Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Æblepresse

Lån æblepresse

Har du et æbletræ, der hvert år får flere æbler, end du når at spise? Har du tænkt på at lave æblemost i stedet for at lade æblerne falde af træet og rådne? Smagen af friskpresset æblemost er uovertruffen. Lån Grøn Guides æblepresse og lav selv den skønneste æblemost til dig selv, din familie og venner!

Borgere og institutioner kan låne
Grøn Guide har købt en æblepresse og en æblemølle som vi udlåner til alle i Glostrup, der har æbler i overskud. Lav æblemost med børnene på din skole eller institution. Eller slå dig sammen med dine naboer og bland jeres æbler – det gør blot smagen endnu bedre.

Lån æblepressen i tre dage
Skriv til Grøn Guide og book æblepressen. Oplys navn og adresse og angiv nogle bud på datoer, hvor du gerne vil låne æblepressen. Du kan låne æblepressen fra fredag-mandag, mandag-onsdag eller onsdag-fredag. Hent den mellem kl. 12 og 18 på Glostrup Genbrugsstation og aflever den rengjort samme sted senest kl. 12 på afleveringsdagen. Æblepressen er 1 meter høj og har en diameter på 80 cm. Det kræver derfor en trailer eller stationcar at transportere den.

Opskrift på æblemost
Lav din egen økologiske æblemost Skær de friske æbler ud i 2 - 4 dele. Lad stilk og kernehus være, men skær råd og orme fra før du hælder æblestykkerne i møllen. Møllen er nærmest en stor persillehakker, der findeler æblerne. Pres herefter saften ud af massen, og vupti har du dejlig velsmagende æblemost. Du kan fint presse skurvede æbler eller nedfaldsæbler. Mosten kan holde sig et par dage i køleskabet. Saften kan også fryses ned, så du i den mørke tid kan få et skud vitaminer og nyde smagen af sommer.

Lån en elcykel

Er du træt af bilkøer og vanskelige parkeringsforhold, får modvind og bakker dig til at tage bilen på arbejde eller kniber det med energien til at komme af sted på cykel til arbejde – så prøv en elcykel!

Betingelser

Glostrup Kommune stiller 3 Batavus elcykler gratis til rådighed for borgere i kommunen, som har mod på at lade bilen stå til den daglige transport og i stedet hoppe i cyklen. Du kan prøve kræfter med en elcykel, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • bor i Glostrup Kommune
  • er daglig bilist
  • har mere end 5 km til arbejde/uddannelse
Skriv til Grøn Guide

Hvis du vil låne en elcykel kan du kontakte Grøn Guide på gron.guide@glostrup.dk  eller 43236364.