Kommunalbestyrelsen vedtog oktober 2021 en ny model for indskrivning med udgangspunkt i en opdeling af kommunen i skoleoplande. Oplandsgrænserne til skoleåret 2022/2023 byggede primært på fordelingen af de skolestartende børns bopæle i kombination med skolens kapacitet. Indskrivningen til 2022/2023 er afsluttet og de kommende elever er startet i før-SFO.
Til skoleåret 2023/24 er det relevant af se på om der er behov for en justering af oplandsgrænserne, så de passer til den nye årgangs bopælsfordeling. Nedenfor er vist den forventede indskrivning fordelt på børnenes bopælsoplande. Beregning er som hidtil lavet udfra en max klassestørrelse på 22 elever.
Skoleopland | Undervisnings-pligtige børn | Elevprognose | Klassebehov | Indstilling fra Skolerne i Glostrup |
Ejby | 22 | 19 | 0,86 | 1 |
Nordvang | 60 | 52 | 2,35 | 3 |
Skovvang | 98 | 84 | 3,83 | 2 (eller 3 jf. nedenstående) |
Søndervang | 83 | 71 | 3,24 | 4 |
Vestervang | 45 | 39 | 1,76 | 2 |
Hovedtotal | 308 | 265 | 12,04 | 12 eller 13 (jf. nedenstående) |
Note: Antal skolepligtige børn til 0. klasse i 2023/2024 pr. 15. mart 2022 inkl. skoleudsatte
Prognosen forventer et samlet klassebehov på 12,04 ved det nuværende niveau for maximal klassekvotient (kvotient 22). Skolerne i Glostrup befinder sig derfor lige på grænsen i mellem at kunne have plads til alle elever i 12 klasser, og at have brug for en 13. klasse. Vælger man at fastholde oplandsgrænsen til Ejby ved Frederikssundsmotervejen og evt. også oplandsgrænsen til Vestervang ved ringvejen, skærpes behovet for den 13. klasse, da klasserne ikke forventes at blive fyldt på baggrund af børnene som har bopæl i oplandene.
Skolerne i Glostrup er blevet præsenteret for prognosen og er kommet med en indstilling til oprettelse af 0. klasser som vist i sidste kolonne ovenfor. Skolen oplyser, at der umiddelbart kun er ledig kapacitet på afdeling Vestervang, hvor en evt. 13. klasse vil kunne placeres. Et vestervangsopland til tre klasser vil dog kræve en betydelig udvidelse af oplandet øst for ringvejen. På øvrige skoleafdelinger vil det kræve omrokeringer og evt. fysisk tilpasning af lokaler, hvis der skal oprettes ekstra klasser.
På afdeling Søndervang er der, som del af vedligeholdelsesplanen, igangsat arbejde med at etablere yderligere 7 klasselokaler ved fx at inddrage sfo-lokaler m.v. Disse lokaler ér indregnet i prognosen og planen for lokaleudnyttelse og vil ikke stå klar til næste skoleår.
Til orientering er de gennemsnitlige klassekvotienter på Skolerne i Glostrup pt. som anført i skemaet herunder:
Skoleafdeling | Gennemsnitlig klassekvotient | Højeste klassekvotient (årgang) | Laveste klassekvotient (årgang) |
Nordvang | 21,3 | 24,5 (8. og 9. klasse) | 17,7 (1. klasse) |
Skovvang | 22,2 | 26,5 (7. klasse)* | 19,0 (3. klasse) |
Søndervang | 22,0 | 24,0 (7. og 8. klasse) | 18,3 (2. klasse) |
Vestervang | 14,8 | 18,0 (8. klasse) | 12,5 (3. klasse) |
*Incl. specialklasseelever
Administrationen bemærker, at de eksisterende dispensationsmuligheder for klassekvotienten anfører, at der kan dispenseres hvis barnet har særlige behov, bopæl i afdelingens opland, eller søskende på afdelingen. Der vil derfor godt kunne etableres oplande, som forventeligt vil medføre klassekvotienter over klasseloftet på 22, uden at der laves en generel ændring af klassekvotienterne - men det skal være en undtagelse.
Administrationen har udarbejdet tre (fire) forslag til justering af oplandsgrænserne som beskrives nærmere nedenfor. I bilaget findes optegning af oplandsgrænserne til forslagene samt en oversigt over de forventede klassekvotienter.
A 1 – Generelt øgede klassekvotienter
På afdeling Skovvang er der en markant forskel mellem det forventede klassebehov på 3,8 klasser og kapaciteten på afdelingen, hvor kun 2 klasselokaler umiddelbart vil være ledige. Når klasseprognosen, som blev behandlet på Børne- og Skoleudvalgets møde 4. maj 2022, ikke viser kapacitetsunderskud for 2023, skyldes det at der her er taget udgangspunkt i Skolerne i Glostrups indstilling og ikke i behovet.
