Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Vej- og Trafikplan 2014

Vej- og Trafikplan 2014 er en ajourføring af Vej- og Trafikplan 2009. Planen danner rammerne om Glostrup Kommunes indsats på vej- og trafikområdet og indeholder bl.a. konkrete forslag til at nedbringe antallet af trafikuheld på kommunens veje.

Glostrup vil følge Færdselssikkerhedskommissionens målsætning om at halvere antallet af tilskadekomne (og dræbte) i trafikken fra det nuværende niveau og frem til 2020. I Glostrup betyder det at der i 2020 højst må være 7 tilskadekomne på kommunens veje.

Vej- og Trafikplan 2014 indeholder desuden en hastighedsplan for kommunen, en plan for hovedstinettet, en inddeling af kommunen i trafiksaneringsområder samt en handlingsplan med prioritering af de udpegede projekter. Dermed danner den rammerne for de kommende års indsats på trafikområdet i kommunen.

Vej- og trafikplanen er et resultat af analyser og undersøgelser af trafiksikkerhed, fremkommelighed og tryghed på kommunens veje. Der er bl.a. foretaget en analyse af trafikuheldene i Glostrup til og med 2012, og det er på den baggrund vurderet, hvor der bør sættes ind for at nedbringe antallet af uheld. Uddybning af analyser og undersøgelser til Vej- og Trafikplan 2014 er beskrevet i to baggrundsrapporter:

  • Analyser: Beskriver kommunes vejnet og gør status over de målsætninger og projekter, der blev beskrevet i Vej- og Trafikplan 2009. Herudover er de politiregistrerede uheld analyseret og de mest uheldsbelastede lokaliteter udpeget.
  • Strategi, målsætninger og projekter: Fokuserer på de trafikale udfordringer, som kommunen står overfor i den kommende tid. Herudover indeholder rapporten målsætninger og indsatsområder samt en beskrivelse af udvalgte projekter.

Cyklisthandlingsplan

I Glostrup Kommunes cyklisthandlingsplan fra august 2004 er de fysiske forhold for cyklisterne i kommunen kortlagt og der er opstillet målsætninger for forbedring af cykelforholdene i kommunen. Samtidig er der opstillet en handlingsplan for, hvad kommunen vil arbejde med i fremtiden for at få flere til at cykle. Projekterne i cyklisthandlingsplanen indgår i kommunens Vej- og Trafikplan.

Sikre skoleveje

Glostrup Kommune har i august 2004 udarbejdet en handlingsplan for sikring af skolevejene. Projekterne i rapporten Sikre Skoleveje indgår i kommunens Vej- og Trafikplan.

Trafikdæmpning generelt

Trafikdæmpning af veje eller hele boligområder kan udføres på mange måder, fx kan der etableres bump, chikaner/indsnævringer, midterheller og hævede flader.

I Glostrup Kommunes Vej- og Trafikplan er kommunen opdelt i en række trafiksaneringsområder. For hvert af disse områder, skal der udarbejdes en trafiksaneringsplan, der indeholder:
  • En gennemgang af områdets eksisterende trafikforhold og de særlige problemstillinger der gør sig gældende i området.
  • Et forslag til trafiksanering af hele områdets vejnet med konkrete forslag til ombygning af de enkelte vejstrækninger og til placering af de enkelte foranstaltninger.
Før politisk beslutning af de enkelte trafiksaneringsplaner, udsendes planerne i høring blandt de berørte borgere.

Trafiksanering Hvissinge Syd

På baggrund af Vej- og Trafikplanens inddeling af kommunen i trafiksaneringsområder vedtog Kommunalbestyrelsen den 13. juni 2007 Trafiksaneringsplan for Hvissinge Syd. Hvissinge Syd (Trafiksaneringsområde 9) afgrænses af trafikvejene Fraligsvej, Byparkvej, Paul Bergsøes Vej og Hovedvejen.

Trafiksaneringsplanen er en konkret plan, som beskriver hvilke foranstaltninger og nyanlæg, der skal til, for at opfylde Vej- og Trafikplanens målsætninger. Der er gennemført trafiksaneringsforanstaltninger i 2 etaper i 2008 og 2013.

Trafiksanering Sydvestvej

Teknisk Udvalg har på sit møde den 22. august 2005 vedtaget Trafikplan for Sydvestvejsområdet. Trafiksaneringsplanen er udarbejdet på baggrund af den i Vej- og trafikplanen foreslåede hastighedsplan samt de projekter der er besluttet i cyklisthandlingsplanen for det pågældende område. Området (Trafiksaneringsområde 4) er afgrænset af Nyvej, kommunegrænsen, Hovedvejen og jernbanen.

Trafiksaneringsplanen er en konkret plan, som beskriver hvilke foranstaltninger og nyanlæg, der skal til, for at opfylde Vej- og Trafikplanens målsætninger. Der er i 2008 og 2009 gennemført nogle af de foranstaltninger der er beskrevet i planen. De resterende foranstaltninger i planen bliver etableret når behovet viser sig og i den takt kommunens økonomi tillader det.

Trafiksanering Solvang

Kommunalbestyrelsen vedtog den 10. oktober 2012 Trafiksaneringsplan for Solvang. Solvang (trafiksaneringsområde 6) afgrænses af trafikvejene Hovedvejen, Nordre Ringvej, Mellemtoftevej og Nørre Alle. I trafiksaneringsplanen er der lagt vægt på tryghed og trafiksikkerhed, og planen skal endvidere medvirke til at begrænse gennemkørende trafik i boligområdet. Der er gennemført trafiksaneringsforanstaltninger i 2 etaper i 2013 og 2014.

Forslag til forskønnelse af Hovedvejen

Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 13. april 2005 vedtaget skitseprojekt for forskønnelse af Hovedvejen. Skitseforslaget er udarbejdet af firmaet Europlan Arkitekter i samarbejde med Københavns Amt og Glostrup Kommune. Skitseprojektet omfatter byrummet omkring Hovedvejen på strækningen mellem Ring 3 og Byparkvej. Formålet er at reducere barriereeffekten, øge trafiksikkerheden, forbedre de visuelle forhold og forholdene for fodgængere og cyklister og samtidig opfylde de krav, der stilles til trafikafviklingen på Hovedvejen.