Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Harrestrup Å

Regn- og spildevand - regler og ansvar

Regn- og spildevandvand er i Danmark reguleret af Miljøbeskyttelsesloven og Spildevandsbekendtgørelsen. Formålet med lovgivningen er at undgå, at forurenende stoffer nedsives eller udledes til vandløb, søer eller havet. 

I Glostrup gælder desuden Glostrup Kommunes spildevandsplan samt spildevandstillæg om afledning af regnvand. Tillægget fastlægger, hvor meget regnvand man har ret til at lede til den offentlige kloak fra forskellige typer af arealer.

Ansvarsfordeling
Ansvaret for håndtering af regn- og spildevand er fordelt mellem grundejere, forsyningsselskabet og kommunen:

  • Grundejer: Som grundejer har du ansvar for regnvand og kloak på din grund - herunder den stikledning, der forbinder dit hus med det offentlige kloaknet. Ligger dit hus lavt og har du kælder, bør du sikre dig mod ekstremregn.
  • Glostrup Forsyning: Forsyningen står for drift, vedligeholdelse og renovering samt eventuel udbygning af det offentlige kloaksystem (hovedkloakken).
  • Glostrup Kommune: Kommunen har det overordnede ansvar for planlægning og myndighedsbehandling. Kommunen udarbejder blandt andet spildevandsplaner og godkender kloakanlæg og nedsivning af regnvand på privat grund.

Afledning og tilbageholdelse af regnvand

Som grundejer har du ret til at aflede en vis mængde regnvand til den offentlige kloak. Men for at undgå overløb i kloakken, regulerer Glostrup Kommune, hvor meget regnvand du må aflede. Derfor kræver det tilladelse at tilslutte afløb fra tag og overflader til den offentlige kloak. På den måde sikrer vi, at du overholder din afledningsret og ikke afleder mere regnvand til kloakken end tilladt.

Så meget må du aflede
Afledningsretten på den enkelte grund afhænger af grundens anvendelse. I industriområder må man aflede mere regnvand til den offentlige kloak end i villaområder. I parker, grønne områder og kolonihaver må man ikke lede regnvand til kloak, men skal håndtere al regnvand på grunden. Som grundejer er det dit ansvar at overholde afledningsretten for din grund.

I kommunens spildevandstillæg om afledning af regnvand er afledningsretten for forskellige arealanvendelser omregnet til en maksimal befæstelsesgrad (se også skema nedenfor). Den angiver, hvor meget du kan befæste din matrikel uden at skulle forsinke, nedsive eller på anden vis tilbageholde regnvand på grunden. Det befæstede areal er det samlede areal af tag, fliser og andre vandfaste overflader på grunden.

Arealanvendelse

Maksimal befæstelse (afledningsret)%

Grønne områder og kolonihaver 0
Rekreative områder, idræts- og trafikanlæg 10
Boligområder (åben lav bebyggelse) 28
Boligområder (tæt lav, etagebebyggelse, blandede boligområder) 42
Offentlige formål (institutioner, kirkegårde mv.) 42
Overordnede veje 50
Blandet bolig og erhverv, kontor og service, forsyningsanlæg 60
Industriområder og tekniske anlæg 70
Bycenter og blandede byområder 75
Veje 80


Det skal du tilbageholde

Hvis du ønsker at bygge nyt eller bygge til, kan du komme til at overskride den maksimale befæstelsesgrad for uhindret afledning af regnvand. Det betyder, at du selv skal håndtere en del af den regn, der falder på grunden. Brug beregneren nederst på denne side til at beregne størrelsen af dit regnanlæg. I skemaet nedenfor kan du se, hvordan beregningen ser ud for en villagrund (åben lav bebyggelse).

