Bus og tog

Glostrup Station er et trafikknudepunkt og der er gode muligheder for at benytte kollektiv transport. Vi arbejder for, at der skal være nem adgang til offentlig transport og gode forbindelser mellem Glostrup og vores nabokommuner.

Der kører en række busser i Glostrup. Se oversigten over placering af busserne her og find køreplaner, trafikinformation, priser mv. på Din Offentlige Transport (DOT). I Glostrup kører en servicebus, der er særligt egnet for ældre og gangbesværede samt følgende linjer:

Servicebussen er et særligt tilbud til ældre og gangbesværede, men er selvfølgelig åben for alle. Den forbinder en række udvalgte steder i kommunen som ældreboliger, pleje- og aktivitetscentre, rådhus, bibliotek, indkøbscentre og stationen. Stoppestederne er placeret, så passagererne skal gå kortest muligt.

Handicapvenlig indretning

Servicebussen er mindre end en normal bus. Gulvet i bussen er lavt og plant og indstigningen er i niveau med fortovet, så det er let at komme ind og ud. Der er mange holdestænger og stopknapperne sidder lavt, så siddende kan nå dem. Bussen har plads til to kørestole, som let kan køres ind i bussen via en rampe. Køreplanen er tilrettelagt, så der er god tid og chaufføren kan hjælpe undervejs. Bussen kører ikke før alle er på plads.

Faste stop og vinkestop

Nogle steder på ruten stopper servicebussen ved faste stoppesteder. Andre steder er der såkaldte vinkeområder, hvor bussen stopper efter behov. I vinkeområder skal du blot give tegn til chaufføren, hvis du vil med. Se rutekort for servicebus 847og køreplan for bussen her.  

Servicebussen er gratis at benytte.

Linje B og BX stopper begge på Glostrup Station. De kører mellem henholdsvis Farum og Høje Taastrup samt Østerport og Høje Taastrup. Find information på DSBs hjemmeside.

Du må tage din cykel med i både S-tog og busser. Det er gratis at tage cyklen med i S-toget, men du skal købe billet til cyklen i bussen.

Cykel i S-tog

Det er gratis at tage cyklen med i S-toget. Brug de særlige cykelvogne og tag hensyn til de andre passagerer. Hvis du ønsker at bruge den aflåste cykelparkering ved Glostrup Station, skal du bestille nøglekort på DSB’s hjemmeside.

Cykel i bussen

Cykler er velkomne i busserne – også A-busser. Men husk det altid er chaufføren, der afgør om der er plads. Der er plads til to cykler, kørestole eller barnevogne af gangen i hver bus.

I zonerne 1-4, 30-33 og 40-44 er cykler ikke tilladt i myldretiden mellem kl. 7.00 og 9.00 samt fra kl. 15.30 og 17.30. I linje 500S og de øvrige S-busser, er der begrænset cykelmedtagning. Her må du ikke have cyklen med kl. 7.00-9.00 og kl. 15.30-17.30 på hverdage. Billet til cyklen koster 12 kr. for to timer. Mobilbillet kan købes med en SMS til 1415. Skriv "Cykel" eller bare "C".

Planlæg din rute med kollektiv transport på www.rejseplanen.dk.

Planlægning og drift af den offentlige og kollektive transport er fordelt mellem stat, regioner, kommuner og trafikselskaber:

  • Region Hovedstaden: Regionen har ansvaret for de regionale busruter, herunder S-busser, og for de lokale jernbaner. Regionen betaler de fælles administrative udgifter i trafikselskabet.
  • Glostrup Kommune: Kommunen har i samarbejde med de omkringliggende kommunerne det økonomiske ansvar for de lokale busruter og handicapkørsel, og fastsætter i samarbejde med trafikselskabet, hvor mange ruter der skal være, samt hvor ofte busserne skal køre. Kommunerne arbejder sammen om de ruter, der går gennem flere kommuner.
  • DSB: DSB tilrettelægger togdriften, udarbejder køreplaner og står for kundeinformationen og den daglige drift af S-togene.
  • Movia: fungerer som rådgiver for kommunerne og regionerne ved tilrettelæggelse af busdriften. Det er desuden Movia, der udarbejder de egentlige køreplaner, står for kundeinformationen og har ansvaret for den daglige drift af busserne.