Udsmykningen skal skabe en varm velkomst og guide brugerne nemmere rundt i huset, der til dagligt bruges af lokale foreninger og Glostrups Musikskole. I valget af kunstner er der lagt særlig vægt på indgangspartiet og kunstnerens forståelse for brugergruppen. Disse krav opfyldte den lokale kunstner Jens Stentoft, som blev udvalgt blandt de 100 bud, der blev indsendt til opgaven.
"Glostrup Medborgerhus får et gevaldigt kunstnerisk løft med den nye udsmykning af Jens Stentoft. Ud over udsmykning vil det også fungere som en efterspurgt vejviser i huset. Vi glæder os til at se medborgerhuset, når udsmykningen er færdig", siger Henning Richard Jensen, formand for Fællesrådet for Glostrup Medborgerhus.
Mangfoldighed, nærvær og interaktion
Kunstneren selv har haft særligt fokus på at skabe en udsmykning, der udstråler mangfoldighed, nærvær og interaktion mellem mennesker. Jens Stentoft er professionel grafittikunstner og har udviklet en helt unik
streg til at male ansigtsudtryk og portrætkunst. Jens har bl.a. arbejdet for Københavns Zoologisk Have, Lyngby kommune og en række street festivaler.
”Det betyder utrolig meget for mig, at jeg har vundet lige præcis denne opgave. Jeg bor nemlig selv i Glostrup, så det er jo fantastisk at få lov til at bidrage med udsmykning et sted, der nærmest kunne være min baghave. Så ved jeg jo også, at der er rigtig mange dygtige kunstnere, der har budt på opgaven. Så jeg er superstolt og glæder mig til at sætte mit aftryk på Medborgerhuset og Glostrup.” siger Jens.
Alle interesserede kan få lov til at sætte sit helt eget præg på værket. Det vil nemlig være muligt at lave en lille tegning, der kommer til at indgå i det færdige kunstværk. Til den proces vil Jens Stentoft facilitere en workshop på Glostrup Kulturfest 2024 den 31. august.
En styrket identitet til Medborgerhuset
Kunstneren er udvalgt af udsmykningsudvalget bestående af to brugerrepræsentanter fra Glostrup Medborgerhus leder af Glostrup Musikskole, Centerchef for Kultur, Idræt og Fritid og to konsulenter fra
Center for Kultur, Idræt og Fritid i Glostrup Kommune.
”Med udsmykningen ønsker vi, at både nuværende og kommende brugere af Medborgerhuset får glæde af kunsten der, hvor de færdes til hverdag. Samtidig er lige præcis denne udsmykning i høj grad med til at styrke husets identitet som medborgerhus. Her er alle kultur-, forenings-, og fritidstilbud og borgere velkomne. Det synes jeg, at den valgte kunstner illustrerer rigtig godt. Vi håber, at borgerne vil tage rigtig godt imod værket.” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Dan Kornbek Christiansen.
Udsmykningen forventes gennemført i løbet af efteråret, og indvies ved fernisering i Medborgerhuset. Dato for fernisering offentliggøres på Facebook, glostrup.dk og i Folkebladet, når den er fastlagt. Arrangementet vil være åbent for alle.