Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

bjorneklo-statenevej
Husk at det altid er dit ansvar som bygherre at overholde alle regler

Selvom dit byggeri ikke kræver byggetilladelse, skal byggeriet stadig overholde bygningsreglementet, lokalplanbestemmelser og anden lovgivning. Det er dit eget ansvar, at alle bestemmelser er overholdt, når du bygger. Er de ikke det, skal du ændre projektet eller søge dispensation.

OBS  

Ændringer for anmeldelser fra sommer 2017:

Fra 1. juli 2017 vil der være ændringer i bygningsreglementet, hvor de bygningstyper som tidligere skulle anmeldes ved opførelse, fremover kan opføres uden tilladelse fra kommunen. Det vil sige at der ikke skal søges om tilladelse til følgende typer bygninger når det samlede areal af den type bygninger på grunden fortsat er under 50 m²:

Sekundær bebyggelse såsom garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, som ved opførelse, eller ved om- eller tilbygning til sekundære bebyggelse, hvor det samlede areal af disse bygninger på grunden ikke overstiger 50 m².

Altså byggeri som ikke benyttes til bolig- eller erhvervsformål. Dvs. at der fortsat skal søges om byggetilladelse/godkendelse til:

 

- Ny- eller tilbygninger til beboelse eller erhverv (inkl. udestuer), uanset størrelse og omfang.

- Sekundær bebyggelse, når det samlede areal af disse bygninger på grunden overstiger 50 m².

- Sekundær bebyggelse, når dette ikke kan overholde de bygningsregulerende bestemmelser i bygningsreglementet.

- Alt byggeri på kolonihavelodder.

 

Selvom man ikke skal anmelde sekundær bebyggelse, så er det ejers ansvar at bygningerne bliver opført lovligt. Det vil sige:

 

- At bygningerne overholder de bygningsregulerende bestemmelser i bygningsreglementet.

- At bygningerne overholder krav i evt. byplanvedtægt, lokalplan eller servitut. Vær opmærksom på, at krav i byplanvedtægt, lokalplan eller servitut går forud for bygningsregulerende bestemmelser i bygningsreglementet.

- At byggeriet skal oplyses til BBR-myndigheden, med oplysning om areal, væg- og tagmateriale.

 

Vær opmærksom på, at selvom du ikke skal anmelde disse bygninger, når det samlede areal af disse bygningstyper på grunden er under 50 m², bliver alt sekundær bebyggelse over 35 m² for enfamiliehuse og 20 m² for rækkehuse, talt med i din bebyggelsesprocent. 

 

Du kan læse mere om de nye regler for sekundære bygninger på styrelsens nye vejledning.

Byggetilladelser generelt  

OBS - Byg og Miljø vil være lukket ned hen over weekenden den 24. november til den 26. november 2017. Der kan derfor ikke indsendes nye ansøgninger eller indsendes dokumenter til en eksisterende sag i denne weekend.

Dette skyldes at Byg og Miljø skifter leverandør. Vi forventer at der mandag den 27. november kan ansøges og uploades dokumenter gennem Byg og Miljø på fuldstændig samme måde som før skiftet af leverandør.

 

Ansøgning gennem den landsdækkende ansøgningsportal Byg og Miljø

I Glostrup Kommune skal du søge din byggetilladelse gennem den landsdækkende ansøgningsportal Byg og Miljø

Byg og Miljø er en selvbetjeningsløsning som guider dig igennem ansøgningsprocessen og sørger for at hjælpe dig med at få de korrekte oplysninger og dokumenter sendt til kommunen. 

For at benytte løsningen skal du også have din NemID klar. Din ansøgning vil først blive registreret sidst i processen, når du godkender den. 

Du kan altid afbryde og gemme dit projekt i forløbet, hvis du for eksempel finder ud af at du mangler nogle dokumenter. Der bliver ikke sendt noget til os, før du godkender din ansøgning til sidst. 

Vi har lavet nogle vejledninger, om hvordan du finder og ser dokumenter i Byg og Miljø, samt hvordan du indsender supplerende materiale til Byg og Miljø.

Har du spørgsmål til brugen af ansøgningsportalen Byg og Miljø, er du velkommen til at kontakte vores Borgerservice på telefon nr.: 4323 6100 eller ved personligt fremmøde på Rådhuset, Rådhusparken 2, 2600 Glostrup.

