Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

06 december 2020 kl. 19:25

Kære forældre til elever på Skovvangskolen

Vi er desværre i en situation, hvor vi er nødt til at holde Skovvangsskolen lukket i morgen for alle elever, undtagen 0. klasse og gruppeordningerne. 

Vi beklager naturligvis denne sene melding, men forløbet hen over weekenden gør, at vi er nødsaget til at træffe denne beslutning.

Vi har hen over weekenden modtaget beskeder om, at i alt 12 personer - elever og medarbejdere - er testet positive for Covid-19. Pågældende personer er i henhold til retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen hjemme og vil først vende tilbage til skolen, når de er raske. Dvs. 48 timer efter symptomophør eller - hvis pågældende person ikke udviser symptomer - 7 dage efter at vedkommende testede positiv.

Desværre er det sådan, at der med de personer, der er testet positive sendes så mange hjem som nære kontakter, at det ikke er muligt at gennemføre den almindelige undervisning på Skovvangskolen i morgen.

De konstaterede tilfælde af Covid-19 vurderes at være grupperet i fire smittekæder. For nogle af disse fik vi allerede midt i sidste uge sendt hele årgange hjem, og for andre tilfælde har det betydet, at vi her i weekenden har måtte sende flere klasser og en række medarbejdere yderligere hjem. Vi har i samarbejde med Styrelsen for patientsikkerhed vurderet, at vi med disse hjemsendelser rammer det rigtige indsatsniveau i forhold til omfanget af smitteudbredelsen. Vi fortsætter selvfølgelig med at følge udviklingen tæt, lige som vi følger tæt med i om der kommer nye restriktioner. 

Vi vil opfordre jer til at have skærpet opmærksomhed på symptomer på sygdom, typisk ondt i halsen, hoste, feber, ømme muskler og hovedpine. Børn, der har symptomer skal naturligvis blive hjemme. Alle børn og forældre skal samtidig øge opmærksomheden på at følge Sundhedsstyrelsens generelle råd for god hygiejne og kontakt/afstand til andre.

Vi henviser i øvrigt til Sundhedsstyrelsens materiale Smitteforebyggelse-i-dagtilbud-samt-paa-skoler-og-uddannelsesinstitutioner

I vil i morgen få besked fra de medarbejdere, der vil varetage fjernundervisning, samt oplysninger om de kommende dage.  

Har I yderligere spørgsmål, er I velkommen til at kontakte ledelsen på skolen.

Med venlig hilsen

Ledelsen på Skovvangskolen 
og
Jonas Wittendorff
Centerchef, Center for Børn, Unge og Familier, Glostrup Kommune