Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

farligt-affald

Virksomheder kan gøre en stor forskel for miljøet og samtidig spare penge ved at sortere deres affald. Alle virksomheder skal sortere det affald, der opstår hos dem. Affaldet skal sorteres efter både type af materiale og behandlingsform.

Papir, pap, glas, plast, metal og træ samt farligt affald som olie, akkumulatorer mv. skal sorteres for sig. Affaldet skal desuden sorteres efter om det skal til genanvendelse, forbrænding, deponi eller specialbehandling. Glostrup Kommune fører tilsyn med, at virksomheder i Glostrup sorterer og bortskaffer deres affald korrekt.

Virksomhedsaffald - regler og ansvar

Affaldsområdet er reguleret af miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen. Virksomheder i Glostrup Kommune skal desuden overholde kommunens regulativ for erhvervsaffald.

Ansvar og opgaver
På affaldsområdet er fordelt mellem kommunen, forsyningen og grundejeren/ virksomheden:

  • Glostrup Kommune: Kommunen er myndighed og udarbejder affaldsplan og regulativ for erhvervsaffald samt fører tilsyn med at gældende love og regler på området overholdes.
  • Glostrup Forsyning: Forsyningen står for driften af affaldsordningerne og genbrugsstationen. Se mere om ordningerne, sortering og genbrugsstationen på deres hjemmeside.
  • Grundejer/ virksomhed: Som grundejer eller virksomhed står du selv for affaldshåndteringen på din ejendom. Det er dit ansvar, at håndtere affaldet korrekt.

Sorter jeres affald (faktaark)

Alle virksomheder skal kildesortere deres affald og sikre, at det bortskaffes korrekt og så vidt muligt til genanvendelse. Sorter affaldet efter dets type (for eksempel elektronik, batterier, papir, pap, metal mv.) samt efter om det skal til genanvendelse, forbrænding, deponi eller specialbehandling. Læs mere om affaldstyper og behandlingsform i faktaarkene nedenfor:

Aflever og få afhentet affald

Din virksomhed vælger selv, hvem der skal håndtere virksomhedens affald. De firmaer, der må håndtere jeres affald, kan I finde i Affaldsregistret. Det er et landsdækkende register over affaldsindsamlere og modtageanlæg. 

Få adgang til genbrugsstationen
Hvis I ønsker selv at aflevere affald på genbrugsstationen, skal I tilmelde virksomheden på www.tilmelding-genbrugsstationer.dk. Her kan I vælge mellem at købe et årskort eller éngangsbillet som gælder til alle 24 genbrugspladser inden for Vestforbrændings område. Der er ens regler på alle 24 genbrugspladser.

Siden 2012 har alle virksomheder skullet tilmelde sig og betale særskilt for at kunne aflevere affald på en genbrugsplads. Førhen fik virksomheder automatisk tilsendt en opkrævning. Selvom din virksomhed er tilmeldt genbrugsstationen, skal I stadig betale et administrationsgebyr for erhvervsaffald.

Få afhentet eller aflever farligt affald 
I skal selv bestille afhentning af farligt affald fra jeres virksomhed. Alle virksomheder og institutioner i Glostrup Kommune er omfattet af den kommunale indsamlingsordning for ikke-genanvendeligt farligt affald (bortset fra eksplosivt affald). Det farlige affald bliver hentet af I/S SMOKA.

Er jeres virksomhed tilmeldt genbrugsstationen, kan I aflevere mindre mængder farligt affald der. Mindre mængder skal afleveres mindst én gang årligt og ellers efter behov. I må aflevere op til 200 kg årligt.

Opbevar farligt affald korrekt

For at undgå forurening af jord, grundvand, vandløb og spildevand skal flydende farligt affald og flydende råvarer opbevares forsvarligt. Glostrup Kommune har vedtaget en forskrift for opbevaring af farligt affald.

Forskriften omfatter både flydende råvarer og færdigvarer samt affald, der er klassificeret som farligt. Emballagen fra rå- og færdigvarer skal være brudt, før produkterne er omfattet af forskriften. Produkter og affald som oliefiltre, akkumulatorer og andet, hvorfra olie og kemikalier kan flyde ud, er ligeledes omfattet af forskriften. Flydende farligt affald og flydende råvarer skal opbevares i beholdere eller tanke.  

Administrationsgebyr for erhvervsaffald

For at dække de omkostninger, Glostrup Kommune og Glostrup Forsyning har i forbindelse med erhvervsaffald, opkræver Glostrup Forsyning et administrationsgebyr. I 2017 udgør gebyret 574 kr. inklusive moms. Se mere på Glostrup Forsynings affaldssider.

Søg fritagelse for administrationsgebyr
Hvis din virksomhed ikke har affald eller omsætningen i 2015 var under 300.000 kr., kan I søge om at blive fritaget for at betale gebyret. Fristen for at søge om fritagelse er den 6. maj 2017. Ansøgninger om fritagelse modtaget efter fristens udløb vil ikke blive behandlet. Ansøg via Virk.dk.

Virksomheder med en årlig omsætning over 300.000 kr. skal betale administrationsgebyr. Virksomheder, som bruger en af kommunens ordninger herunder genbrugsstationen, skal betale gebyret - uanset omsætning. I/S Vestforbrænding har udsendt regningerne for Glostrup Forsyning den 8. marts til virksomhedernes digitale postkasse.

Forbud mod køkkenkværne

I må ikke anvende køkkenkværn i Glostrup Kommune. I Glostrup bliver madaffald som en del af dagrenovationen kørt til forbrænding på Vestforbrænding. Her bliver affaldet afbrændt og omdannet til energi i form af elektricitet og varme.

Fordele og ulemper ved køkkenkværne
En køkkenkværn sidder under køkkenvasken og kværner madaffald, som derefter bortskaffes med spildevandet. Det kan mindske lugtgener og hygiejneproblemer i hjemmet og ved opsamlingsstedet for dagrenovation. Ligesom det øger brændværdien af det resterende affald til forbrænding.

Til gengæld udnyttes energien i madaffald bedre ved forbrænding og bioforgasning. På renseanlæg med rådnetank bliver omkring 40 % af det organiske materiale ikke udrådnet, men går tabt i udløb og procestank uden at energien bliver udnyttet. Af hensyn til det samlede energiudbytte er det politisk besluttet, at man ikke må anvende køkkenkværne i Glostrup.