Nedrivning

Nedrivninger skal have en byggetilladelse inden påbegyndelse

Som udgangspunkt skal alle nedrivninger have en byggetilladelse, dog med undtagelse af garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger, der er opført i tilknytning til enfamiliehuse. Nedrivning af udestuer skal der søges om byggetilladelse til.

Vær opmærksom på, at der ved ansøgning om nedrivning af en bolig, skal der i samme ombæring være indsendt en fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse til en ny bolig.

Nedrivning af kolonihaver skal der ikke søges om, da kolonihavehusene i Glostrup Kommune er fastlagt af Lokalplan EL30. 

Du skal være opmærksom på at der, med få undtagelser, altid skal fremsendes anmeldelse af bygge- og anlægsaffald samt screeningsskema for PCB til kommunens miljømyndighed, også selvom nedrivningen ikke kræver, at der bliver meddelt en accept fra kommunens bygningsmyndighed. Ligeledes skal du altid oplyse til BBR, at bygningen er nedrevet hvis nedrivningen ikke kræver anmeldelse – Husk at oplyse bygningsnummeret på bygningen når du anmelder om nedrivning, eller oplyser om nedrivningen til BBR. Bygningsnummeret kan du se på www.ois.dk

Særlige forhold du skal være opmærksom på inden du går i gang
 
Kort Glostrup kan du finde oplysninger om bygge- og beskyttelseslinjer, zonestatus, lokalplaner, facaderåd osv. på jeres ejendom.-   
  • Det er ansøgerens ansvar at undersøge om nedrivningen er i strid med bestemmelser såsom Bygningsreglementet, lokalplaner m.v., og dermed ansøge om dispensation fra krav, som ikke kan overholdes
  • Tekniske installationer må kun sløjfes og afproppes af mestre med autorisation
  • Kommunens svar (accept) med eventuelle vilkår vil blive sendt til ansøger inden der må påbegyndes på nedrivningen
  • Kommunen sørger for at bygningen, der ønskes nedrevet, bliver fjernet fra ejendommens BBR-meddelelse, når nedrivningen er blevet færdigmeldt    
  • Selvom nedrivningen kan gennemføres uden anmeldelse, skal nedrivningen overholde bestemmelserne i Bygningsreglementet, tinglyste servitutter, lokalplaner, og byplansvedtægter. Kan bestemmelserne ikke overholdes, skal der ansøges om dispensation
  • Uanset bygningstypen, skal affaldet fra nedrivningen senest 14 dage før arbejdet påbegyndes, anmeldes til kommunens miljøafdeling, medmindre nedrivningen er fri for farlige stoffer, vedrører mindre end 10 m² og frembringer mindre end 1 ton affald. Er bygningen opført eller renoveret i 1950-1977 skal den screenes for PCB. Se vores side om byggeaffald.

Sådan indhenter du en nedrivningstilladelse
 Dette skal ansøgningen indeholde:

  • Oplysninger om afsender/ansøgerens adresse, telefonnummer, mailadresse, CVR nummer, ejeroplysninger, fuldmagt, dato og underskrift
  • Ansøgning om byggetilladelse om ny bolig
  • Situationsplan hvorpå bygningen/bygningerne er tydeligt markeret
  • Oplysning om ejendommens adresse og matrikelnummer samt bygningsidentifikation, indeholdende oplysning om bygningens omtrentlige højde og grundflade
  • Oplysning om evt. tekniske installationer, der skal sløjfes eller afproppes
  • Billeder af bygningen, som ønskes nedrevet
  • Oplysning om bygningen er bevaringsværdig jf. gældende lokalplaner
  • Eventuel screening for PCB-holdigt affald og angive om affaldet indeholder andre miljøbelastende stoffer f.eks. asbest og bly og om der er jordforurening. 

Byggeri i skelzonen 

I skelzonen (fra skel og 2,5 m ind på ejendommen) må du som udgangspunkt ikke opføre bebyggelse. I bygningsreglementet finder du dog en række undtagelser, der gælder for garager, carporte og lignende småbygninger. Bygger du i skelzonen, skal du overholde de betingelser som bygningsreglementet fastsætter. Gælder en lokalplan eller byplanvedtægt, eller er der tinglyst deklarationer på ejendommen, skal du sikre dig, at du også her overholder de gældende bestemmelser. 

