Movia, Repræsentantskabet

Hvert regionråd etablerer et eller flere trafikselskaber, og hver kommune deltager i 1 trafikselskab. Trafikselskabet varetager følgende opgaver inden for trafikselskabets geografiske område, jf. § 5:

  1. Offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel
  2. Fastsættelse af takster og billetteringssystemer
  3. Koordinering og planlægning af offentlig servicetrafik
  4. Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede
  5. Privatbaner.

Trafikselskabets opgaver omfatter også samarbejde om offentlig servicetrafik, der krydser grænsen mellem to trafikselskabers områder.

  • Kasper Damsgaard

    (suppleant: Henrik Lund)

Trafikselskabet ledes af en bestyrelse på højst 9 medlemmer. Medlemmerne udpeges af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelserne inden for trafikselskabets område. Transport-, bygnings- og boligministeren kan i særlige tilfælde tillade, at antallet af bestyrelsesmedlemmer overstiger 9, dog således at antallet af bestyrelsesmedlemmer altid er et ulige antal.

Regionsrådet udpeger blandt rådets medlemmer 2 medlemmer til bestyrelsen. For trafikselskabet på Sjælland udpeger regionsrådet for Region Hovedstaden og regionsrådet for Regions Sjælland hver 1 medlem til bestyrelsen blandt rådets medlemmer. For trafikselskaber, der omfatter kommuner i 2 regioner, udpeger de 2 regionsråd hver et medlem til bestyrelsen blandt rådets medlemmer. Transport-, bygnings- og boligministeren kan i særlige tilfælde tillade, at antallet af regionsrådsmedlemmer i trafikselskabernes bestyrelser overstiger 2. Regionsrådsmedlemmerne må dog ikke udgøre et flertal af bestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen i de deltagende kommuner vælger et repræsentantskab for trafikselskabet, der består af 1 medlem fra hver af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser. Den kommune, der yder det største årlige tilskud til trafikselskabets finansiering, har ret til en plads i trafikselskabets bestyrelse. De resterende medlemmer af repræsentantskabet udpeger de øvrige kommunale medlemmer af trafikselskabets bestyrelse ved forholdstalsvalg efter reglen i styrelseslovens § 24, stk. 3.

For hvert bestyrelsesmedlem vælges 1 suppleant.

Trafikselskabet fastsætter selskabets vedtægter, som skal godkendes af repræsentantskabet og de berørte regionsråd og derefter af transport-, bygnings- og boligministeren og Økonomi- og Indenrigsministeren. Standardvedtægter for trafikselskaberne fremgår af bekendtgørelse nr. 1048 af 13. august 2018 om vedtægter for organisering af trafikselskaber (standardvedtægt).

Lov om trafikselskaber, §§ 1, 2 og 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015, og bekendtgørelse nr. 1048 af 13. august 2018 om vedtægter for organisering af trafikselskaber (standardvedtægt).