Vejbelysning

I Glostrup Kommune er der opsat omkring 4.900 lamper langs vejene og på torve, pladser og i parker. Drift og vedligehold af lamperne varetages af Andel Lumen.

Energikrisen har fået den tidligere regering, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening til at opfordre til at spare energi i den offentlige sektor. Gadebelysning udgør en stor post på det kommunale budget. Samtidig er det et af de steder, hvor Glostrup Kommune har vurderet, at det er muligt på forsvarlig vis at spare på energien. Derfor vil der fra onsdag den 18. januar ske en delvis slukning af gadebelysningen i Glostrup Kommune. Slukningen vil være gennemført senest i uge 5 og vare resten 2023. Se hvilke lamper der fremover vil være tændt og slukket på dette kort over gadebelysningen i kommunen.

Hvis du konstaterer fejl på vejbelysningen kan du anmelde fejlen til Andel Lumen på forskellige måder. Du kan fejlmelde vejbelysning på Andel Lumens hjemmeside eller via appen Dit gadelys.

Er der risiko for at få stød eller anden skade ved berøring, så ring til Andel Lumen på døgntelefonen 70 25 50 02. Ring også hvis der er mere end 5 lamper i træk, der ikke lyser eller flere slukkede lamper i et trafikeret kryds, fodgængerfelt eller rundkørsel.

Glostrup Kommune har en aftale med Andel Lumen og ifølge den, bliver fejlen rettet:

Snarest muligt
  • hvis udbedringen af fejlen kræver særlig materiel, som ikke lagerføres af Andel Lumen.
  • hvis fejlen skyldes hærværk, storm eller lignende.

 Indenfor 2 timer

  • hvis der er risiko for berøringsfare (stød).

 Indenfor 24 timer

  • hvis 3-4 armaturer efter hinanden er uden lys på kritiske steder så som vejkryds, tunneler m.v..
  • hvis det er strækningsfejl med mere end 5 armaturer efter hinanden er uden lys.
  • hvis armaturer ved fodgængerfelt er uden lys.

 I gennemsnit indenfor 8 arbejdsdage (efter at Andel Lumen har fået kendskab til fejlen)

  • hvis 1 enkelt armatur er uden lys.
  • hvis 3-4 armaturer efter hinanden er uden lys på IKKE kritiske steder.

 Belysningsanlæggene gennemgås ved hovedeftersyn for fejl, mangler o.lign., som kan konstateres fra jorden. De bliver efterfølgende rettet. Hovedeftersyn udføres 4 gange årligt for armaturer med konventionelle lyskilder og 1 gang om året for armaturer med LED-lyskilder.

På Glostrup Kommunes veje, stier, torve og i parker er der opsat omkring 4.900 lamper. Dem står Andel Lumen for drift og vedligeholdelse af.

Vej- og stibelysning udgør en vigtig del af et trygt og sikkert vej- og stisystem. Det gælder både for trafiksikkerheden og for at alle kan færdes trygt i et velbelyst byrum. Udformningen af vejbelysningen  betyder meget for oplevelsen af byrummet - både i de lyse dagtimer og i de mørke aften- og nattetimer. 

Glostrup Kommune har i perioden 2006 – 2009 udskiftet ca. 2.300 gadelamper, fortrinsvis til ’Glostruplampen’, som er designet til Glostrup Kommune. I de nye lamper er der indbygget en såkaldt ’Smart Light’-enhed, der gør det muligt at overvåge eller fejlmelde hvert enkelt armatur automatisk.  I 2014-17 er udskiftet yderligere ca. 900 lamper med kviksølv-lyskilder til nye lamper med LED-lyskilder.

Regler for vejbelysning er beskrevet i Vejdirektoratets Vejregler. Ifølge Vejreglerne skal alle trafikarealer i bymæssige områder som hovedregel belyses, mens veje i åbent land som hovedregel ikke skal belyses. Reglerne er vejledende, og de eneste steder hvor der stilles krav til et bestemt belysningsniveauet, er i signalregulerede kryds og i fodgængerfelter.

På grund af udskiftningen af lyskilder og natdæmpning, er kommunens energiforbrug til vejbelysning faldet 10 % mellem 2008 og 2013. De ca. 900 lamper, der siden 2014 er blevet udskiftet til LED-lyskilder, sparer desuden miljøet for omkring 80 tons CO2 om året. De seneste år har Glostrup Kommune desuden udskiftet lyskilderne i trafiksignalerne fra glødepærer til LED-lyskilder. Det har medført en reduktion i CO2-udledningen på omkring 6 tons om året.