Familieafsnittet

Familieafsnittet hjælper med rådgivning om de muligheder, der er for at hjælpe børn og unge og deres familier - for eksempel i forbindelse med skilsmisse, misbrug, unge med problemer, handicappede børn og unge med mere.

Du kan kontakte Familieafsnittet, hvis du har brug for rådgivning om, hvordan Glostrup Kommune kan hjælpe dig med at løse problemer i din familie. Vi arbejder med forskellige former for støtte til børn, unge og deres familier, blandt andet mange forskellige forebyggende foranstaltninger, støtte til børn med handicaps og støtte til udsatte børn og deres familier.

Vi har organiseret os i tre teams:

  1. Forebyggelses- og sikkerhedsteamet
  2. Foranstaltnings- og rådgivningsteamet
  3. Specialteamet

Nedenfor kan du læse mere om, hvad de enkelte teams særligt arbejder med. 

Forebyggelses- og sikkerhedsteamet har forebyggende rådgivere i dagtilbud og skole. Teamet håndterer også underretninger og holder underretnings- og netværksmøder. Forebyggelses- og sikkerhedsteamet beslutter, iværksætter og følger op på en række indsatser, som ikke forudsætter, at Familieafsnittet har udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. 

Foranstaltnings- og rådgivningsteamet udarbejder børnefaglige undersøgelser. Teamet iværksætter og følger op på foranstaltninger, hvis en børnefaglig undersøgelse peger på, at et barn eller en ung har brug for støtte.  

Specialteamet arbejder med støtte og rådgivning til børn med handicaps og deres familier. Teamet udarbejder børnefaglige undersøgelser, iværksætter og følger op på foranstaltninger for børn med funktionsnedsættelser og/eller alvorlig sygdom og handicap.

Du kan kontakte Familieafsnittet telefonisk alle hverdage mellem klokken 9.00 og 10.00 ved at ringe til Glostrup Kommune på 4323 6433. Du kan også sende en mail til os eller møde op personligt i Rådhusets åbningstid.

Vi opfordrer til, at du sender mails sikkert til os. Det gør du ved at logge ind på www.borger.dk. Herefter vælger du ”Digital Post”. Klik på ”Skriv ny post”. Herefter vælger du modtager, skriver din mail og klikker på ”Send”.