Ud over at oplandet har en ekstraordinær stor årgang er der tilmed også ekstraordinært mange børn med større søskende på afdelingen. 39 børn fra årgangen har større søskende på afdeling Skovvang, og har derfor fortrin til en plads på afdelingen. Det betyder at ved oprettelse af to 0. klasser, vil det være nødvendigt at indskrænke oplandet til kun at omfatte de nærmeste boligkarreer øst for afdelingen.
Forslag A1 indebærer, at klassekvotientgrænsen generelt ændres til maximalt 26 elever, idet elever fra andre oplande kun optages op til og med kvotient 24 (dette for at sikre at der er plads til tilflyttere til oplandet samt til udslusning fra specialgrupper). Dette vil dels medføre, at der skal oprettes færre klasser (driftsøkonomisk fordel), dels kunne ske indenfor de tilgængelige lokaler uden fx at skulle inddrage sfo-lokaler på Skovvang, dels mindske det fremadrettet kapacitetspres. Endelig vil det forventeligt betyde, at lidt flere familier vil kunne få opfyldt deres ønsker om konkret skoleindskrivning, da der vil være flere ”ledige pladser” totalt set, men samtidig vil klassekvotienten i de fleste tilfælde ligge omkring eller under 24.
Ved at hæve klasseloftet til 26 elever lægger man sig op af den kommende ændring fra finanslovsaftalen for 2022 med virkning fra skoleåret 2023/2024. Alle 0.-2. klasser vil herefter kun kunne optage maksimalt 26 elever. Det betyder også, at indskrivningsmodellen ikke som hidtil vil have indbygget den samme sikkerhed for, at der er plads til elever med særlige behov, større søskende på afdelingen eller bopæl i oplandet, idet det ikke vil være muligt at dispensere fra klasseloftet på denne baggrund. Dette vil i særlig grad få betydning for tilflyttere som kan risikere at den relevante skoleafdeling er fyldt. Derfor ovenstående regelændring om, at elever fra andre oplande kun optages op til og med kvotient 24.
Derfor forslår administrationen også, at man på grund af usikkerheden omkring den endelige fordeling sigter efter en forventet klassekvotient på maksimalt 24 elever, når tages udgangspunkt i bopælsopland og børn som har søskende på afdelingen. Grænserne på 26 elever må dog forventes at blive nået i nogle tilfælde.
I forslaget til justering af oplandsgrænserne bevares grænserne for Ejby og Vestervang.
Modellens betydning for oplande er vist i bilag. Der vil totalt set skulle oprettes 12 klasser, hvilket giver en driftsøkonomisk reduktion på ca. 1,3 mio. kr. årligt i forhold til at oprette en 13. klasse, men er neutralt i forhold til aktuelle prognose.
Fordele: Oplandsgrænserne for Ejby og afdeling Vestervang vil kunne fastholdes, hvorved der ikke tvinge børn på tværs af ringvejen eller Frederikssundmotorvejen. Mindre pres på lokalekapacitet. Fortsat mulighed for at sikre plads til tilflyttere til opland og til udslusning fra specialgrupper, samt i et vist omfang lidt bedre mulighed for at opfylde forældreønsker om skoleindskriving.
Udfordringer: Lidt større usikkerhed om muligheden for sikre plads til børn med særlige behov, større søskende på afdelingen og bopæl i oplandet.
Gennemsnitligt lidt flere elever i klasserne på Nordvang, Søndervang og Skovvang.
Fastholder presset på kapacitet på skoleområdet.
A2 – Generelt øgede klassekvotienter og 11 klasser
Hvis klasseloftet hæves til 26 elever (og der reelt oprettes klasser herefter), forventes det matematisk set at være nødvendigt at oprette 11 klasser. Derved opnås en driftsøkonomisk reduktion på ca. 1,3 mio. kr. årligt, og presset på basislokaler mindskes.
Hvis dette skal realiseres, vil det ikke være muligt at opretholde oplandsgrænserne til både Ejby og Vestervang, som de er pt., og der vil være risiko for, at tilflyttere samt børn fra specialhold ikke kan få plads i klasser på den lokale skole.
Forslaget indebærer derfor, at der oprettes klasser med op til 26 elever, men forventet lidt lavere i praksis. Oplandet for Vestervang udvides for at udnytte kapaciteten og få en mere ensartet klassestørrelse på tværs af skolerne, som også er økonomisk hensigtsmæssig.
Modellens betydning for oplande er vist i bilag. Der vil totalt set skulle oprettes 11 klasser.
Administrationen foreslår den samme model som i forslag A1, hvor klassekvotienten hæves til 26 elever, men at elever fra andre oplande kun optages til og med kvotient 24.
Fordele: Oplandsgrænserne for Ejby fastholdes, hvorved der ikke tvinge børn på tværs af Frederikssundmotorvejen. Mindre pres på lokalekapacitet. Fortsat en vis mulighed for at sikre plads til tilflyttere til opland og til udslusning fra specialgrupper.
Bedre lokaleudnyttelse på såvel kort som langt sigt, og ikke mindst en mindre driftsudgift på 1,3 mio. kr. årligt første år og lidt mindre i efterfølgende.
