11 september 2020 kl. 17:52

Der er den seneste tid konstatereret forhøjet og udbredt smitte med Covid-19 i en række kommuner i Københavnsområdet. Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor dags dato påbudt Glostrup Kommune og en række andre kommuner at udstede restriktioner for besøgendes adgang til ældrecentrene og de Midlertidige Pladser i Glostrup Kommune, da det er nødvendigt for at forebygge udbredelse af Coronavirussygdom/Covid-19. 
 
Det betyder:

  1. at besøg på ældrecentrene og Midlertidige Pladser som udgangspunkt skal foregå på udendørs arealer,
  2. at besøg på indendørs arealer på ældrecentrene og Midlertidige Pladser kun kan ske, hvis

    a) besøget sker i en kritisk situation. Det vil sige, hvis beboer er kritisk syg eller døende eller beboer har en kognitiv funktionsnedsættelse, der gør at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et særligt behov for besøg

    b) den besøgende er den nærmeste pårørende til beboeren. Det vil sige beboerens ægtefælle, faste samlevende, faste partner, mor, far, barn eller barnebarn (kun 1 person). 

Besøgsrestriktionerne omfatter både indendørs fællesarealer og den del af boligen, som beboeren selv råder over.
 
Forholdsregler ved besøg
Der vil gælde særlige forholdsregler ved besøg, som vil blive nærmere fastlagt mandag. Indtil da opfordrer vi pårørende til at aflægge korte besøg. 
 
Pårørende skal som hidtil vaske/spritte hænder ved de opstillede håndvaske straks ved besøgets start og efter besøget. 
 
Husk, at du ikke må komme på besøg, hvis du har symptomer på sygdom. Dette gælder alt fra forkølelse, ondt i halsen og alment ubehag til muskelsmerter, tør hoste og feber. Du skal have været uden symptomer i 48 timer inden besøget
 
Adgangen til beboerens bolig for den pårørende vil i størst muligt omfang blive tilrettelagt ved brug af havedøre mv., hvor dette er muligt, så gennemgang på fællesarealer mindskes. 
 
På de Midlertidige Pladser vil der være en yderligere begrænsning i forhold til indendørs besøg, da mange af stuerne er flersengsstuer.
 
Varighed
De midlertidige besøgsrestriktioner er gældende med øjeblikkelig virkning og indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet eller fastsætter et nyt påbud. Ophævelse vil ske så hurtigt, som det er forsvarligt.
 
Kontakt
Ved spørgsmål kan følgende kontaktes: 
 
Ældrecentrene: Ældrecenterchef Louise Høg, tlf. 20227220
Midlertidige Pladser: Rehabiliteringschef Maybrith Gronemann, tlf. 50541760
Generelt: Centerchef for Sundhed og Velfærd, Britt Bergstedt, tlf. 51603036