Er du fyldt 65 år, kan du rejse billigere med DSB.

Rabatten varierer alt efter, hvor og hvornår du rejser. For at opnå rabatten skal du rejse over en takstgrænse. Dvs. rejser du lokalt i et takstområde, kan du ikke købe en DSB 65-billet.

Er du ikke fyldt 65 år, men modtager førtidspension efter lov om dansk social pension, har du også mulighed for at rejse på DSB 65-billet. Du skal blot have et DSB legitimationskort, som fås gratis på DSB-stationer. Husk din pensionsmeddelelse og et pasfoto. 

Vær opmærksom på, at du også kan få andre rabatter, fx orange billetter.

Du kan få mere information på www.dsb.dk 

Pensionistkort er som hidtil til dig der er fyldt 67 år, eller modtager førtidspension. Passer du i en af disse grupper kan du købe et pensionistkort, som gælder til tog, bus og metro. Du kan derfor rejse på Sjælland, Lolland, Falster og Møn til en fast lav pris. 

Du kan vælge at købe pensionistkort til: 

  • 3 sammenhængende zoner 
  • 1 storzone (Øst, Vest. Syd eller Midt) 
  • 2 storzoner 
  • Sjælland og øerne 
  • Med metro (uanset antal zoner) koster + 70 kr.

Pensionistkort købes altid for en periode på tre måneder. Det er gyldigt til standardrejser, men gælder IKKE i myldretiden fra kl. 7.00-9.00 på hverdage i alle transportmidler i hele DOT. Kortet kan købes i DSB Salg & Service eller i 7-elleven på stationerne. Husk at medbringe ID og pasfoto. 

Du kan få mere information på: dinoffentligetransport.dk, www.dsb.dk eller www.moviatrafik.dk 

Som pensionist 65+ kan du vælge et personligt rejsekort med kundetype 'pensionist', som giver op til 45% rabat, når du rejser med offentlig transport. 

Rejsekort er altid billigere end en enkeltbillet. Du skal selv sætte penge ind på dit rejsekort eller lave en tank-op-aftale, så der automatisk overføres penge til dit rejsekort, når saldoen er lav. 

Læs mere om rejsekort på www.rejsekort.dk