I Bygningsreglementet kan du læse mere om, hvilke bygninger der regnes som en småbygning. På den offentlige information server kaldet OIS, kan du se hvad der er registret på din ejendom. 

Hvor stort et byggeri må du opføre 

Hvor meget byggeri, findes der på ejendommen i forvejen, i samme kategori? Se regler om samlet areal af garager, carporte, udhuse, drivhuse mv., jf. Bygningsreglementet, kap. 2. Her kan du også se, hvilket areal du ikke skal medregne i byggeriet. Har du andre småbygninger eksempelvis carporte, garager, udhuse eller drivhuse mv. på ejendommen i forvejen, skal du tælle dem med i din beregning af småbygningernes samlede areal. 

Vær opmærksom på, at selvom du ikke skal anmelde bygninger under 50 m², bliver alt småbyggeri over 35 m² for enfamiliehuse og erhvervsbyggeri, og 20 m² for rækkehuse, talt med i din bebyggelsesprocent. 

Du kan læse mere om de nye regler for sekundære bygninger på styrelsens nye vejledning.

Hvor mange m² småbygninger må du opføre

Ved enfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse med lodret lejlighedsskel og højst to boliger kan du opføre op til samlet max. 50 m² sekundære bygninger på ejendommen, uden at søge om byggetilladelse. 

Overstiger det samlede areal af sekundære bygninger på ejendommen 50 m², skal du søge om byggetilladelse. Det gælder, også selvom den bygning, som du vil opføre, er mindre end 50 m². 

Eksempel

Vil du opføre en carport på 30 m², og der på ejendommen i forvejen er en overdækket terrasse på 21 m², skal du søge om byggetilladelse. Det er fordi den samlede mængde af sekundære bygninger på ejendommen overstiger 50 m². 

Vær opmærksom på, at selvom du ikke skal anmelde disse bygninger, når det samlede areal af disse bygningstyper på grunden er under 50 m², bliver alt sekundær bebyggelse over 35 m² for enfamiliehuse og 20 m² for rækkehuse, talt med i din bebyggelsesprocent. 

Småbygninger på højst 10 m²

Fra den 1. juli udgår de to småbygninger på højst 10 m². Disse vil fremover blive talt med i det samlede antal m² på din ejendommen. Vær dog opmærksom på, at din lokalplan kan sige noget andet.

Byggetilladelse til mindre byggerier  

Er byggeriet større end 50 m² skal der indhentes byggetilladelse. Byggeri skal overholde bestemmelserne i byggeloven og bygningsreglementet. Du skal søge om byggetilladelse fordi kommunen skal sikre, at byggeriet overholder reglerne i Bygningsreglement og lokalplaner m.m. 

I Bygningsreglementet kan du læse, om et byggeri kræver tilladelse. Du kan også få svar på om byggeriet kræver godkendelse eller byggetilladelse ved at benytte Byg & Miljø

Du kan læse mere om de nye regler for sekundære bygninger på styrelsens nye vejledning.

 

Der blandt andet søges om byggetilladelse til:

  • Enfamiliehuse 
  • Rækkehuse 
  • Tilbygninger til enfamiliehuse og rækkehuse, herunder udestuer
  • Ændret anvendelse af bygningerne
  • Nedrivning af en bærende væg i etagebyggeri 
  • Flytning af fælles installationer i etagebyggeri
  • Nyt tag på etagebyggeri når der ændres på lægter mm.

De almindeligste bestemmelser for enfamiliehuse

  • Bygningen skal placeres mindst 2,5 m fra naboskel 
  • Maksimal højde er 8,5 m - dog kan der være angivet andet i en lokalplan eller i en servitut- I de fleste områder er der lokalplaner, der beskriver tilladelige byggematerialer, tilladelig placering på grunden m.m.
  • Hvis du ændrer på det eksisterende antal m² (bebyggelsesprocent) fx med en kvist, skal der søges om byggetilladelse 
  • Bebyggelsesprocenten må normalt være højst 30 % - dog kan der være angivet andet i en lokalplan eller i en servitut. I de fleste områder er der lokalplaner, der beskriver tilladelige byggematerialer, tilladelig placering på grunden m.m. 

