Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

25 marts 2020 kl. 14:18

Coronavirus fortsætter med at sprede sig i Danmark, og sundhedsmyndighederne forudser, at vi vil se flere syge og flere indlagte i de næste fire uger. I Glostrup Kommune følger vi myndighedernes anbefalinger tæt og har allerede iværksat indsatser, der gør, at vi kan stå stærkere i den kommende tid. En af disse indsatser er at sikre et godt beredskab med de rette kompetencer til at løse kommunens opgaver.

Vi forventer, at vi vil se flere borgere med brug for pleje, og at flere medarbejdere end normalt vil være sygemeldte. I den forbindelse får vi brug for ekstra sundhedsfaglige medarbejdere til at arbejde på vores ældrecentre, midlertidige pladser, i hjemmeplejen og sygeplejen, på botilbud og i forbindelse med socialpædagogisk støtte i eget hjem samt misbrugsbehandling. 

Hvis du har en baggrund som sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller -hjælper, ergoterapeut eller lignende og har lyst til at give en hånd i en fremtidig situation med knappe personaleressourcer, hører vi meget gerne fra dig. Du kan fx lige være gået på pension, eller måske arbejder du med noget helt andet i dag. Hvis du er i gang med en sundhedsfaglig uddannelse som elev eller studerende, så kan vi også bruge dig.

Vi gør opmærksom på, at vi ikke har brug for din arbejdskraft lige nu, men udelukkende forbereder et beredskab til en fremtidig situation med manglende hænder til at tage sig af vores svageste borgere. Vi vil tage kontakt til dig, når vi får behov for netop dine kompetencer og gå i direkte dialog med dig i forhold til din situation og arbejdsmulighed. Du vil selvfølgelig få løn i forbindelse med det arbejde, du udfører for kommunen.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Emilie Paldrup på tlf. 2164 0871 eller skrive til emilie.paldrup@glostrup.dk

Tilmelding til Glostrup Kommunes coronaberedskab  

Ved tilmelding giver du samtidig tilladelse til, at dine informationer indgår i en oversigt til brug for rekrutteringen til Glostrup Kommunes coronaberedskab. Samtidig forventer vi ved din tilmelding, at du ikke har nogen mistanke om, at du har coronavirussen og kan følge regeringens anbefalinger til, hvordan vi passer på hinanden.

Framelding af coronaberedskab
Hvis du ønsker at afmelde dig coronaberedskabet, så skriv en mail til emilie.paldrup@glostrup.dk med dit navn og din mailadresse med teksten "Framelding af coronaberedskab" i emnefeltet - så sletter vi dine data fra listen.