Overgangen til voksenlivet er en vigtig tid – både for den unge og familien. I Glostrup Kommune har vi en overgangskoordinator, der samler trådene og sikrer, at alle parter arbejder sammen om den unges mål.
Asu Bas Turan, er socialrådgiver og har været ansat i Glostrup Kommune som myndighedssagsbehandler i 8 år. Hun har et solidt kendskab til voksen- og ungeområdet.
Når unge bevæger sig fra ungdomsliv til voksenliv, er det vigtigt, at der er sammenhæng og støtte hele vejen. Derfor har Glostrup Kommune en overgangskoordinator, som arbejder tværfagligt på tværs af Familieafsnittet, Ungeenheden og Team voksne med særlige behov.
Overgangskoordinatoren sikrer, at den unge og familien oplever en tryg og overskuelig proces. Med en individuel plan og tæt samarbejde med relevante fagpersoner hjælper overgangskoordinatoren med at skabe de bedste rammer for, at den unge kan udvikle sig mod selvstændighed og voksenliv.
Overgangskoordinatoren kan hjælpe jer med:
- At skabe overblik og sikre en sammenhængende indsats på tværs af afdelinger
- At koordinere møder og sikre, at alle parter arbejder i samme retning
- At være med til at udarbejde og følge op på individuelle overgangsplaner, der tager udgangspunkt i den unges mål og ønsker
- At dokumentere og evaluere forløbet, så indsatsen hele tiden kan tilpasses den unges behov og ønsker
Primære opgave:
- Koordinere sager, hvor unge fylder 16 år og skal overgå fra Familieafsnittet til voksenområdet
- Deltage i det første Ung til voksen-møde med den unge for at sikre et godt afsæt
- Sikre en smidig overgang for ungestøttesager, der afsluttes inden det 23. år
- Koordinere ungestøttesager i plejefamilier, hvor unge skal videre til Team voksne med særlige behov
- Have indsigt i kommunens tilbud på tværs af afdelinger, så den unge får den bedst mulige vejledning
- Være bindeled mellem de tre centre og til rådighed for den unge og familien, hvis der opstår spørgsmål eller behov for justeringer
Derfor har Kommunen er overgangskoordinator:
- Overgangskoordinatoren er en uafhængig funktion, der sikrer, at borgernes perspektiv altid bliver inddraget
- Skaber klarhed og hjælper med at forstå kommunens beslutninger og arbejdsgange
- Tilbyder vejledning og støtte, når der er behov for sparring i kontakten med kommunen
- Understøtter åbenhed, dialog og tillid mellem borgere og kommune
Hvis du/I har spørgsmål, er I velkommen til at kontakte overgangskoordinatoren.