Velkommen til Glostrup

Her kan du læse om Glostrup, og se hvilke kultur- og fritidsaktiviteter, vi tilbyder.

Velkomst fra borgmesteren

Jeg er glad for, at du overvejer - eller måske allerede har valgt - at bo her hos os i Glostrup. Du er meget velkommen i vores dejlige by, hvor du bliver en del af et fællesskab på mere end 23.500 medborgere og stort set det samme antal arbejdspladser. Her nyder vi alle godt af vores placering i hjertet af hovedstadsregionen.

Mange børnefamilier vælger Glostrup, når drømmen om mere plads og luft skal indfries. Det skyldes blandt andet, at skatten er lav, institutionstaksterne er rimelige, her er dejlige grønne områder og vi har et rigt varieret foreningsliv. Derudover ligger Glostrup tæt på Københavns storbyliv, og vores velfungerende infrastruktur betyder, at du kan komme ind til byen på ingen tid.

Jeg håber, at du bliver lige så glad for at bo her, som jeg og min familie er.  

Borgmester Kasper Damsgaard

Kultur og fritid

Der er masser af muligheder for at dyrke sport og fritidsaktiviteter i Glostrup. Vi har moderne idrætsfaciliteter og et bredt udvalg af sportsforeninger, hvor du kan dyrke alt fra fodbold og håndbold til atletik og tennis. Læs mere om vores foreninger. Du kan også finde information om fritidsaktiviteter for børn her.

Du kan blandt andet dyrke sport i Glostrups mange idrætsanlæg. Vi har både sportshaller, svømmehal med motionscenter og meget mere. 

Udover diverse idrætsfaciliteter, har Glostrup en musikskole, hvor dit barn kan lære at spille et instrument, gå til sang eller endda cheerleading.

Glostrup byder også på mange kulturelle oplevelser. Du kan blandt andet:

  • Se film i Glostrup Bio, som er drevet af frivillige. Her kan du også høre live musik, når foreningen Glostrup Kulturhus hvert år arrangerer en række koncerter
  • Tage til den årlige Glostrup Kulturfest, der samler byen om sjove aktiviteter og musik
  • Gå på opdagelse i Glostrups historie i Byhistorisk Hus. 
  • Se teater på Glostrup Amatørscene 
  • Læse en god bog på Glostrup Bibliotek

Du kan læse mere om kommunens mange kulturelle tilbud her.

Grønne områder

Selvom Glostrup Kommune ikke er særlig stor, har vi masser af natur og grønne områder, hvor du kan løbe en tur, holde picnic eller lege med børnene. Du kan for eksempel gå en tur i Solvangsparken i det centrale Glostrup, slappe af i Robinielunden i Hvissinge eller fiske i Ejby Mose. I Glostrup finder du også Vestskoven, som er Danmarks største nye skov. Vestskoven folder sig ud over fire kommuner, heriblandt Glostrup, og dækker faktisk en femtedel af kommunens samlede areal. Du kan læse mere om alle de grønne områder i kommunen her.

Hvert år afholder Glostrup Kommune Naturens Dag. Det foregår søndag i uge 36 ved Ejby Mose. Her sjove og gratis naturoplevelser og aktiviteter for alle aldre. Læs om Naturens Dag her