Miljøvurderinger (VVM)

Før vi som kommune giver tilladelse til et projekt eller en plan, der kan påvirke miljøet væsentligt, skal vi som udgangspunkt gennemføre en miljøvurdering.

Miljøvurdering af fysiske projekter kaldes også VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Det kan være en længere proces at vurdere, om et projektet eller en plan kan påvirke miljøet, og hvilke tiltag der skal indarbejdes for at tage tilstrækkeligt hensyn til miljøet. Ud over høring og undersøgelser af risikoen for forurening indgår emner som natur, landskab, kulturarv, klima, risiko og sundhed også i miljøvurderingen.

Disse projekter kræver en miljøvurdering

En miljøvurdering kan være nødvendigt for at et projekt kan gennemføres. I langt de fleste tilfælde kan miljømyndigheden dog træffe afgørelse om, at et projekt kan gennemføres efter en screening fremfor en fuld miljøvurdering. Miljøvurderingsloven angiver kriterierne for, hvilke projekter, planer og programmer der skal miljøvurderes for at kunne blive godkendt.

En plan eller et program skal miljøvurderes, hvis det er udarbejdet eller vedtaget af en myndighed og opfylder et af tre kriterier i miljøvurderingsloven. Et projekt, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller bilag 2 skal enten miljøvurderes eller screenes. Disse projekter påvirker det naturlige miljø eller landskab gennem fysiske tiltag som anlægsarbejder, installationer, nedrivninger m.m:
  • Bilag 1-projekter kræver altid en miljøvurdering.
  • Bilag 2-projekter skal måske miljøvurderes. Som bygherre kan du anmode om en miljøvurdering eller en screening, hvor vi afgør, om projektet skal miljøvurderes.

Sådan ansøger du

Måden du ansøger om screening/miljøvurdering afhænger af, hvorvidt der er tale om en plan eller et projekt samt hvilken type projekt:

  • Konkrete projekter (VVM): Find ansøgningsskema til miljøvurderingsbekendtgørelsen og send et færdigt udfyldt ansøgningsskema til miljo@glostrup.dk
  • Projekter omfattet af bilag 2 i både miljøvurderingsloven og i godkendelsesbekendtgørelsen: Ansøg gennem bygogmiljoe.dk
  • Planer/programmer: Henvend dig skriftligt til miljo@glostrup.dk.
Er du i tvivl, om dit projekt kræver en miljøvurdering, og hvordan du søger, er du velkommen til at kontakte os.