Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

23 juli 2019 kl. 11:05
Murkunst under Hovedvejen i Glostrup

Kommunalbestyrelsen i Glostrup besluttede tidligere i år at få udsmykket to af tunnelerne under Hovedvejen i Glostrup med graffitilignende kunst. Tunnelen ved Glostrup Torv og tunnelen ved Glostrup Skole, Søndervang blev udvalgt til projektet. Til at udføre projektet blev Murkunst ved street art-kunstner Michael Wisniewski udvalgt.
Michael Wisniewski er en af Europas bedste 3d freestyle (improvisation) graffitimalere. Med 32 års erfaring, 7 mesterskaber og 2 store rekorder bag sig, er det en erfaren kunstner, der skal peppe de kedelige tunneler op. 

Input fra Glostrupbørn
Da den ene tunnel er skolevej, har en række elever fra Klub Dalvangen og Klub Granskoven deltaget i en idé-shop, hvor de skulle komme med input til motiver og farver. De unge havde mange gode ideer og Michael Wisniewski har indarbejdet flere af dem i sit værk. ”Jeg sagde til dem: tag et stykke papir og tegn, hvad I synes, der kunne være fedt i tunnelen”, siger Michael Wisniewski. ”Det jo sjovt, når der er en, der har sagt: ”åhr, jeg ku’ godt tænke mig noget rigtig lækker orange” – når jeg så maler orange, så står jeg og tænker på den person”. Wisniewski har sin helt egen stil, men han synes, at det har været sjovt at kombinere den med alle forslagene.

Bliv glad og kom på andre tanker
”Jeg vil gerne lave noget for alle de typer mennesker, der kommer her i tunnelen. Det er en bred vifte. Derfor har jeg valgt at kombinere en masse stilformer til alle aldre” siger Michael Wisniewski. Han har fået rigtig mange positive kommentarer og snakke med folk, når de går igennem tunnelerne. ”Jeg får mange kommentarer, men en klassiker er: Nej, hvor det pynter og sikke farver, og man får humøret med sig. Man får nogle andre tanker, når man kommer ned i tunnelen. På vej herned i tunnelen havde man måske hele verden i hovedet og pludselig bliver man beriget af alle farverne og det, de kan”.

Street art i Glostrup
De to tunneler er ikke den eneste street-kunst i Glostrup. I 2018 udsmykkede street-kunstner Stine Hvid et langt hegn med motiver fra Glostrup, som kan ses fra perronen på Glostrup Station. Ved Hvissinge Multipark er også et værk af Stine Hvid. Begge disse blev også til i samarbejde med indbyggere i Glostrup, som kom med ideer til motiver. 

 

 

Fotograf: Lotte Olsen