Glostrups nye store event, der samler hele Glostrup om sjove aktiviteter, musik og fællesskab hedder Glostrup Kulturfest.
Kulturfesten 2024 foregår i august måned. Når programmet er klart kan du se det her på siden.
Glostrup Kulturfest - Ses Vi?
Nyhedsbrev
Du får alle informationer om Glostrup Kulturfest før alle andre, når du tilmelder dig Kulturfestens nyhedsbrev. Skriv til kultur@glostrup.dk
Frivillig
Som frivillig på Glostrup Kulturfest indgår du i et sjovt og hyggeligt fællesskab. Nogle af os er frivillige fra den tidligere Glostrup Festival andre er nye og skal lige lære os at kende. Men du skal vide, at du er hjertelig velkommen og bliver taget godt imod. Der er mad og drikke til dig på dagen, og du bliver sat grundigt ind i din opgave.
Nedenfor er beskrevet nogle af opgaverne. Der kommer flere til, så hvis du ikke finder din opgave med det samme. Så skriv til os.
Skriv til lotte.olsen@glostrup.dk Hun kan fortælle dig alt om opgaverne og Kulturfesten.
Opgaverne
Hjælp til strømforsyning af Rådhusparken
De mange aktiviteter i Rådhusparken skal bruge strømforsyning. Det hjælper du elektrikeren med at lægge ud. Du skal fordele kabeltromler og lægge kabler ud. Når vi slutter skal vi ha' samlet alt grejet ind igen. Der kan være en del at slæbe på.
Udlægning af kabler foregår i tidsrummet 8-14. Indsamling af grej foregår fra kl. 20. Du kan byde ind på en af tidrummene eller dem begge.
Miljøkorps
Miljøkorpset er en gruppe af frivillige, der holder pladsen ryddelig og pæn. I sørger for at skifte affaldscontainere, hvis de er fyldte, I samler affald op under eventet og sørger for, at vi efterlader området, som da vi startede festen op. Alle aktører bliver instrueret i at rydde op efter sig selv. Så det er normalt ikke en stor opgave.
Baggrund
I løbet af foråret 2023 har Center for Kultur, Idræt og Fritid udviklet et nyt event i samarbejde med Glostrups foreninger, ildsjæle og virksomheder. Et eventudvalg bestående af repræsentanter fra flere af Glostrups foreninger og virksomheder har foreslået eventets rammer for Kultur- og Fritidsudvalget, som besluttede rammerne i marts 2023.
De fremtidige Kulturfester arrangeres i samarbejde med aktørerne fra år til år.
Glostrup Kulturfest er en følge af en beslutning ifm. vedtagelsen af Glostrup Kommunes budget 2023 om at samtænke Glostrup Festival og Glostrup Kulturnat.
Glostrup Festival og Glostrup Kulturnat blev afholdt for sidste gang i 2022.