Klima og energi på virksomheder

Skab overblik over jeres forbrug af elektricitet, varme og vand og få bedre bundlinje.

Som virksomhed kan I gøre mange ting for at spare på energien. Første skridt er at skabe overblik over forbrug og identificere sparepotentialet. Har I eksempelvis mulighed for at udnytte overskudsvarme internt, skifte gaskedler til fjernvarme eller udskifte ældre belysning med LED, kan der være meget at spare.

Brug Energistyrelsen og SparEnergis tjeklister til at få overblik over energieffektiviteten i jeres bygning, processer og installationer og stil krav ved indkøb og jeres leverandører om energieffektivitet. Find gode råd til kravspecifikationer, indkøb af produkter og råd til at spare på energien målrettet jeres branche på Energistyrelsens side om effektivisering af energiforbrug på arbejdspladsen.

Belysning udgør omkring halvdelen af elforbruget i detailbranchen og dermed også en væsentlig del af elregningen. LED er den mest energieffektive belysning på markedet. Så der er penge at spare ved at udskifte den nuværende belysning til LED. Da LED udleder mindre varme end traditionel belysning, er der samtidig mindsket brandrisiko samt mindre behov for nedkøling om sommeren, hvilket bidrager til et bedre indeklima.

LED koster mere i indkøb end traditionelle lyskilder men har til gengæld væsentlig længere levetid. Typisk holder LED-lyskilder syv gange længere end halogenpærer. På grund holdbarheden og det lave energiforbrug sparer I mere på bundlinjen ved at udskifte til LED. Den ekstra omkostning ved indkøb betaler sig hjem flere gange. Se hvor meget I kan spare på Energistyrelsens SparEnergi-side om LED.

LED har fin lyskvalitet og lang levetid

LED-belysning kan fuldt ud erstatte traditionelle lyskilder i lyskvalitet. Men der eksisterer stadig fordomme om, at LED eksempelvis tænder langsomt og ikke er kraftigt nok til at oplyse en butik. Dette er dog ikke længere tilfældet. Levetiden for LED-lyskilder kan variere fra 10-50.000 timer. Forskellen beror på blandt andet armaturer, teknik m.m. Tjek emballagen og vælg produkter med levetid over 15.000 timer. De er ofte lidt dyrere, men betaler sig mange gange over tid.

LED-kampagne i Glostrup

I 2017 var Energistyrelsens LED-konsulenter på besøg i en række udvalgte butikker i Glostrup. Her hjalp LED-konsulenterne butiksejerne med at tælle lyskilder og vise dem, hvad de kunne spare ved at udskifte til LED (se artikel i SN Vestegnen). Besøgene var en del af den landsdækkende kampagne "Mindre strøm - mere bundlinje". 

Få et overblik over energieffektiviteten af jeres bygninger, processer og installationer ved at gennemgå Energistyrelsens tjeklister for automatik, belysningsanlæg, klimaskærm, køling, varmeanlæg, trykluft mv.. 

Få tilskud til at sænke energiforbruget i jeres virksomhed. Erhvervspuljen støtter energi- og CO2-besparende projekter i danske virksomheder med op til 50 %. Som virksomhed kan I blandt andet få støtte til at udskifte varmekilde, udnytte overskudsvarme internt og udskifte ældre lyskilder med LED. Se mere på Energistyrelsens SparEnergi-side om Erhvervspuljen.