Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

11 august 2020 kl. 10:54

Som mange sikkert har bidt mærke i, blev Glostrup Kommune nævnt på gårsdagens pressemøde som en af de syv kommuner, som myndighederne har fokus på. Dette sker ”automatisk”, når smittetallet er større end 20 pr. 100.000 indbyggere. Konkret er tallene for Glostrup, at der i sidste uge er otte nye smittetilfælde med Corona (dette svarer til cirka 34 pr. 100.000 indbyggere). 

Det svarer til niveauet umiddelbart før sommerferien og er fortsat langt under niveauet i april måned. Undervejs i sommerperioden har smittetallet været nul i kommunen. Vi følger dog udviklingen tæt i samarbejde med sundhedsmyndighederne.

En af de konstaterede smittede er elev på Glostrup Skole, hvor de børn og medarbejdere, barnet har haft kontakt med, er hjemsendt, indtil de er testet negative – jævnfør retningslinjerne. Der er ikke smittede beboere (eller medarbejdere) på ældre- og socialområderne.

Administrationen har været i dialog med ministeriet, og med det nuværende smitteniveau skal vi fortsætte med de tiltag, som vi hele tiden har gennemført og ikke gennemføre yderligere tiltag. Vi har fortsat mulighed for at tilbyde isolationsfaciliteter, rådgivning mv.

Så vores opfordring til alle i Glostrup Kommune er, at vi passer godt på hinanden ved at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger til hygiejne og afstand. Og på mange fagområder i den kommunale organisation er der fortsat særlige krav til hygiejne og brug af værnemidler.

Derudover vil vi også gerne anbefale brugen af myndighedernes Smitte|stop-app, som mange af jer sikkert allerede kender og har hentet til jeres mobiltelefon.