Ændring af anvendelse af bebyggelse

Du skal have en byggetilladelse for at ændre anvendelsen af en bebyggelse. En ændret anvendelse kan fx. være:

  • Ændring af bolig til erhverv
  • Ændring af erhverv til bolig
  • Ændring af lagerbygning til kontor

Det skal understreges, at der er mange flere anvendelsesændringer som ikke nævnes her.

Når du skal søge om anvendelsesændring, skal du kontrollere at det ønskede kan godkendes iht. gældende plangrundlag.

Du skal søge om byggetilladelse, fordi kommunen skal sikre, at byggeriet overholder reglerne i Bygningsreglementet, samt lokalplaner, m.m. 

Byggeriet må ikke startes uden byggetilladelse og er det ikke startet inden et år fra tilladelsens dato, bortfalder den. 

 

Bemærk:

Såfremt du vil have din sag Umiddelbart sagsbehandlet, skal sagen være 100 % oplyst. I tilfælde af at der ikke er redegjort for at byggeriet overholder fx gældende lokalplan eller eventuelle servitutter, vil sagen blive lagt i kø.

 

Byggetilladelse til større byggerier 

Større byggerier omfatter:

Erhvervsbyggeri (industri, butikker m.m.) lejligheder i flere plan, institutioner m.m. 

Til disse byggearbejder skal der søges om byggetilladelse. Du skal søges om byggetilladelse, fordi kommunen skal sikre, at byggeriet overholder reglerne i bygningsreglementet samt lokalplaner m.m. 

Til nogle byggearbejder skal der vedlægges statisk beregning. Spørg i Team Byg, om det berører dit projekt. 

I nogle tilfælde skal byggesagen også brandteknisk sagsbehandles hos Hovedstadens Beredskab gennem kommunen, miljøsagsbehandles eller behandles af eksterne myndigheder så som Arbejdstilsynet. 

Byggeriet må ikke startes uden byggetilladelse og er det ikke startet inden et år fra tilladelsens dato, bortfalder den. Denne type byggerier kræver tilladelse til ibrugtagning. 

Planmæssige forhold 

Din ejendom kan være omfattet af kommuneplan, lokalplan, byplanvedtægt eller en servitut. Du skal derfor undersøge om dit projekt overholder restriktioner og bestemmelser fastsat heri. 

Der kan søges om dispensation i forhold til planbestemmelserne hos kommunen. Se om din ejendom er omfattet af planmæssige restriktioner.

Der opkræves ikke gebyr efter de planmæssige forhold.

Antenner

Udvendige antenner, paraboler og lignende skal placeres sådan, at de ikke skæmmer områdernes færdselsarealer. Det er vigtigt, at de facader, der ses fra det fælles friareal og områdets veje, ikke bærer paraboler. Ligeledes er det vigtigt at paraboler placeres på en måde, der kan godkendes af det stedværende ejerlav eller ejerforening. På denne måde kan det sikres, at de nærmeste naboer ikke generes af antennen.

Da parabolen kan placeres i en vilkårlig højde over terræn, kan den placeres på en lav mast eller i forbindelse med småhusbyggeri på bygningens havefacade.

Opsigelse af tilslutningspligt af fællesantenner

Naturstyrelsen har informeret om, at der fra den 1. januar 2014 trådte en ændring af planloven i kraft, dette indebærer at bestemmelser i lokalplaner om tilslutningspligt m.v. til fællesantenneanlæg ikke længere har virkning. Dette er ligeledes også gældende for bestemmelser om tilslutningspligt i en række ældre servitutter, bl.a. såkaldte byggeservitutter, typisk fra før 1977, samt øvrige servitutter, hvor kommunalbestyrelsen er eneste påtaleberettigede. Du kan læse mere om opsigelsen af tilslutningspligten af fællesantenner på Naturstyrelsens vejledning.

Kolonihavehuse

Gældende for samtlige kolonihavehuse er at de hører under lokalplan EL30. 

Jf. Bygningsreglementet (BR15) kap. 1.2 stk. 2, er det gældende for kolonihavehuse hvis størrelse og placering er fastlagt i en lokalplan, gælder alene bestemmelserne om aftrækssystemer og vand- og afløbsinstallationer i Bygningsreglementet (BR10) kap. 8.4 og kap. 8.5. 

