15 oktober 2018 kl. 08:00
Tastearbejde

Omsorgssystemet CURA

Mandag den 22. oktober går Glostrup Kommune i luften med et nyt IT-system, kaldet Omsorgssystemet CURA.

I CURA registreres informationer om behandling og pleje for de borgere, som får hjemmehjælp, hjemmesygepleje, genoptræning eller bor på kommunens ældrecentre. Systemet gør det nemmere for fx sosu-assistenten, at dokumentere oplysninger og behandlingsforløb i journalen under - eller efter - et besøg hos borger. Med CURA kan medarbejderne med det samme skrive oplysningerne ind på en tablet eller telefon, ligesom de hurtigt kan finde oplysninger i CURA om den medicin eller hjælp borgeren skal have.

Samtidig vil det nye system gøre det nemmere for faggrupper på tværs af sundheds- og plejesektoren at udveksle viden og oplysninger. Det vil betyde, at Glostrup Kommune i højere grad kan koordinere og målrette indsatserne, så de gør størst nytte i forhold til borgernes behov og ressourcer. 

 

Udfordringer i overgangsperioden

Alt er forberedt til, at CURA går i luften den 22. oktober, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre overgangen til CURA så let som mulig for borgerne.

I forbindelse med overgangen til CURA skal omkring 400 medarbejdere uddannes i systemet, og der skal manuelt overflyttes informationer for omkring 1000 borgere fra det gamle til det nye system.

Vi arbejder i ugerne op til lanceringen på højtryk for, at borgerne kommer til at mærke mindst mulig til overgangen. Du vil dog i perioden 22. oktober til midt november kunne opleve længere svartider når du ringer til Visitationen og Hjemmeplejen, ventetid på behandling af sager og visitationsbesøg og du vil møde flere afløsere og vikarer i ældreplejen.

Alle de borgere, som bor på ældrecentrene, eller som modtager hjemmepleje og hjemmesygepleje, har fået direkte besked om det nye IT-system og konsekvenserne heraf.

 

Fakta om CURA

CURA er et digitalt omsorgsystem, hvor vi kan gemme oplysninger om borgerens navn, bopæl, helbredposlysninger samt oplysninger om den hjælp, som borgeren får fra kommunen.

CURA er en moderne IT-løsning med høj brugervenlighed og kan betjenes med tablets og smartphones. Det giver personalet mulighed for at dokumentere, der hvor det giver bedst mening.

Systemet skal bruges af kommunens medarbejdere på ældrecentrene, i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, visitationen, på genoptræningsområdet samt af medarbejdere inden for de forebyggende sundhedstilbud.

Socialområdet kommer på systemet i løbet af 2019, hvilket vil være med til at understøtte samarbejdet på tværs af kommunens opgaveområder.