Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

23 december 2015 kl. 09:27

Brandvæsnerne i Brøndby, Glostrup, Albertslund, Hvidovre, Rødovre, Dragør, Frederiksberg og København lægges fra 1. januar 2016 sammen i ét fælles beredskab.

Når klokken slår tolv den 31. december siger vi ikke kun goddag til det nye år, men også til Hovedstadens Beredskab. Glostrups borgmester John Engelhardt har haft rollen som formand for den politiske styregruppe i processen med at skabe Danmarks største og bedste beredskab, og han fortæller:

 

”Selv om vores brandvæsen nu får nyt navn, så ændrer det ikke ved, at vi fortsat vil være et af Danmarks sikreste områder med de hurtigste responstider ved udrykning. Glostrup Brandstation vil også stadig være en vigtig brik i hele hovedstadens beredskab. Vi får et professionelt og effektivt beredskab, der kan sikre tryghed og sikkerhed for borgerne".

 

Brøndby Kommune ser også positivt på den nye struktur. ”Beredskab Brøndby ser frem til at være en del af det nye, robuste beredskab, der kan yde en hurtig og effektiv service for borgere og brugere i Brøndby,” siger fungerende borgmester i Brøndby Kent Max Magelund.

 

Hvad betyder det for borgerne?

Borgerne vil stadig få samme gode service, som man har været vant til fra de enkelte kommuner. Der kommer nu til at stå Hovedstadens Beredskab på brandbilerne, og beredskabet skal kontaktes på et nyt telefonnummer og mailadresse. Men brandbilerne kommer fuldstændig, som de plejer, ligesom brandsyn bliver gået helt som vanligt.

 

”Med det fælles beredskab formaliserer vi mange års godt samarbejde brandvæsenerne imellem. Vi sikrer et tryghedsskabende og endnu bedre beredskab på tværs af kommunerne, der udnytter ressourcerne effektivt og som kan håndtere de mangeartede risici, der naturligt er i et hovedstadsområde,” siger Jakob Vedsted Andersen, direktør for Hovedstadens Beredskab.

 

Baggrund

Sammenlægningen af de 8 kommuners beredskaber er en konsekvens af KL og regeringens aftale om kommunernes økonomi for 2015, hvor kravet er, at landets 86 kommunale beredskaber inden 1. januar 2016 etablerer sig i max 20 beredskabsenheder.

 

Hovedstadens beredskab oprettes som et selvstændigt § 60 selskab i henhold til den kommunale styrelseslov om fælles kommunale selskabsformer. Alle opgaver fra de nuværende brandvæsener samt myndighedsopgaver som brandsyn og brandteknisk byggesagsbehandling overføres til selskabet.

 

Hovedstadens Beredskab vil have en fælles beredskabskommission og bestyrelse på 15 medlemmer, hvor København er repræsenteret med 6, Frederiksberg med 2, Hvidovre med 2 og hver af de øvrige kommuner med 1 medlem. Bestyrelsen holder sit første møde den 13. januar 2016.

 

Med sammenlægningen vil Hovedstadens Beredskabs bidrag til den samlede landsdækkende, kommunale besparelse på 175 mio. kr. være 28 mio. kr.

 

Hovedstadens Beredskab dækker:

8 kommuner

1 mio. borgere

1000 ansatte

11 stationer

80 køretøjer

 

Fra 1. januar 2016 er officiel kontaktinfo til Hovedstadens Beredskab:

 

Hovedstadens Beredskab

Bag Rådhuset 3

1550 KBH V

 

Tlf. 33 43 10 00

Mail: hbr@hbr.dk

www.hovedstadensberedskab.dk