Brændeovne og biomasse

I Glostrup må du godt opvarme din bolig med brændeovn, pillefyr og lignende. Men fyr fornuftigt og pas på, at røgen ikke generer dine naboer.

Brændeovne, pejse, ildsteder mm. kan være både hyggelige og give et CO2-neutralt bidrag til opvarmningen. Men røgen forurener og kan genere naboer og omgivelser. Gamle brændeovne fra før 2003 skal kasseres i forbindelse med boligsalg. Senest et år efter ejerskifte skal den gamle brændeovn være nedlagt eller udskiftet med en ny.

Omkring 70 % af den danske partikelforurening stammer fra brændefyring. En ældre brændeovn forurener op til 4-5 gange mere end en ny svanemærket ovn. Ved at tænde fra toppen og fyre fornuftigt, kan du reducere partikelforureningen betydeligt. Se mere herom på Miljøstyrelsens brændefyringsportal.

Når du tænder op i ildstedet, brændeovnen eller bålpladsen skal du sørge for at fyre korrekt og med rent, tørt træ, briketter mv, så røgen ikke generer naboer og omkringboende. Du må ikke afbrænde haveaffald, malet træ og lignende. Se mere om reglerne i afbrændingsbekendtgørelsen samt i Glostrup Kommunes regulativ for husholdningsaffald.

Brændeovne, pejse, pillefyr og andre biofyrede anlæg under 1 MW til fast brændsel skal overholde brændeovnsbekendtgørelsen. Den stiller blandt andet krav til, at anlægget skal have en prøvningsattest. Bekendtgørelsens krav til fyringsanlæg gælder ikke historiske anlæg fra 1940 eller før. Masseovne uden seriefremstillede elementer er også undtaget.

Krav til etablering 

Biofyrede anlæg skal etableres i overensstemmelse med Bygningsreglementet. Se Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) vejledning 32. Skorstensfejeren skal godkende installationen af en ny brændeovn, pejs, pillefyr eller lignende og underskrive anlæggets prøvningsattest. Husk at indberette anlægget til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Krav til videresalg

Du må kun sælge dit gamle fyringsanlæg videre med en gyldig prøvningsattest. Den dokumenterer, at anlægget overholder brændeovnsbekendtgørelsen.

Krav til partikeludledning

Efter brændeovnsbekendtgørelsen må biofyrede anlæg maksimalt udlede 4 gram partikler per kilo brændsel.

Krav til skorstenshøjde

På flade tage og tage med en hældning på 0°-5° skal skorstenen udmunde mindst en meter over tagfladen. På tage med en hældning fra 5°-20° skal skorstenen udmunde mindst 40 centimeter over tagrygningen eller være mindst 1 meter fra tagfladen. På tage med en hældning over 20° skal skorstenen udmunde mindst 40 centimeter fra tagrygningen eller have en horisontal afstand til tagfladen på mindst 2 meter og 30 centimeter.

Krav til skorstensfejning

Skorstensfejning er reguleret af skorstensbekendtgørelsen. Alle skorstene skal fejes mindst en gang årligt. Større skorstene skal fejes mindst to gange om året. Skorstensfejeren skal blandt andet se efter, at skorstene, ildsteder og røgrør ikke har mangler, der kan føre til brand, forgiftning eller eksplosion. I Glostrup udføres al fejning af samme skorstensfejermester. Du betaler via din ejendomsskattebillet. 

Alle nye brændeovne i EU bærer CE-mærket. Det sikrer, at ovnen opfylder mindstekrav til ydelse og udledning af partikler. På CE-mærket kan du se, hvor meget din brændeovn varmer (kW), udleder af kulilte (CO), samt hvor effektivt den udnytter brændslet (virkningsgrad). En god ovn bør udlede maksimalt 0,2 % CO og have en virkningsgrad på mindst 70 %.

Svanemærke sikrer sundhed og miljø

Svanemærket er det nordiske miljømærke. Både den danske lovgivning og Svanemærket stiller højere krav til brændeovne end CE-mærket. Svanemærkede brændeovne må maksimalt udlede 2 g partikler /kg træ. Svanemærket stiller desuden krav til miljøvenlig produktion samt høj virkningsgrad og tæthed. Med en svanemærket brændeovn, har du garanti for, at den er en af de mest effektive og mindst forurenende på markedet. Næsten 9 ud af 10 af nye brændeovne, der sælges i Danmark, er svanemærkede.

Skorstensfejning er reguleret af skorstensfejerbekendtgørelsen. Alle skorstene skal fejes mindst en gang årligt. Større skorstene skal fejes mindst to gange om året.

Skorstensfejer i Glostrup

I Glostrup udføres skorstensfejning af skorstensfejermester:

Torben Glad Nielsen
Køgevej 291
2635 Ishøj
T: 40 44 42 94
E: info@skorstensfejeren.dk

Frit valg af skorstensfejer

Du kan frit vælge at få en anden skorstensfejer til at udføre den lovpligtige skorstensfejning. Du skal bare sikre dig, at skorstensfejeren er faglært. Husk at få dokumentation for, at din skorsten er blevet fejet.  

