Kære forældre, børn og unge
Nu nærmer jul og nytår sig, og dermed også dagene for, hvornår det i Danmark er lovligt at anvende fyrværkeri.
Det skal være trygt at bo på i Glostrup, også henover jul og nytår. Københavns Vestegns Politi håber derfor, at ordene ”Fyr den af med respekt” giver anledning til en snak om de fem fyrværkeriråd, og samtidig minder om, at vi skal passe på os selv og hinanden, når vi omgås fyrværkeri.
Vidste du fx, at to tredjedele af alle skader sker for børn og unge under 26 år – 80 % af de tilskadekomne er mænd og drenge. I nytåret 2022/23 var det børn under 15 år, der havde 25 % af skaderne. En tredjedel af de tilskadekomne var tilskuere, og ud af disse, havde kun en fjerdedel beskyttelsesbriller på.
Fakta
- I Danmark er det kun lovligt at anvende fyrværkeri i nytårssæsonen fra den 27. december t.o.m.1. januar
- Du kan købe fyrværkeri lovligt i butikkerne fra den 15. december t.o.m. 31. december
- Fyrværkeriet skal være lovligt og CE-mærket
- Du skal være fyldt 18 år for at købe fyrværkeri
- 15-17 årige kan købe knaldhætter, knaldsnor, bordbomber, stjernekastere og lignende
- Overtrædelse af fyrværkeriloven kan straffes med bøde
Følg de fem fyrværkeriråd
- Brug ALTID beskyttelsesbriller
- Hold ALDRIG tændt fyrværkeri i hånden
- Gå ALDRIG tilbage til en fuser
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig IKKE ind over fyrværkeriet
- Brug KUN godkendt og ALDRIG hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
Kontakt politiet
Kontakt politiet og ring 1-1-4, hvis du finder en efterladt/smidt krysantemumbombe eller et kanonslag – rør det aldrig selv!
Mere information
Find mere information omkring fyrværkeri, love og regler på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside
Københavns Vestegns Politi og Glostrup Kommune ønsker alle en god og tryg december måned samt et godt nytår!