Botilbud til voksne med autisme

Bakkehuset er et botilbud for voksne med hoveddiagnose inden for autisme spektrum forstyrrelser (ASF).

At leve med ASF kan bl.a. bevirke:

- mangelfuld deltagelse i socialt samspil

- omfattende vanskeligheder i forhold til sprog og kommunikation

- udtalte begrænsninger i forhold til aktiviteter og interesser, ofte med stereotype adfærdsmønstre til følge.

 

Bakkehusets beboere har derfor behov for et specialiseret tilbud, det kan variere meget i hvilken støtte og vejledning, den enkelte beboer har behov for.

Alle beboere i Bakkehuset er afhængige af praktisk hjælp og støtte i hverdagen samt særlig tilrettet kommunikation.

Det autistiske handicap gør, at man er meget konkret tænkende, og at man har problemer med at forstå andres handlinger, kommunikation og intentioner. Derfor har de fleste beboere i Bakkehuset et stærkt behov for at have en forudsigelig og struktureret hverdag.

I Bakkehuset tager vi udgangspunkt i beboerens individuelle behov. Beboerne støttes i hverdagen til at få overblik og ejerskab over eget liv. Alle beboere er som udgangspunkt i daglig beskæftigelse bl.a. værksteds- og beskæftigelsestilbud, med mindre særlig aftale er indgået.

Bakkehuset er et specialiseret botilbud til voksne med problemer inden for austimespektret. Bakkehuset er opdelt i tre huse, og har i alt plads til 18 beboere. 

 

Bakkehuset har tre nøgleværdier, som samtidig udgør det fælles mål for den daglige indsats – at sikre at beboerne bedst mulig trivsel og livsglæde. 

De tre værdier er:

  • Beboeren i centrum
  • Mestring
  • Udfoldelse 

Med at sætte beboeren i centrum mener vi, at beboeren er omdrejningsaksen for al fortolkning og tilrettelæggelse af mestring og udfoldelse. I Bakkehuset mener vi, at mestring er fællesnævner for læring og træning, som er forberedende til udfoldelse. Som botilbud har vi en væsentlig rolle i at sikre, at beboeren efter evne, har mulighed for at mestre livet i dets forskellige faser og være selvstændig i videst mulige omfang.

Bakkehusets pædagogiske ramme skal være den organisering, der skaber de bedst mulige vilkår for mestring og udfoldelse for beboeren, inden for de tilgængelige ressourcer.

Det betyder at:

  • Der er fokus på, at beboeren har et værdigt liv ud fra egne evner og behov
  • Beboeren mødes med respekt
  • Beboeren mødes med professionel omsorg, analyse og skelneevne
  • Beboeren har mest mulig indflydelse på eget liv
  • Beboeren er omgivet af et fagligt engageret og nærværende personale
  • Beboeren lever i en struktur og rammesætning, der er tilpasset beboerens livssituation
  • Beboeren lever i et miljø, hvor sikkerhed og sundhed implementere

Bakkehusets opgave er, at beboeren har de bedste forudsætninger for at mestre deres eget liv i videst muligt omfang. Med og for beboeren skal vi skabe de bedst mulige rammer og det rigtige sæt værktøj for den enkelte til at opleve et godt liv.

Når bakkehuset bidrager til, at beboernes mestringsgrad øges, betyder det, at de både oplever større uafhængighed og får flere muligheder i deres livsudfoldelse.

Mestring handler for Bakkehusets beboere om livsduelighed samt mulighed for at træffe personlige valg:

  • Når kommunikationen designes til beboeren, får beboeren mulighed for at give udtryk for behov og præference og kan vælge til eller fra
  • Når beboeren oplever, at kommunikationen giver indflydelse, oplever beboeren succes
  • Når vi træner beboeren i dagligdags færdigheder, så beboeren kan deltage i opgaver i hjemmet, har beboeren opnået en højere grad af selvstændighed
  • Når dagtilbuddet går hånd i hånd med botilbuddet om beboerens sundhed og udfordringer, giver det tryghed for beboeren, som gør det muligt at tage imod udfordringer begge steder
  • Når vi sikrer sund og velsmagende mad og daglig bevægelse for beboeren, bliver beboeren sundere og mere energisk, og opnår et bedre helbred – et godt udgangspunkt for at tage i mod og nyde små udfordringer på vej mod mestring
  • Når vi sikrer, at beboerens økonomi afspejler et godt og aktivt liv, støtter vi beboerens mulighed for at udfolde sine interesser, også i alderdommen
  • Når Bakkehuset opøver beboeren i brug af computer og iPad, og træner brugen af særligt udviklede programmer, oplever beboeren at mestre interesser og kommunikation i en bredere ramme og kan opretholde kontakt til bekendte og pårørende

I Bakkehuset mener vi, at udfoldelse er medskabende for det gode liv. Vi har som botilbud en væsentlig rolle i at sikre, at beboeren efter evne, har mulighed for at mestre livet og dets forskellige faser og være selvstændig i videst muligt omfang.

