25 september 2018 kl. 08:22
Stine Hvid maler gobeliner på Glostrup Station

Dronningens Gobeliner, der fortæller Danmarks historie, kan man selvfølgelig tage ind på Christiansborg og betragte. Men Glostrups borgere kan bare gå en tur på Glostrup station og betragte deres egne Glostrup Gobeliner. De bliver malet på det byggehegn, der skærmer ind til byggepladsen, hvor det tidligere posthus bliver revet ned. I løbet af efteråret vendes hegnet og malerierne ud mod perronen på Glostrup Station, så togpassagerer, der venter på perronen eller passerer Glostrup i toget, kan nyde malerierne

Glostrup Kommune samarbejder med streetartkunstneren Stine Hvid om at illustrere de ting, der betyder noget for Glostrups borgere. Glostrup Kommune har henover sommeren spurgt borgerne: ”Hvad betyder Glostrup for dig?” og har på den måde indsamlet input til Stine Hvid.

Dan Kornbek Christiansen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, er særligt glad for, at det er borgernes ideer, der illustreres: ”Det bliver et superflot kunstværk, som afspejler, hvad Glostrups borgere lægger vægt på i vores by. Det er fantastisk at se de mange motiver, som virkelig kommer bredt omkring for alle aldre og præferencer. Med Glostrup Gobeliner får vi et fælles udtryk, som alle borgerne kan forholde sig til”.

Stine Hvid er internationalt anerkendt street artist og grafisk designer med mange projekter bag sig. I Glostrup kender vi hende fra værket i Multiparken i Hvissinge, hvor hun fortolkede de unge i Hvissinges fortælling om Glostrup. Denne gang skal hun ramme en bredere målgruppe: ”Når jeg laver sådan et projekt, er det super vigtigt for mig at ramme en bred målgruppe, af både børn, unge og ældre. Det skal være motiver, som de synes passer ind i bybilledet, og som de kan gå på opdagelse i og finde deres referencer. Jeg har fået en masse positiv feedback fra denne her brede målgruppe, og det er jeg meget taknemmelig for”, siger Stine Hvid.

Det vil være muligt at se Gobelinerne fra busholdepladserne på Glostrup station indtil de vendes i løbet af efteråret og dermed kan ses fra perronerne.

- Lokation: Glostrup Station ved busholdepladserne.
- Fernisering: 3. oktober 2018 kl. 16.30 ved busholdepladserne ved Tøffelmagerstien.
- En Gobelin er egentlig et vævet billedtæppe, fx Dronningens Gobeliner på Christiansborg, der illustrerer Danmarks historie eller Bayeux-tapetet i Frankrig, der omhandler slaget ved  Hastings. I Glostrup er det et malet streetartværk, der illustrerer fortidige og nutidige symboler, der har betydning for borgerne i Glostrup.

 

Kontakt:
Lotte Olsen, Kommunikationskonsulent Glostrup Kommune, lotte.olsen@glostrup.dk
Stine Hvid, Kunstner, stinehvid.art@gmail.com