Grundareal 800 m2
Maksimal befæstelse ved uhindret afledning 28 % (=224 m2)
Befæstelse (samlet) 274m2
Befæstelse(overskreden) 50m2(274 - 224 m2)
Regnmængde (nuværende) 250 l/s/ha i 10 min.
Størrelse af regnanlæg = befæstelse (overskreden)*regnmængde*varighed
  = (50 m2*250 l/s/ha)/(10.000 m2/ha*1.000 l/m3)*10 min.*60 s/min.
  = 0,75 m3

Du kan bruge mange forskellige metoder og kombinationer til at håndtere regnvand på egen grund. Du kan fx lave et regnbed, få grønt tag eller lede regnvand til en faskine. Find inspiration på vores side om brug af regnvand. Husk at du skal have tilladelse til nedsivning af regnvand.

Få penge tilbage fra kloaktilslutning
Hvis du håndterer regnvand på din egen grund kan du i nogle tilfælde få en del af dit tilslutningsbidrag til kloak retur fra Glostrup Forsyning. Det kræver blandt andet at du håndterer mere regnvand på egen grund end Glostrup Kommunes krav herfor. Se Glostrup Forsynings sider om håndtering af regnvand og tilbagebetaling.

Nedsivningstilladelse - regnvand

Nedsivningsanlæg må ikke placeres i forurenet jord, tæt på søer, vandløb eller drikkevandsboringer. Derfor skal du have tilladelse fra Glostrup Kommune til at nedsive regnvand på din grund. Få nedsivningstilladelse ved at udfylde Glostrup Kommunes nedsivningsskema og indsende det med en plantegning af din grund og anlæg.

Faskine, regnbed og grønne tage
Der er mange forskellige metoder og kombinationer af metoder til at håndtere regnvand på egen grund. Mange vælger at lave en faskine til nedsivning. Men måske er det tilstrækkeligt at lede vandet til en fordybning i græsplænen eller et regnbed. Du kan også etablere et grønt tag eller kombinere eksempelvis et regnbed og en faskine. Find inspiration til lokal anvendelse af regnvand på vores sider om brug af regnvand.

Bestem anlæggets størrelse
Brug beregneren nederst på denne side til at bestemme, hvor stort dit anlæg skal være for at tilbageholde tilstrækkeligt meget vand. Se mere om afledningsret og dimensionering af regnanlæg under "Afledning og forsinkelse" ovenfor. Når vi sender din nedsivningstilladelse, registrerer vi samtidig dit anlæg og dets størrelse i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Bestem skybrudsvej
Normale nedsivningsanlæg bliver dimensioneret til hverdagsregn. Under skybrud og langvarig kraftig regn vil der stadig være risiko for, at dit anlæg løber over. Tænk derfor over, hvor vandet vil løbe hen og sørg for at det ikke vil forårsage skader, hverken hos dig selv eller din nabo. Tænk også på, hvordan du sikrer dit hus og overvej at få et gratis skybrudstjek. Se mere på vores sider om klimasikring.

Tilslutningstilladelse - regnvand

Som grundejer har du ret til at aflede en vis mængde regnvand til den offentlige kloak. Men for at undgå overløb i kloakken, regulerer Glostrup Kommune, hvor meget regnvand du må aflede. Derfor kræver det tilladelse at tilslutte afløb fra tag og overflader til den offentlige kloak. På den måde sikrer vi, at du overholder din afledningsret og ikke afleder mere regnvand til kloakken end tilladt.

Vi giver tilladelse ved byggesager
Glostrup Kommune giver tilslutningstilladelse i forbindelse med nybyggeri samt om- og tilbygninger, der kræver byggetilladelse. Vi vil altså kun se på, om du overholder din afledningsret i forbindelse med byggesager. 

Søg om tilslutningstilladelse
Brug beregneren nederst på siden til at se, om du skal tilbageholde regnvand på egen grund. Er det tilfældet, skal du udfylde vores skema om nedsivning og forsinkelse og vedhæfte det din ansøgning. Skal du ikke tilbageholde regnvand, så husk at oplyse navn, adresse, grundens samlede areal samt arealet af tag- og overflader, der skal lede regnvand til kloakken og skriv til: natur.miljo@glostrup.dk.

