt fokus på en branche, hvor mere viden om demensvenlighed blandt personale og medlemmer kan gøre en stor forskel for mennesker med demens. I 2022 var temaet for demensugen detail, i 2023 transport, i 2024 kultur og fritid.
  • I 2025 falder Demensugen 5.-11. maj og kommer til at have fokus på, hvordan man som borger, fagperson, kommune, organisation eller virksomhed kan gøre en forskel for mennesker, der lever med demens.
  • Demenssymbolet ”Håndsrækningen” blev lanceret i 2021 og symboliserer to hænder, der rækker ud mod hinanden. Det er et symbol, som mennesker med demens kan bære synligt eller diskret for at vise, at de kan have brug for en hjælpende hånd eller lidt ekstra tålmodighed. Symbolet er udviklet i samarbejde med mennesker med demens og fagprofessionelle og bruges aktivt af mere end 5.000 danskere, der lever med demens.