Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Kommuneplan

Planen beskriver, hvilken udvikling der kan ske i Glostrup Kommune i de kommende år. Kommuneplanen skal være med til at bevare og udvikle de muligheder og kvaliteter, der er i kommunen. Planen er digital og kan ses på www.glostrup.dk/Kommuneplan2013

NB: Linket skal åbnes i Google Chrome eller de nyeste versioner af Internet Explorer og Firefox for at blive vist korrekt.

Vision

I Glostrup har vi i kommunalbestyrelsen en vision om at være en sund by i bevægelse. Derfor arbejder vi med værdierne imødekommenhed, kreativitet og fremdrift. Det betyder, at vi skal være på udkig efter nye løsninger og udviklingsmuligheder hele tiden og blive ved med at bevæge os i en retning mod en kommune, hvor der er plads til at leve et komplet liv. Sundhed er et stærkt grundlag for vækst og velstand og øget sundhed giver ikke blot den enkelte en højere livskvalitet men også et samfund, hvor sygdom og behandling båndlægger færre ressourcer. Det skaber mulighed for at skabe en by i bevægelse, der stimulerer til kreativ udvikling og fuld realisering af den enkeltes potentiale, hvor byens udvikling understøtter borgernes og virksomhedernes muligheder for fremdrift og giver mulighed for at man kan bevæge sig mod sine drømme.

Vi skal skabe en imødekommende by med overskud, hvor der er tid og råd til at involvere sig lidt ekstra i sine omgivelser og medmennesker. På den måde kan vi være med til at sikre at både borgere og virksomheder får lyst til at flytte til Glostrup og ikke mindst blive boende. Samtidig skal vi sikre, at der er plads og rum til et sundt, aktivt og engageret liv for alle. Sundhed er fundamentalt og griber omkring hele vores tilværelse, og den måde vi indretter os på, og det er afgørende, at byen afspejler behovet for at være i bevægelse og leve sundt, både fysisk og mentalt. Derfor skal byens rum være imødekommende og indbyde til skiftende aktiviteter i løbet af året, erhvervsområderne skal være på forkant med udviklingen for at tiltrække nye typer erhverv og byen skal generelt være omstillingsparat og klar til at møde nye udfordringer.

I en sund by i bevægelse tager alle aktivt del i lokalsamfundet og engagerer sig og involverer sig i, hvad der rører sig i nærmiljøet. Det være sig både virksomheder, der arbejder for at blive en integreret del af byen og hjælpe byens borgere i arbejde, forretningsdrivende, som indtager byens torve og pladser med spændende aktiviteter og ikke mindst borgere, som ser muligheder i at give en hånd med og har lyst til at gå foran med det gode eksempel på, hvorfor Glostrup er en sund by i bevægelse.

John Engelhardt
Borgmester

Udfordringer

  • Vi skal vække grundejernes interesse for at omdanne erhvervsområderne og have mod til at planlægge for differentiering af de enkelte områder, samtidig med at vi giver plads til videntunge virksomheder i den tætte by
  • De unge i Glostrup gennemfører generelt kortere uddannelser (nye tal viser dog en positiv tendens). Koblet med at produktionserhverv flytter ud og nye typer af virksomheder efterspørger en højere grad af specialisering hos arbejdsstyrken giver det et dårligt match.
  • For at kunne opnå både den ønskede omdannelse af erhvervsområderne samt et bedre match mellem arbejdsstyrken og virksomhedernes behov skal dialogen med virksomhederne styrkes.
  • Vi skal arbejde mod en mere imødekommende by både for borgere, pendlere og andre besøgende, og vi skal sætte fokus på byens liv. For at opnå en mere imødekommende by må vi endvidere fokusere på byens grønne træk, trafikken (støj, opdelende effekt, bedre kollektiv trafik m.v.), miljø osv.
  • Skabe en sundere by gennem borgerinddragelse og en endnu større grad af frivillighed og engagement i byens hverdagsliv. Vi skal være bedre til at fremme gode idéer og ikke bremse fx ”uplanlagte” aktiviteter i byens rum.
  • Demografien ændrer sig mod en større andel af ældre og i Glostrup forstærkes tendensen af et stort udbud af små lejligheder. Det kræver en indsats for at sikre en afbalanceret befolkningsudvikling.
  • Fællesskabet og det lokale tilhørsforhold skal styrkes for at understøtte engagementet og lysten til at involvere sig i byen og sine medmennesker.
  • De fysiske og sociale rammer skal sikre at flest muligt lever et sundt liv hele livet. Boligkvartererne skal indrettes så de indbyder til fysisk aktivitet og opfordrer til socialt samvær gennem mødesteder, legeområder m.v.

