Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Skimmelsvampe er en fælles betegnelse for en gruppe af forskellige mikroskopiske svampe, der trives i et fugtigt miljø. Der vil altid være skimmelsvampe i bygninger. Fugt er den afgørende betingelse for skimmelsvampenes vækst. De primære årsager til, at der kan opstå fugt og skimmelvækst i boliger, er manglende ventilation og vedligeholdelse, konstruktionsfejl og uhensigtsmæssig adfærd.

I bygninger uden fugtproblemer vil antallet af skimmelsvampe variere med årstiden og forekomsten af skimmelsvampe udendørs. Bygninger med høj fugtighed giver gode vækstbetingelser for skimmelsvampe. Skimmelsvampe kan vokse på mange organiske materialer som eksempelvis tapet, træ, limstoffer, tekstiler og pap, men kan også forekomme på pudsede vægge og i mineraluldsisolering, hvis der er meget høj fugtighed.  

Små angreb af skimmelsvamp

Små angreb med skimmelsvampe i badeværelsesfuger, vindueskarme og lignende har normalt et så lille omfang, at de ikke udgør en væsentlig sundhedsfare. Skimmelvækst skal i disse tilfælde fjernes i forbindelse med den almindelige rengøring.

Fjern mindre angreb af skimmelsvampe ved at rengøre overfladen og desinficere den med eksempelvis Rodalon. Lad midlet sidde på overfladen nogle minutter, vask den af og lad stedet tørre ud. Kan du ikke vaske og desinficere overfladen, bør du i stedet udskifte materialet. Erfaringsmæssigt kan der opstå gener ved omkring 0,3 m² skimmelvækst i et beboelsesrum. Så det er vigtigt med grundig og jævnlig rengøring af badeværelsets overflader og omkring dine vinduer.

Større angreb af skimmelsvamp

Større skimmelangreb skal altid håndteres og fjernes af professionelle firmaer. Normalt er der behov for særlig rådgivning og afrensningsmetoder som eksempelvis damprensning eller kemiske rensemidler. Ved store renoverings- og afrensningsarbejde er der desuden behov for sikkerhedsudstyr, som både kan beskytte beboere og håndværkere mod en for stor påvirkning.

Ansvar for udbedring af skimmelsvamp

Som bygningsejer er det dit ansvar at sørge for, at din ejendom overholder loven og ikke har byggetekniske fejl eller mangler. Du skal sørge for at vedligeholde din bygning, så fugt og vand ikke medfører væsentlige gener eller sundhedsmæssige problemer.


Kontakt din udlejer ved mistanke
Bor du til leje og har mistanke om skimmelsvamp, skal du henvende dig til din udlejer for at få problemet undersøgt nærmere. Viser undersøgelserne, at der er skimmelsvamp, så skal fugtproblemerne løses, og skimmelsvampene fjernes.

Klag til kommunen
Skyldes skimmelsvampen byggetekniske mangler og reagerer din udlejer ikke på din henvendelse, eller vil din udlejer ikke udbedre forholdene på en tilfredsstillende måde, kan du klage til kommunen. Skriv til byg@glostrup.dk. Vi vil behandle din klage i forhold til byggelovens bestemmelser. Vi kan desuden behandle sager om skimmelsvamp i forhold til lov om byfornyelse og lov om almene boliger. Læs mere om hvad du kan gøre i Velfærdsministeriets folder om skimmel i alment boligbyggeri og skimmel i private udlejningsboliger.

Byggetekniske årsager til skimmel
Der kan være følgende byggetekniske årsager til, at der opstår skimmelsvamp:
  • Opstigende grundfugt pga. konstruktionsfejl eller manglende fugtisolering.
  • Vandskader pga. utætte rør, utætte tage og klimaskærme.
  • Fugt på overflader og i konstruktioner pga. manglende udluftning og opvarmning.
  • Kondens på overflader på grund af mangelfuld isolering (kuldebroer).
  • Byggefugt i nyere huse (bl.a. på grund af manglende afdækning af byggematerialer).
  • Manglende udsugning i badeværelse eller køkken.
  • Manglende fugtsikring af gulv i badeværelse

Gode råd til at undgå skimmelsvamp

Adfærd kan have betydning for, om der opstår skimmelsvampe. Ved at følge disse råd kan du forhåbentlig undgå, at der opstår fugtproblemer eller skimmelsvamp i din bolig:

  • Luft ud flere gange daglig
  • Luft ekstra ud i starten af fyringssæsonen
  • Opvarm dine rum tilstrækkeligt
  • Hæng ikke tøj til tørre i boligen
  • Hold udluftningsventiler og spalteventiler i vinduer og ydervægge åbne
  • Tænd emhætten under madlavning
  • Kontroller om emhætter og udsugning i køkken og bad virker korrekt hele døgnet rundt

Hvis udsugning i badeværelset er styret af lyskontakten, så vil fugtindholdet i rummet være meget afhængig af om lyset holdes tændt. Luk døren til badeværelset, når du tager bad. Opstår der skimmelsvampe, som alene skydes for ringe opvarmning eller manglende udluftning, kan du som lejer have ansvaret for at fjerne skimmelsvampen. Er du i tvivl om du har - eller hvordan du undgår skimmelsvamp, kan du læse mere på skimmel.dk.

Kend tegn på skimmelsvamp

Det kan desværre være svært, at opdage skimmelsvamp i en bolig, da skimmelsvampene kan vokse skjult i tagkonstruktioner, krybekældre, i hulrum og bag tapeter. Vær opmærksom på:

  • Sorte, brune, grønne, grå eller hvide pletter og misfarvninger på vægge, lofter, gulve, osv.
  • Hvis der lugter muggent i boligen. Det kan det være et tegn på skjult vækst af skimmelsvampe.
  • Løsnet tapet. Det kan være tegn på fugt og skimmelvækst på bagsiden af tapetet.

Har du mistanke om skimmelsvamp, bør du også undersøge tagrum, krybekældre, osv. I nogle tilfælde er der kun indirekte tegn på skimmelsvampe som eksempelvis lugt og symptomer som hovedpine og træthed. Det kan derfor være nødvendigt at kontakte en teknisk rådgiver, der kan foretage detaljerede bygningsundersøgelser og analyser. Bor du til leje og har mistanke om skimmelsvamp, skal du kontakte din udlejer.

Hold øje med symptomer på skimmelsvamp

Skimmelsvampe kan medføre irritation og allergi, men det er meget forskelligt, hvor følsomme mennesker er overfor skimmelsvampe. Skimmelsvampe kan bl.a. give anledning til følgende symptomer:
  • Træthed
  • Svimmelhed
  • Hovedpine
  • Irriterede øjne og luftveje
  • Åndedrætsbesvær
  • Koncentrationsbesvær

Mennesker med lavt immunforsvar, astma og allergikere er mere følsomme overfor skimmelsvampe, og børn er generelt mere følsomme end voksne. Påvirkningen afhænger desuden af, hvor skimmelvæksten er i bygningen, hvor stort areal der har skimmelvækst, samt hvilken slags skimmelsvampe der er tale om. Hvis nogen i din familie har symptomer på skimmelsvamp, bør I gå til egen læge. Husk at fortælle, at problemerne kan skyldes skimmelsvampe og fugtproblemer i boligen.