Glostrup Kommune fører løbende tilsyn med HCS inden for miljølovgivningens rammer. På baggrund af de øgede gener, foretager vi ekstra besigtigelser af området for at sikre, at HCS overholder de tilladte mængder af jord. Derudover vil vi gennemføre et selvstændigt måleprogram af støvet udført af en virksomhed, der er akkrediteret til støvmålinger. De nærmere målepunkter vil blive aftalt med beboerne i nærområdet.
Herunder har vi samlet information og dokumenter omkring Glostrup Kommunes håndtering og miljøpåvirkningen fra HCS' aktiviteter.
Miljøgodkendelse og VVM
HCS’ aktiviteter på genbrugspladsen er omfattet af en miljøgodkendelse fra 2018. Denne godkendelse giver virksomheden mulighed for at håndtere forskellige affaldstyper i varierende mængder. Glostrup Kommune vurderer, at den nuværende jordhåndtering ligger inden for rammerne af denne godkendelse.
Der er ikke udarbejdet en VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) i forbindelse med miljøgodkendelsen, men der er gennemført en VVM-screening. Kommunen har i denne vurderet, at projektet ikke kræver en fuld VVM-redegørelse.
Virksomhedens miljøgodkendelse kan revideres hvert 8. år. I januar 2026 kan den næste gang revideres. Glostrup Kommune undersøger i øjeblikket rammerne for en eventuel kravfastsættelse, herunder om vilkår vedrørende støv, arbejdstider og jordhåndtering bør tilpasses de aktuelle miljøpåvirkninger.
Dokumenter
Gravetilladelse (§8-tilladelse)
Glostrup Kommune har i 2023 givet HCS tilladelse til at grave i forurenet jord (§ 8-tilladelse) for at kunne opsætte spunsvægge. Tilladelsen omfatter opførelsen af to cirka 8 meter høje spunsvægge. Aktiviteter som asfaltopbrud, jordudgravning, sigtning og oplag er ikke en del af denne tilladelse.
Arbejdet med spunsvæggen blev påbegyndt i juli 2024. Når arbejdet er afsluttet, skal HCS indsende et afslutningsnotat og dokumentation for korrekt bortskaffelse og prøvetagning, som beskrevet i vilkår 3–7 i tilladelsen. Dette omfatter blandt andet data om jordens oprindelse, klassificering, mængder og modtagere.
Foruden tilladelsen til spunsvægge har HCS fået en særskilt § 8-tilladelse til at flytte indkørslen ved Paul Bergsøes Vej 51. Derudover HCS har indsendt en ny ansøgning om § 8-tilladelse vedrørende ændringer af belægninger og afvanding omkring spunsvæggen. Denne ansøgning er endnu under behandling.
Dokumenter:
Støj
Området omkring HCS er i øjeblikket er påvirket af støj fra både virksomhedens daglige drift, deres arbejde med spunsvægge samt omkringliggende fjernvarmearbejder. Glostrup Kommune tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for virksomheder, når vi fører tilsyn med den daglige drift på pladsen.
Opførelsen af spunsvægge er et midlertidigt arbejde omfattet af kommunens forskrift for bygge- og anlægsarbejde. Det er en støjende proces. Men arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af september. Formålet med at opsætte spunsvæggene er at reducere støj- og støvgener ved virksomhedens daglige drift.
For at mindske generne har Glostrup Kommune aftalt med HCS, at arbejdet med spunsvæggen kun må foregå i tidsrummet:
- Mandag til torsdag: kl. 7.00–16.00
- Fredag: kl. 7.00–14.00
Dokumenter:
Støv
HCS har i en periode håndteret større mængder jord end tidligere. Det har de lov til inden for deres miljøgodkendelse. Desværre har den ekstra jord sammenholdt med en lang periode uden ret meget regn medført mere støv i området. Når den nye spunsvæg står færdig vil den være med til at mindske dette problem.
For at begrænse støvgener har Glostrup Kommune:
- aftalt med HCS, at de skal intensivere fejningen inde på virksomheden og omkring virksomheden
- indskærpet gældende krav om vanding af jord på pladsen
Derudover vil Glostrup Kommune igangsætte målinger af støvnedfald og svævestøv i området. Det vil ske, når spunsprojektet er overstået og virksomheden er i normal drift.
Den jord, HCS modtager, er i 99,5 % tilfælde helt ren eller kun lettere forurenet, hvilket er almindeligt i bynære områder. Kun 0,5 % er væsentligt forurenet. Denne jord kommer ikke gennem virksomhedens sigte og bidrager derfor ikke til støvproblemerne. Når HCS konstaterer væsentlig forurening, bliver jorden kørt bort igen til behandling et andet sted. Den skal være overdækket under transport.
Grundvand
Glostrup Kommune har fokus på beskyttelsen af grundvandet i forbindelse med aktiviteterne på og omkring HCS’ ejendom. Området har tidligere været hjemsted for metalindustri, og der er i tidligere boringer fundet spor af tungmetaller og klorerede opløsningsmidler. Disse fund er dokumenteret i Region Hovedstadens rapport om historisk forurening på grunden.
Der udføres ikke grundvandskontrol som en del af det aktuelle projekt med spunsvægge. Dog foretager Region Hovedstaden løbende monitering af grundvandet i området som led i den offentlige indsats på forureningskortlagte ejendomme. Glostrup Kommune har kendskab til overvågning i boring DGU 200.3360, hvor der analyseres for klorid, sulfat, bly og cadmium én gang årligt eller hvert andet år. For yderligere oplysninger henvises til Region Hovedstaden.
I forbindelse med spunsarbejdet har Glostrup Kommune vurderet, at der ikke er behov for en særskilt § 19-tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, da projektet ikke indebærer nedgravning af materialer eller aktiviteter, der kan forurene jord og grundvand. Opgravet jord uden tegn på forurening (fx lugt eller misfarvning) genindbygges på stedet i henhold til kommunens retningslinjer.
Kommunens vurdering bygger på kendskab til de fysisk-kemiske egenskaber ved de stoffer, der potentielt kan være til stede i jorden. Disse stoffer – herunder tungmetaller og tjærestoffer – er typisk meget immobile og binder sig fast til jordpartiklerne. Det betyder, at de ikke udvaskes eller spredes væsentligt med regnvand. Projektbeskrivelsen og Region Hovedstadens udtalelse før §8-tilladelse bekræfter, at spunsarbejdet ikke udgør en risiko for grundvandet.
Dokumenter: