10 september 2020 kl. 12:10

Den 30. januar gik totalentreprenøren på byggeriet af Rehabiliteringshuset Digevang konkurs. Det satte byggeriet i stå, indtil man kunne finde en løsning på, hvem der skulle videreføre byggeriet.

Glostrup Kommune hyrede derfor en rådgiver til at lave et hovedentrepriseudbud, så vi kunne få færdiggjort byggeriet med en forventet aflevering i december 2020. I den forbindelse blev det foreløbige byggeri gået efter i sømmene og undersøgt for eventuelle fejl og mangler.

Undersøgelserne viste desværre så alvorlige fejl på byggeriet, at det resterende byggeri forsinkes yderligere. Dels skal der undersøges en række forsikringsforhold og erstatningsmuligheder, dels skal byggefejlene udbedres før færdiggørelse af byggeriet. Der er endnu ikke fastlagt en ny tidsplan for færdiggørelsen, men kommunalbestyrelsen har nu besluttet, at der skal gennemføres en tidsplan med fokus på hurtig færdiggørelse, mens forsikrings- og erstatningsforhold afklares sideløbende.

Det er selvfølgelig en frustrerende situation for alle involverede parter – og ikke mindst for de brugere og medarbejdere, som ser frem til de nye rammer og faciliteter, vi får med Rehabiliteringshuset Digevang. Der skal derfor fremlægges forslag til tiltag, der indtil færdiggørelsen kan styrke vores nuværende Midlertidige Pladser.