Her kan du se de almindeligste bestemmelser for kolonihavehuse, der skal overholdes jf. lokalplanen

Du skal søge om godkendelse hos Team Byg når du vil bygge til, inddrage overdækkede terrasser mm til kolonihavehus, opføre nyt udhus, drivhus, legehus eller hvis du vil ændre placering af bygninger. Kommunen skal godkende al byggeri der ændre det eksisterende areal samt placering på dit lod.

  • Kolonihavehuset må have et samlet areal 63 m² målt fra facade til facade
  • Småhuse (udhuse, brændeskure mm) må have et samlet areal på 10 m². Såfremt udhuse, brændeskure, legehuse, mv. er sammenbygget med kolonihavehuset indgår de i beregningen af kolonihavehusets maksimale størrelse
  • Overdækninger må samlet være 17 m²
  • Drivhuse må samlet være 10 m²
  • Samtlige bygningers højde måles fra eksisterende terræn
  • Udhuse samt drivhuse må være max 2,5 meter højt målt fra terræn 
  • Legehuse må være 4 m² store og maksimal have en højde på 1,8 meter 
  • Der må ikke etableres brændeovne 
  • Etablering af hemse skal overholde Glostrup Kommunes retningslinjer for hemse i kolonihavehuse
  • Du kan læse mere om hvad der er gældende for dit kolonihavehus i lokalplan EL30

Ansøgning gennem Byg og Miljø

Ansøgningen sammen med tegningerne, skal du indsende gennem den landsdækkende ansøgningsportal Byg og Miljø. Her skal du vælge ansøgningstypen: Kolonihavehuse og campinghytter.

Vi har lavet nogle vejledninger, om hvordan du finder og ser dokumenter i Byg og Miljø, samt hvordan du indsender supplerende materiale til Byg og Miljø.

Bemærk! Fotos af ansøgningsmateriale og tegninger vil ikke blive accepteret. Hvis fotos forekommer i ansøgningsmaterialet, vil disse blive afvist som værende fyldestgørende materiale.

Tegningerne skal være i et passende målestoksforhold og målsatte.

Du kan se hvilket materiale du skal indsende for at få behandlet din sag inden for kort tid under umiddelbar sagsbehandling.

Hemse

Kommunens retningslinjer for hemse for kolonihavehusene:

  • En hems er en afsats eller lille indskudt etage uden ståhøjde under loftet, og med åben forbindelse til det underliggende rum.
  • ”Uden ståhøjde” fortolkes som en maksimal højde mellem gulv i hems og loftbeklædning på 1,70 meter, dog maksimal 1,50 meter for tage med en hældning på under 11° (svarer til 1 på 5). 
  • Der kan accepteres mindre lukninger mellem hems og det lokale denne er etableret i, dog skal hovedindtrykket fremstå åbent. Af hensyn til sikkerheden, er det tilladt at etablere tremmer i åbning mellem hems og det underliggene lokale.  
  • Det samlede netto-gulvareal af en eller flere hemse må ikke overstige 15 m², pr. havelod. Med netto-gulvareal forstås, afstande fra indervægge til indervægge og til kant mellem hems og det underliggende rum. Evt. aflukker på hems, som fx skunkrum, medregnes ikke.

 

Dispensation 

Fælles for alle byggerier er, at hvis du ikke kan overholde alle gældende bestemmelser i lokalplan, servitutter, bygningsreglement eller anden lovgivning, og ønsker at få dispensation eller foretaget en helhedsvurdering, skal du indsende en begrundet dispensationsansøgning. Dette gælder også, selvom projektet ikke kræver byggetilladelse eller godkendelse. Det kan anbefales at overveje alternative løsninger, da man ikke har krav på at få en dispensation. En dispensation er først gældende, når den er meddelt skriftligt.

Bemærk: Såfremt der kræves dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser til det ønskede byggeri, vil det kræve en byggetilladelse og gebyr vil derfor blive faktureret på timebasis, du kan læse mere om gebyr for byggetilladelser under byggesagsbehandling og gebyr.

Du må ikke gå i gang med at bygge, før du har alle nødvendige tilladelser og dispensationer. Vær forberedt på, at det kan være nødvendigt, at kommunen sender dit projekt i høring, inden du kan få svar. I nogle tilfælde skal ansøgningen behandles politisk. Vær opmærksom på, at du må forvente længere sagsbehandlingstid ved dispensationsansøgninger.