Der findes en række gratis muligheder for rådgivning, vejledning, terapi og pårørendesamtaler.
Problemer med alkohol
Du kan få rådgivning om, hvordan du kan håndtere din situation ved henvendelse til Novavi Glostrup på telefon 3945 5500 eller misbrugskonsulenten i Center for Social Service i kommunen.
Familie og pårørende har også mulighed for et kort særligt rådgivningsforløb i form af tre samtaler på Novavi Glostrup. Aftaler om rådgivningsforløb laves med Novavi Glostrup på telefon 3945 5500.
Hvis den der drikker, er i behandling og giver sin accept, kan I som familie og pårørende også inddrages i behandlingen. Tilbuddene til pårørende er gratis, og kan ske anonymt, hvis I ønsker det.
Er I en børnefamilie, vil ambulatoriet i udgangspunktet tilbyde en særlig behandlingsmodel, der er målrettet hele familien. At inddrage familien i behandlingen øger ikke alene muligheden for at flere får hjælp, men også muligheden for et godt resultat i selve alkoholbehandlingen.
Tilknyttet den professionelle behandling er støtteforeningen Lænken, der har forskellige tilbud til pårørende.
Problemer med stoffer
Brug af stoffer belaster ikke alene stofbrugeren, men også brugerens relationer som ægtefælle, kæreste, børn og venner.
KABS tilbyder alle pårørende til stofbrugere en samtale med fokus på information om behandlingsmulighederne i KABS. Er du pårørende til en stofbruger, der er indskrevet i KABS, har du mulighed for en eller flere pårørendesamtaler som led i stofbrugerens behandling.
Samtalerne tilbydes under forudsætning af, at stofbrugeren har givet sit samtykke, samt at pårørendesamtalerne sker som en del af stofbrugerens behandlingsplan.
På KABS’ hjemmeside kan du læse mere om muligheder for rådgivning, deltagelse i selvhjælpsgrupper eller foreningsaktiviteter for pårørende.
Ung Revers - for børn og unge som er vokset op i familier med misbrug
Ung Revers tilbyder gratis hjælp til børn og unge under 25 år, som er vokset op i familier med misbrug. I Ung Revers ved vi, hvad alkohol og stoffer kan gøre ved en familie. Vi ved også, at man som barn og ung ofte går rundt med det alene. Vi hjælper børn og unge til et liv uden familiens rus.
Vi tilbyder samtaleforløb for børn og deres familier fra 0 – 17 år og samtaleforløb for unge fra 16 – 24 år (individuelt eller gruppeforløb).
Den unge over 18 år kan deltage anonymt, men for unge under de 18 år kræves der samtykke fra deres forældre for, at de kan deltage i et forløb hos os.
Vores tilbud er gratis, og alle kan henvende sig.
Ung Revers har en afdeling i Glostrup, som ligger på Hovedvejen 140-146, 2600 Glostrup.
Kontakt Ung Revers i Glostrup på mail: glostrup.ungrevers@novavi.dk eller telefon: 23 70 89 56 / 23 69 46 31
Gå til Ung Revers hjemmeside
Find Ung Revers er på Facebook
TUBA – terapeutisk rådgivning for unge
TUBA er en terapeutisk rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkohol- eller stofproblemer.
Særligt for forældre til unge
Hvis du som forælder er bekymret for dit barns alkohol- eller stofbrug, er der flere muligheder for hjælp:
- Du kan få rådgivning og vejledning gennem kommunens familieafsnit eller misbrugskonsulent i Center for Social Service på telefon 4323 6100.
- Åben anonym rådgivning er et tilbud til forældre, hvor du kan henvende jer anonymt og få råd og vejledning.
Du kan desuden læse mere om unges festkultur og hvordan man kan hjælpe sin teenager i Sundhedsstyrelsens materiale.
Dit Rum – et frirum for misbrug i familien for alle under 25 år
Dit Rum er et fleksibelt og gratis tilbud for dig, der er under 25 år (eller gravid), og som lever med stoffer, hash eller for meget alkohol i familien.
Vi tager udgangspunkt i din situation og dine behov - og skræddersyr tilbuddet efter det.
For gravide og nybagte forældre har vi familiegrupper, hvor der er fokus på parforholdet og barnet.
Dit Rum har til huse på bakken 1 i Glostrup.
”Jeg har fået det bedre. Jeg kan sove nu” Benjamin, 19 år