Mål

  1. Styrke den enkelte borgers sundhed og sikre at flest mulige forbliver aktive hele livet
  2. Give lige muligheder til alle børn trods forskellige forudsætninger og sikre inkludering af det enkelte barn i de lokale fællesskaber
  3. Sikre at flere får en kompetencegivende uddannelse og øge jobskabelsen, fx gennem praktikordninger i det lokale arbejdsmarked
  4. Styrke tilhørsforholdet til lokalområdet og sikre, at aktive borgere har mulighed for at gøre en forskel i nærmiljøet
  5. Styrke de sociale netværk ved bl.a. at understøtte og synliggøre de frivilliges arbejde
  6. Involvere og aktivere borgere på en vedkommende måde i demokratiske beslutningsprocesser
  7. Skabe lokalt ejerskab til de projekter og initiativer, som Glostrup Kommune starter
  8. Bevare og udvikle de eksisterende kulturelle tilbud samt tiltrække nye tilbud og oplevelser
  9. Anvende parker og beplantning aktivt ved klimasikring af byen
  10. Skabe mere liv i byrummene og udbygge grønne oaser for at gøre plads til udeliv
  11. Reducere belastningen fra trafikken gennem det centrale Glostrup og arbejde for en generel reduktion af trafikstøjen
  12. Øge såvel tilgængeligheden for svage trafikanter/handicappede som den generelle trafiksikkerhed
  13. Få flere til at benytte kollektiv trafik eller tage cyklen frem for bilen
  14. Styrke Glostrup Bymidte som knudepunkt samt skabe bedre forbindelser til de omgivende dele af byen
  15. Sikre en klar identitet i de enkelte erhvervsområder og tiltrække flere videntunge erhverv gennem målrettet erhvervsudvikling

Mestring og udfoldelse

I Glostrup Kommune arbejder vi ud fra de to fælles tværgående kerneopgaver mestring og udfoldelse.

Det betyder, at alt hvad vi som kommune foretager os skal være med til at understøtte, at kommunens borgere har de bedste forudsætninger for at mestre deres liv og udfolde sig. 

De to kerneopgaver skal gøre os bedre til at prioritere, udvikle og vurdere kvaliteten af vores arbejde, så det vi laver, giver mest mulig mening og værdi for kommunens borgere. 

De to kerneopgaver skal således være med til at sikre, at vi kan levere en god opgaveløsning også i fremtiden – i en tid, hvor velfærdssamfundet er under forandring, og hvor vi ikke kan forvente, at der kommer flere ressourcer. 

For at lykkes med denne ambition er vi derfor rundt omkring på kommunens arbejdspladser gået i gang med at finde ud af, hvad de to kerneopgaver betyder. Både for den måde vi løser vores opgaver på, og om der er opgaver, vi ikke længere skal udføre. Hvis vi skal være helt sikre på, at det, vi går og gør, giver værdi for vores borgere, kræver det dels, at vi bliver endnu bedre til at lytte til og inddrage vores borgere. Dels at vi bliver endnu bedre til at arbejde sammen på tværs af vores organisation – så vi har borgeren i centrum. 

Målet er, at de to kerneopgaver ved udgangen af 2015 er styrende for, hvilke opgaver vi løser og hvordan. 

Hvis du vil blive klogere på, hvad vi forstår ved mestring og udfoldelse, kan du læse mere i denne pjece, som er medarbejdernes udgangspunkt for arbejdet med de to tværgående kerneopgaver.