Udfordringer: Større usikkerhed om muligheden for sikre plads til børn med særlige behov, større søskende på afdelingen og bopæl i oplandet.
Oplandsgrænse for Vestervangskolen ændres, så oplandet bliver større.
Gennemsnitligt lidt flere elever i klasserne på Nordvang, Søndervang, Skovvang og Vestervang.
B – Ekstra kapacitet på Skovvang og delvis bevarelse af oplandsgrænser
For at imødekomme den ekstraordinært store årgang i Skovvangsområdet, vil der kunne etableres ekstra kapacitet på afdelingen på flere forskellige måder, som pt drøftes med skolen. Mest oplagt ved at inddrage et sfo-lokale til også at blive brugt til undervisning, og ved at lade undervisningen for en af de små klasser ske i et mindre lokale, som ellers anvendes til andre formål. Kapaciteten skal bruges frem til, at projektet med 10 klasselokaler forventes at stå klar i midten af 2026. Administrationen gør opmærksom på at, selv om årgangen til 2023 er ekstraordinært stor, forudser klasseprognosen at der også i 2024 og 2025 vil være børn til oprettelse af tre 0. klasser på afdeling Skovvang, hvorfor problematikken vil gentage sig de kommende år, medmindre oplandsgrænserne her justeres.
Forslag B indebærer, at klassekvotientgrænsen generelt ændres til maximalt 26 elever, idet elever fra andre oplande kun optages op til og med kvotient 24 (dette for at sikre at der er plads til tilflyttere til oplandet samt til udslusning fra specialgrupper). I praksis vil klassekvotienten i de fleste tilfælde være en del lavere.
I alt oprettes 13 klasser.
Udgiften hertil vil især være den årlige driftsudgift til en klasse mere. Ca. 1,3 mio. pr. år i 0. klasse og lidt mindre de efterfølgende. Hertil kommer udgift til inventar til etablering af et ekstra klasselokale, hvilket dækkes indenfor rammen.
Fordele: En del af familierne til den store børneårgang i Skovvangsområdet imødekommes, og oplandet får en rimelig størrelse. Samtidig kan oplandene til Ejby, Søndervang og Vestervang fastholde de nuværende grænser, hvorved det skabes en vis kontinuitet. Sikkerheden i indskrivningsmodellen fastholdes i forhold til at kunne optage børn med særlige behov, børn med større søskende og børn med bopæl i afdelingens opland.
Udfordring: Der vil være brug for midler til etablering af ekstra kapacitet til afdelingen, og afhængig af model vil det have konsekvenser for daglig drift på fx sfo-området. Største ulempe er den øgede driftsudgift på ca. 1,3 mio. kr. i 0. klasse og lidt mindre de efterfølgende 6 år.
Presset på lokalekapacitet øges.
Selv om der oprettes 3 klasser på afdeling Skovvang, vil oplandsgrænsen fortsat løbe tæt på afdelingen vestlige side.
C – Ekstra kapacitet på Skovvang og øgede klassekvotienter for enkelte afdelinger (24+2)
Der skabes ekstra kapacitet på afdeling Skovvang som i forslag B, men den ekstra kapacitet bruges på at spare en klasse på afdeling Søndervang, så der samlet oprettes 12 klasser. Det betyder også, at der som i forslag A må forventes højere klassekvotienter end nuværende klasseloft på 22 elever. Konkret fastlægges en planlægnings-klassekvotient på 24 elever pr. klasse, idet der efter konkret behov kan optages op til maximal klassekvotient på 26 elever. Oplandet til Vestervang udvides med området mellem Hovedvejen og Nyvej og videre ned langs Godsbanevej på den anden side af jernbanen. Udvidelsen af oplandet til Vestervang vil samtidig give et bedre elevgrundlag for afdelingens to 0. klasser.
I alt oprettes 12 klasser.
Fordele: De samme fordele som i forslag B vil være gældende.
Udfordring: En forventning om højere klassekvotienter (max 24/26) end det gældende klasseloft (max 22) for afdeling Nordvang, Skovvang og Søndervang. Oplandet til afdeling Vestervang udvides, så nogle familier vil skulle på tværs af ringvejen på vej til skole.
Emilie Sloth (B) stiller ændringsforslag om, at Forslag C godkendt.
For stemmer A, B, C og F med 11 stemmer.
Imod stemmer U og V med 7 stemmer.
Undlader at stemme ingen.
Ændringsforslaget godkendt.
Afvigende mening fra Piet Papageorge (V):
Venstre finder det beklageligt, at der alt andet lige bliver mindre tid til den enkelte elev.
Det er Venstres opfattelse, at det alt andet lige bliver mindre attraktivt at være ansat på Skolerne i Glostrup.
Venstre finder ikke, at et serviceniveau på op til 26 elever pr. klasse, som er det samme som landets fastlagte lov, er synderligt ambitiøst.
Og derfor stemmer vi nej.
Afvigende mening fra Lars Thomsen (U):
Bylisten mener, at dette forslag resulterer i en udhuling af Skolerne i Glostrups økonomi.