Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

17 juli 2019 kl. 00:00
Trafik på Hovedvejen

Kommunalbestyrelsen i Glostrup vil gøre en indsats for, at flere boliger bliver isoleret mod vejstøj og har derfor afsat 500.000 kr. årligt til en støjpulje. Støjplagede borgere kan få støtte til etablering og forbedring af støjskærme, støjdæmpende vinduer og døre samt friskluftsventiler.

Hvilke boliger kan få tilskud

Kun helårsboliger med et udendørs støjniveau på over 58 dB kan få tilskud og projektets støjreducerende effekt skal være på mindst 3 dB. Tilskuddet udgør maksimalt 50% af udgifterne, hvis boligen er støjbelastet med over 68 dB. Tilskuddet udgør maksimalt 25% af udgifterne hvis boligen er støjbelastet mellem 58-68 dB. I alt er tilskuddet på op til 25.000 kr. pr. bolig.

Se støjbelastningen af boliger i Danmark her.

Du kan søge om støtte til etablering og/ eller forbedring af støjskærme, støjdæmpende vinduer og døre samt friskluftsventiler i beboelsesrum. Beboelsesrum er stuer, værelser samt køkkener, der bruges til ophold. Du kan som udgangspunkt kun få støtte til udskiftning af vinduer i boliger opført før 1984 og til de vinduer, der vender ud mod støjkilden.

Sådan søger du tilskud

Ejendomsejer/ bestyrelse kan søge om tilskud ved at sende en ansøgning til Glostrup Kommune på naturogmiljo@glostrup.dk.  Ansøgningen skal være sendt senest den 1. september eller 1. april. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af projektet herunder et skøn over, hvor stor en støjreducerende effekt projektet har og et skøn over prisen for projektet.

Når ansøgningsfristen er udløbet, vil vi behandle ansøgningerne, og du vil få besked om, hvorvidt du har mulighed for at få tilskud. Arbejdet må først sættes i gang, når tilbuddet er godkendt. Du har også mulighed for kun at søge om støtte til indkøb af vinduer og materialer, hvis du ønsker at udføre arbejdet selv.

Få yderligere oplysninger hos Center for Miljø og Teknik, 4323 6361, mail: naturogmiljo@glostrup.dk