Pris og opkrævning

Du betaler for skorstensfejning via din ejendomsskattebillet. Når du som husejer modtager din ejendomsskattebillet, er gebyret for den lovpligtige skorstensfejning medregnet. Ønsker du at få udført andet arbejde, må du afregne det med skorstensfejeren. Prisen for skorstensfejning bliver udregnet efter skorstenen eller røgrørets længde, samt hvor ofte der er behov for at feje skorstenen. Prisen beregnes for hver enkelt husstand ud fra en godkendt liste. Har du spørgsmål hertil, kan du kontakte skorstensfejeren.

Brændeovne, der er over 10 år gamle, er et dyrt bekendtskab. En ny brændeovn bruger omkring 20 procent mindre brænde end en gammel model fra før 2005. En brændeovn, der er produceret før 2005 udleder desuden tre til fem gange flere partikler end en ny. 

Miljøstyrelsen har førhen givet tilskud til skrotning af brændeovne fra 1990 eller før. Skrotningspuljen er nu opbrugt, så det er ikke længere muligt at få tilskud. Men gamle brændeovne er både skidt for miljøet og din pengepung. Se flere gode grunde til at skrotte din brændeovn på Miljøstyrelsens sider om skrotning.

Nedlægger du din skorsten, skal du huske skriftligt at afmelde den til din skorstensfejermester. Han giver kommunen besked, så du fremover ikke bliver opkrævet betaling for skorstensfejning via din ejendomsskat. Vær opmærksom på, at skorstensfejeren har ret til at efterse din skorsten, selvom du ikke længere bruger den.

Tænk også over, hvordan du nedlægger din skorsten. I nogle tilfælde er det bedre at blænde den eller kun at fjerne den indvendige del af skorstenen. En skorsten kan have stor betydning for især ældre bygningers arkitektur og kan desuden bidrage til bygningens stabilitet. Tjek også områdets lokalplan før du helt fjerner din skorsten. 

Brandkravene til byggeri fremgår af bygningsreglementets kapitel 5. Ofte er det røgen og ikke flammerne, der dræber. Derfor er det vigtigt at huske røgalarmen. Har du en åben skorsten, skal du være opmærksom på, at fugle kan bygge rede i den. En fuglerist kan forhindre brand og dødsulykker.

Få fuglerist på skorstenen

Fuglene begynder deres redebygning i foråret. Især alliker er glade for at bygge rede i skorstenen. Selvom skorstensfejeren tjekker hvert halve år, er en fuglerist den eneste sikre løsning. Risikoen er særligt stor, hvis skorstenen er tilsluttet automatisk fyrede anlæg som træpillefyr, olie- eller gasfyr. Kulilte kan hverken lugtes eller smages og er dræbende selv i meget små mængder.

Røgalarmen redder liv

Det er afgørende at opdage røg og brand så tidligt som muligt. Derfor bør du altid have en fungerende røgalarm i dit hjem. Placer alarmen højt i rummet, da røgen stiger opad. Sørg for at den kan høres i alle soverum. Har du flere etager, skal du placere mindst én røgalarm på hver etage. 

Vælg den rette røgalarm

Der findes forskellige typer af røgalarmer. Fælles for dem er, at alarmen går i gang, når den aktiveres af røgen. Nogle modeller fungerer alene, nogle kan sammenkobles med andre alarmer, og andre igen har indbygget nødlys. Den sikreste er tilsluttet direkte til husets almindelige elinstallation og har indbygget en batteribackup. I nyt boligbyggeri er den et lovkrav. Din røgalarm skal være afprøvet og godkendt. Vælg derfor altid en røgalarm som minimum er mærket med Varefakta.

Vedligehold din røgalarm

En røgalarm, der ikke er vedligeholdt, giver falsk tryghed. Medmindre din røgalarm er sluttet direkte til husets el, skal den med jævne mellemrum have skiftet batterier. Det er også vigtigt at røgalarmerne bliver rengjort en gang imellem. Følg fabrikantens anvisninger. Gør det til en fast vane at afprøve alarmen jævnligt. Lad det være en familiebegivenhed, så hele familien er klar over, hvad de skal gøre i tilfælde af en alarm.

Du kan fjerne op mod 80 % af de sundhedsskadelige partikler i røgen fra din brændeovn og tage hensyn til dine omgivelser ved fyre fornuftigt. Du undgår de fleste røggener ved at tænde fra toppen, bruge tørt træ, sørge for rigeligt luft, fyre lidt ad gangen og holde øje med, at røgen er klar. 

Brug Miljøstyrelsens rygestopguide for brændeovne

Miljøstyrelsens brændefyringsportal kan du læse mere om brændeovne, luftforurening, og hvordan du fyrer korrekt.  Når du fyrer korrekt, reducerer du din udledning af sundhedsskadelige partikler.

Tag en snak med din nabo, hvis du er generet af røg fra hans brændeovn eller bålplads. Se Miljøstyrelsens gode råd til nabosnak. Hjælper det ikke, kan du kontakte kommunen. Send en mail med navn, adresse og beskrivelse af problemet til: miljo@glostrup.dk