Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Piller
Hvis du eller en du kender har problemer med stoffer, er der hjælp at hente hos KABS, der tilbyder alle borgere i Glostrup Kommune gratis rådgivning og behandling.

Du skal starte i behandling i det tilbud som kommunen stiller til rådighed for dig, som foregår hos KABS. Når du inden for 14 dage har fået tilbudt et behandlingsforløb, kan du vælge mellem de godkendte tilbud på Tilbudsportalen.

KABS  er landets største behandlingscenter for stofbrugere. KABS tilbyder behandling af alle former for stofbrug og rådgivning om stoffer.

Al rådgivning og behandling er gratis.

Du er altid velkommen til, eventuelt anonymt, at kontakte kommunens misbrugskonsulent for at få personlig rådgivning om dine muligheder. Kontakt Center for Social Service og spørg efter Misbrugskonsulenten.

Hvor foregår behandlingen?

Behandlingen kan foregå tre steder. Hvilket sted der passer bedst til dig, afhænger af din alder og hvilken type stoffer du har problemer med.


KABS Hvidovre – heroin, metadon og lignende

På afdelingen i Hvidovre tilbyder KABS ambulant behandling for personer, der bruger heroin, metadon og lignende stoffer.

KABS Hvidovre
Hvidovrevej 80 D (tæt ved Hvidovre Station)
Telefon 4511 7636

Ring for tidsbestilling mellem 9 og 14.


KABS City – hash, amfetamin, kokain og lignende

På afdelingen i København tilbyder KABS ambulant behandling for personer, der bruger hash, amfetamin og lignende stoffer.

KABS City
Teglgårdsstræde 13 A, Baghuset
Telefon 4511 7636

Ring for tidsbestilling mellem 9 og 14.


KABS Stjernevang – behandling for unge

På afdelingen Stjernevang tilbyder KABS ambulant behandling til unge med brug af hash og andre stimulanser. Stjernevang ligger i Glostrup ved Psykiatrisk Center.

KABS Stjernevang
Ringvejen 69
Telefon 4511 755

Ring for tidsbestilling mellem 9 og 14.

Læs mere om behandlingsmuligheder for unge her.

Hvordan foregår behandlingen?

Ønsker du at komme i behandling kan du kontakte KABS, der sætter behandlingen hurtigt i gang – altid inden for 14 dage.

Behandlingen starter med to ting:

  • Du får hjælp i forhold til dit problem
  • Du og KABS laver et oplæg til kommunen om dit behandlingsforløb. Inden for 14 dage fra du henvender dig første gangtræffer kommunen en beslutning, om den hjælp du skal have.

Hvis du ikke ønsker at forsætte hos KABS, når kommunen har tilbudt dig et behandlingsforløb, kan du frit vælge et lignende tilbud blandt de godkendte tilbud på Tilbudsportalen.

Er du i tvivl om KABS er det rigtige sted for dig eller hvordan du kommer i behandling, kan du ringe til din sagsbehandler eller misbrugskonsulenten i Center for Social Service. 


Pårørende

KABS tilbyder alle pårørende til stofbrugere en samtale med fokus på information om behandlingsmulighederne i KABS. Pårørende til stofbrugere, der er indskrevet i KABS har desuden mulighed for en eller flere pårørendesamtaler som led i stofbrugerens behandling – under forudsætning af, at stofbrugeren har givet sit samtykke og samtalerne sker som en del af behandlingsplanen.

Læs mere om mulighederne for rådgivning, deltagelse i selvhjælpsgrupper eller foreningsaktiviteter for pårørende her på kommunens hjemmeside eller på KABS’ hjemmeside.

Ambulant, dag- eller døgnbehandling?

Næsten alle stofproblemer kan behandles ambulant, og næsten al stofbehandling slutter ambulant. Der kan dog af forskellige grunde være behov for intensiv behandling i kortere eller længere tid.


Visitationsudvalget skal godkende døgnbehandling

Hvis du har behov eller ønske om dag- eller døgnbehandling eller andre støtteforanstaltninger i forbindelse med din behandling, udarbejder KABS i samspil med dig og din sagsbehandler fra Center for Social Service en indstilling til Glostrup Kommunes visitationsudvalg. Hvis indstillingen omhandler et tilbud under regionens behandlingspsykiatri, sender KABS indstillingen direkte til behandlingspsykiatriens visitationsudvalg.

Hvis visitationsudvalget godkender behandlingen, kan du komme i behandling på alle døgnbehandlingssteder, så længe stedet har de nødvendige faglige forudsætninger, og er optaget på Tilbudsportalen.

Som led i forberedelse til døgnbehandling tilbyder KABS et særligt forberedelseskursus, der løber over 11 mødegange tre dage ugentligt.