Affaldsplan og regulativ

Glostrup Kommunes affaldsplan har fokus på affald som ressourcer. Vi vil øge genanvendelsen ved at give borgere og virksomheder bedre muligheder for sortering.

Glostrup Kommunes affaldsplan gælder for 2021-2032. Den har fokus på affald som ressourcer og sætter rammerne for affaldshåndteringen i Glostrup. Vi vil give borgere og virksomheder bedre muligheder for sortering, så vi øger genanvendelsen og udnytter vores ressourcer bedre.

Kommunalbestyrelsen har den 10. marts 2021 vedtaget en ny affaldsplan for Glostrup Kommune. Affaldsplan 2021-2032 er opdelt i 11 indsatsområder for private og erhverv. Baggrunden er blandt andet den nationale klimaplan for en grøn affaldssektor, der lægger op til en mere ensartet affaldshåndtering på landsplan.

Affaldsplanen indebærer, at der ved alle husstande i kommunen fra maj 2022 vil blive indsamlet i alt 10 affaldstyper: madaffald, papir, pap, drikke- og fødevarekarton, glas, metal, plast, tekstil og farligt affald. Ved villaer vil det i praksis betyde, at alle kommer til at have 4 affaldsbeholdere og en rød boks til farligt affald. Derudover kan man selv vælge at placere en eller flere beholdere til haveaffald.

Med til Affaldsplan 2021-2032 hører to bilag. Bilag 1 er en kortlægning af de nuværende affaldsmængder. Bilag 2 er en fremskrivning af de forventede fremtidige affaldsmængder.

Med initiativerne i affaldsplanen vil Glostrup Kommune være med til at sikre en grønnere affaldssektor. Det forventes at kommunen vil nå 50 % genanvendelse, som er målsætningen i den landsdækkende ressourcestrategi.

I nogle bebyggelser samler man affaldstyperne i fælles affaldsøer. De kan bestå af affaldsskure på jorden eller nedgravede affaldsbeholdere. Glostrup Forsyning indkøber og vedligeholder selve affaldsbeholderne. Det gælder både almindelige affaldsbeholdere på hjul og nedgravede affaldssystemer. Boligselskaber og ejerforeninger har dog selv ansvar for etablering af nedgravede affaldsbeholdere samt indkøb, opsætning og vedligeholdelse af affaldsskure.

Affaldsskure og affaldsøer med nedgravede beholdere skal placeres og tømmes på egen grund og følge bygningsreglementet samt kommunens affaldsregulativ. For at sikre en god løsning for brugerne og affaldsrenovatørerne, samt sikre en høj genanvendelse, har Glostrup Kommune udarbejdet nogle faktaark med retningslinjer. Her beskriver vi blandt andet krav til sortering, afstandsforhold og adgangsveje samt angiver nøgletal for affaldsmængder for de forskellige affaldstyper:

Faktaark for indretning af affaldsskure

Faktaark for indretning af affaldsøer med nedgravede beholdere

Retningslinjerne er godkendt af Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, oktober 2023.

Glostrup Kommunes regulativ for husholdningsaffald fastsætter regler for håndtering af husholdningsaffald fra alle borgere og grundejere i Glostrup. Formålet er at forebygge forurening og uhygiejniske forhold samt at øge genanvendelsen og begrænse vores forbrug af ressourcer.

Regulativet er udarbejdet efter det nationale standardregulativ og vedtaget af kommunalbestyrelsen. Glostrup Forsyning står for driften af affaldsordningerne. Se mere på Glostrup Forsynings hjemmeside.

Virksomheder skal ifølge den danske miljølovgivning søge at mindske mængden af affald. De er desuden forpligtet til at sortere alt affald, så vi i Danmark opnår den størst mulige grad af genanvendelse. Sorter affaldet, hvor det opstår. Derved undgår vi unødig transport og mindsker hygiejnemæssige problemer i forbindelse med senere sortering.

Glostrup Kommunes Regulativ for erhvervsaffald indeholder regler for, hvordan virksomheder skal håndtere deres affald, herunder hvordan de skal sortere affaldet til genanvendelse, specialbehandling, forbrænding eller deponering.

Regulativet angiver pligter og rettigheder for virksomheder, transportørerne der håndterer affald i Glostrup Kommune, samt grundejere. Regulativet omfatter endvidere virksomheder, som frembringer affald i Glostrup Kommune, men som har hjemadresse uden for Glostrup Kommune. 

Den kommunale affaldsordning er underlagt ”hvile i sig selv”-princippet. Det betyder, at der hverken må være overskud eller underskud i ordningen. Indtægter og udgifter skal balancere og et eventuelt overskud vil modregnes i det efterfølgende år og omvendt. Det samme gælder de øvrige forsyningsområder vand, varme og spildevand. Se gældende priser i Glostrup Forsynings prisliste for 2023.

Se mere om affaldsordningerne og priser på Glostrup Forsynings affaldssider