Tilslutningstilladelse - spildevand

For at sikre vores vandmiljø stiller Glostrup Kommune krav til det spildevand, der ledes til den offentlige kloak. Alle virksomheder, der udleder spildevand med en væsentlig anden sammensætning end husspildevand til kloak, skal have en tilslutningstilladelse. Glostrup Kommune giver tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven. 

Vand fra produktion, vask, afrensning mv.
Industrispildevand og andet virksomhedsspildevand, der ledes til kloak, kommer typisk fra:

  • Produktion
  • Vask og afrensning af produktionsudstyr, laboratorieudstyr, arbejdstøj, køretøjer mv.
  • Saltning af kunstgræsbaner
  • Afværgeboringer
Få tilslutningstilladelse
Som virksomhed, der frembringer spildevand, er det jeres ansvar at søge om tilladelse. Kontakt Glostrup Kommune, hvis:
  • jeres virksomhed udleder spildevand men ikke har en tilslutningstilladelse
  • I etablerer en ny produktionsvirksomhed (inden produktionens opstart)
  • I udvider eller ændrer jeres produktion eller anlæg og det vil ændre sammensætningen af spildevandet eller give mere spildevand. 
Ved ny eller ændret tilledning til kloak skal I have tilslutningstilladelsen, før I leder spildevand ud i kloaksystemet. Skriv til natur.miljo@glostrup.dk med følgende oplysninger:
  • Virksomhedens navn, adresse, telefonnummer, CVR-nummer og en kontaktperson
  • Fra hvilken dato I påtænker at lede spildevand til kloak
  • Beskrivelse af virksomhedstype og den del af produktionen eller anlægget, der ledes spildevand fra, samt hvilke stoffer der må formodes at være i spildevandet
  • Beskrivelse af eventuel rensning af spildevand på virksomheden
  • Redegørelse for, om den valgte produktionsform bygger på den mindst forurenende teknologi
  • Den maksimale forventede mængde spildevand per døgn og per år (gerne variation
  • Plan over placering af produktions- og lagerlokaler, udendørs oplag og vaskepladser mv.
  • Flow- og procesdiagram
  • Tegninger over virksomhedens udvendige og indvendige lokaler

Vilkår og egenkontrol
Glostrup Kommune giver tilslutningstilladelse på baggrund af en individuel vurdering. Tilladelsen kan indeholde en række vilkår - herunder:

  • Maksimalt tilladelige udledninger af stof- og spildevandsmængder
  • Maksimalt tilladelige stoffer i spildevandet
  • Driften af virksomheden
  • Indretningskrav til eksempelvis etablering af målebrønd, sandfang mv.
  • Egenkontrol i form af eksempelvis registrering i driftsjournal, udtagning prøver og krav til at prøvetagning og analyser udføres af et godkendt laboratorium

Tilslutningstilladelsen gives til den pågældende virksomhed, som også er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen bliver overholdt.

Udledningstilladelse - spildevand

Det kræver en tilladelse fra kommunen, hvis du vil lede spildevand til vandløb, søer eller havet. Derved kan vi sikre, at der ikke bliver udledt forurenende stoffer til naturen samt at de der ikke udledes for store mængder vand til vandløb, søer mv.

Parkerings-, vaskevand mv.
Når der ledes spildevand fra virksomheder til vandløb, søer eller havet, er der ofte tale om:

  • Parkeringspladser og interne køreveje

  • Filterskyllevand fra vandværker

  • Vaskevand fra rensning af afgrøder

  • Vaskevand fra vask af maskiner og andet materiel.

Få udledningstilladelse
Skriv til natur.miljo@glostrup.dk. Oplys navn og adresse (på din virksomhed) og vedhæft relevante vandprøver og analyser. Vi giver tilladelse til udledning af spildevand efter miljøbeskyttelseslovens kap. 4. Bliver vi opmærksomme på udledninger, der sker uden tilladelse, vil vi give den ansvarlige påbud om lovliggørelse.

Så meget regnvand skal du tilbageholde