Beboeren har brug for at opleve at kunne udfolde sit potentiale og bruge sine evner og energi på noget som giver mening for beboeren. Bakkehusets opgave er at brede muligheder ud for beboeren – muligheder som både skal rumme mål for udvikling, være pædagogisk forsvarlige, foregå i tryghed og omsorg, og dermed give beboeren glæde og udfordringer.

Udfoldelsesmulighederne for beboere i Bakkehuset udgør både af de tilbud, der er etableret og som beboerne benytter efter evne og behov og andre muligheder, som opstår spontant med beboerens signaler og kommunikation som grundlag.

Bakkehuset har følgende formaliserede aktiviteter som sikrer udfoldelse:

  • Aftenskole, madlavning, dans, sang og tegning
  • Løbetræning
  • Traditioner og sociale sammenkomster med beboere fra alle huse
  • Vandreture (lange ture, hvor der gås raskt til)
  • Spadsereture (kortere ture til de mere adstadige beboere)
  • Se på tog (for de beboere som har særlig interesse for det)
  • Andre særlige interesser
  • Udflugter efter beboerens ønsker
  • Koncerter og teater
  • Musikfestival
  • Ferietur

Bakkehuset har som botilbud endvidere en forpligtelse til at stille et sundt miljø til rådighed, hvor kost og bevægelse tilfører beboeren fysisk velbefindende og sundhed hele livet. For nogle beboere er det udfoldelse at planlægge og deltage i madlavning – for andre er det udfoldelse at observere madlavning eller dække bord. For andre igen er det udfoldelse at sanse og nyde at spise. Kunsten i Bakkehuset er at anerkende, at små glæder kan være til stor glæde, for den som glædes.

Her kan du læse lidt om livet i Bakkehuset.

Bakkehuset har et pårørenderåd, der repræsenterer beboernes og de pårørendes interesser.

Rådet fungerer som et forum for dialog mellem beboere, pårørende og Bakkehuset om tilrettelæggelse af hverdagen for beboerne i Bakkehuset.

Pårørenderådet består af 1-5 pårørende, Bakkehusets forstander, tre medarbejderrepræsentanter.

Pårørenderådet mødes fire gange årligt og holder derudover et årligt fælles pårørende møde.

Bakkehuset har cirka 35 fastansatte og 25 timelønnede tilkaldevikarer. Personalet er primært pædagoger, men også sosu-assistenter, en plejer og omsorgsmedhjælpere. Bostedet har også en stillinger til pædagogstuderende i praktik.

Medarbejderindflydelse

Den primære opgave for de ansatte er at varetage omsorgs- og udviklingsarbejde omkring beboerne og arbejde for et ligeværdigt og aktivt liv for beboerne.

For at kunne udføre disse opgaver på den bedste måde og opnå en fælles linje på alle afdelingerne, har vi en vifte af grupper, der arbejdder på tværs af organisationen:

  • Arbejdsmiljø-udvalg
  • Kost- og bevægelsesudvalg
  • Uddannelses-udvalg
  • It-udvalg
  • MED-udvalg
  • Værdigruppe


Studerende

I Bakkehuset starter du din praktik med en intro-periode, hvor du hovedsageligt er sammen med din vejleder eller en anden kollega.

De første par vagter er du 'fluen på væggen', hvorefter du langsomt tager del i samarbejdet med beboerne.

Du er aldrig alene på dine vagter, men efter introperioden er du 'vagtbærende' på de fleste af dine vagter.

Din arbejdstid ligger, med skiftende vagter, i tidsrummet 7.00 og 23.30. Dine vagter er op til 8½ times varighed, og du arbejder hver anden weekend.

Praktikvejledning fastsættes ud fra din og vejlederens tjenesteplan. Vejledningen omfatter emner som:

  • Beboernes livsforløb
  • Autisme
  • Livskvalitet
  • Etik
  • Magt og afmagt

 

Forstander Bakkehuset
Henning Pedersen
Center for Handicap, Psykiatri og Misbrug