Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Måler

Selvbetjening

Naturgas - regler og ansvar

Varmeplanlægningen i Danmark er reguleret af Naturgasforsyningsloven og Varmeforsyningsloven samt en række bekendtgørelser, herunder Projektbekendtgørelsen og Tilslutningsbekendtgørelsen, der knytter sig til Varmeforsyningsloven.

Miljøvenlig, energieffektiv og samfundsøkonomisk opvarmning
Varmeforsyningsloven har til formål at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige opvarmning. Kommunerne er ansvarlige for at godkende projekter for kollektiv varmeforsyning og skal ifølge loven godkende det mest samfundsøkonomiske projekt.

Som udgangspunkt skal varme og elektricitet produceres sammen. Ved samproduktion anvendes overskudsvarme fra elproduktion til opvarmning. Det er mere energieffektivt og klimavenligt at end at afbrænde f.eks. kul, olie eller gas direkte til opvarmning.

Ansvar og opgavefordeling
På varmeforsyningsområdet er ansvaret og opgaverne med produktion, distribution og levering fordelt mellem forbrændingsanlæg, kommuner, forsyningsselskaber og varmebrugere (grundejere):

  • Grundejer: Som grundejer har du selv ansvar for drift og vedligehold af dit fyr og varmeanlæg.

  • HMN Naturgas: HMN Naturgas er et kommunalt interessentskab. HMN distribuerer naturgas og har ansvar for drift og vedligehold af ledningsnettet i Hovedstadsområdet. Selve gassen sælges til varmebrugerne af blandt andet DONG Energy og HMN Gassalg.

  • Glostrup Kommune: Kommunen har det overordnede ansvar for planlægning og myndighedsbehandling af varmeforsyning. Kommunens skal godkende de mest samfundsøkonomiske projekter for kollektiv varmeforsyning.

Naturgas - miljø og klima

Naturgas er et fossilt brændsel. Det afgiver CO2 ved afbrænding og bidrager dermed til den globale opvarmning. Naturgas har dog en renere forbrænding og udleder  25-30% mindre CO2 end olie og 30-50% mindre end kul. Naturgassen kan desuden blandes op med opgraderet biogas.

Naturgas i Glostrup 

I Glostrup Kommune er de fleste villaområder udlagt til naturgas. Områder med større bebyggelser samt Hvissinge Øst og Vest er udlagt til fjernvarme. Naturgas dækker omkring 40 % af varmebehovet i Glostrup. Fjernvarme dækker næsten 60 %. Se hvilke områder, der er udlagt til fjernvarme eller naturgas i Glostrup Kommune på kortet nedenfor.

Sådan får du naturgas

Se på kortet nedenfor om du bor i et naturgas- eller i et fjernvarmeområde. Bor du i et naturgasområde, kan du få naturgas. Kontakt HMN Gassalg. Det tager omkring 1 uge at omlægge et hus fra elvarme til naturgas, når naturgasselskabet først har koblet tilslutningen fra vejen til dit hus. Hvis du skifter fra olie til naturgas, tager det 1-2 dage, fordi du allerede har vandbårne radiatorer i boligen.

Få mere ud af din varme

Undgå at betale for varme, du ikke har glæde af. Isoler dine varmerør i kælder, bryggers og på loftet og sørg for at udnytte fjernvarmen, før du sender den retur, så du undgår at betale gebyr for returvandet.

Hold øje med dit forbrug
Brug Energistyrelsens tjekliste for varmeanlæg til at gennemgå dit anlæg og sikre, at du får mest ud af varmen. Aflæs dit forbrug regelmæssigt, så du kan reagere ved pludselige ændringer. En uventet stigning i forbrug kan skyldes fejl i varmesystemet. Husk også at op mod 50 % af dit forbrug afhænger af din adfærd. Du kan spare ved eksempelvis at sænke rumtemperaturen 1-2 grader og om natten.

Udskift dit gamle fyr

Måske kan det betale sig at udskifte eller supplere din nuværende varmekilde. Er din gaskedel ældre end 15 år, bør du udskifte den til en ny og energieffektiv model.

Skift til A-mærket cirkulationspumpe
En ny cirkulationspumpe tilpasser sig boligens svingende behov. En gammel pumpe kører for fuld kraft hele tiden. Den kan bruge op mod 10 % af din husstands elforbrug. Bruger din cirkulationspumpe mere end 50 watt eller reguleres den via håndtag eller tre trin, bør du skifte den til en A-mærket model. Se Energistyrelsens tjekliste for cirkulationspumper.

Skift til en A-mærket kedel
Er din gaskedel ældre end 15 år, bør du udskifte den til en A-mærket model. Nye kondenserende gaskedler er mere energieffektive end traditionelle kedler. De er desuden forsynet med energieffektive cirkulationspumper, der kræver langt mindre energi. Du kan spare mellem 10-30 % på varmeregningen ved at udskifte dit gamle fyr

Isoler før du skifter varmeanlæg

Isoler dine varmerør og efterisoler din bolig før du får nyt varmeanlæg. Så kan anlæggets størrelse tilpasses dit varmebehov. Se Energistyrelsens film om isolering og energirenovering og brug Energistyrelsens tjekliste for isolering. Læs mere om isolering, gratis energitjek og se termografiske luftfoto af dit hus på vores sider om Bedre Bolig og energirenovering.

Sommerdrift, solvarme og brændeovn

Sæt dit anlæg på sommerdrift eller sluk det om sommeren, når du ikke har brug for varme. Suppler eventuelt med solvarmeanlæg eller en brændeovn-

Brug solvarme og sluk fyret om sommeren
Solvarme kan levere en stor del af det varme brugsvand og eventuelt varmt vand til gulvvarme. Om sommeren kan du slukke fyret og bruge solvarme til opvarmning af det varme brugsvand. Se den aktuelle solvarmeproduktion i Danmark på solvarmedata.dk.

Brug brændeovn og skru ned for fyret
Har du brændeovn, kan du spare på gasregningen ved at skrue ned for fyret og lade brændeovnen klare resten. Sænke fremløbstemperaturen på gasfyret, så det kun varmer stuen op til 16-18 grader. Se mere om regler for brændeovne og hvordan du fyrer korrekt på vores sider om Brændeovne og biomasse-

Få tilskud til energibesparelser

Energirenoverer du dit hus og udskifter dit gamle fyr og/eller cirkulationspumpe til en A-mærket model kan du få tilskud. På Energisparesiden kan du se, om dit energiselskab giver tilskud til isolering og udskiftning af varmekilde.

Naturgas- og fjernvarmeområder