Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Død due og fluer

Tilskadekomne dyr

Dyrenes Beskyttelse driver en række vildtplejestationer i hele landet. Står du med et sygt eller skadet dyr, kan du bringe det til nærmeste vildtplejestation. Har du ikke selv mulighed for at håndtere dyret, kan du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812. Dyrenes Beskyttelse dækker udgifterne.

Syge ræve

Ser du en ræv, der har symptomer på ræveskab og er afkræftet og passiv, bør du kontakte Dyrenes Vagtcentral på 1812. De vil sørge for at indfange ræven og aflevere den til Falck, så de kan aflive den. Ræveskab er ikke farlig for mennesker, men kan godt smitte hunde. Bliver din hund smittet, kan dyrlægen kurere den. Se mere på Naturstyrelsens sider om ræveskab.

Døde ræve og vilde dyr

Giv os besked, hvis du ser et dødt dyr på kommunalt areal eller vej. Så vil vi sørge for, at dyret bliver fjernet og bortskaffet. Glostrup Kommune fjerner også døde ræve på private arealer, da de kan have bændelorm. Ellers fjerner kommunen ikke døde dyr fra private arealer. I Vestskoven får døde dyr lov at ligge, så de kan indgå i det naturlige kredsløb.

Døde kæledyr

Du må godt begrave din undulat eller hamster i haven. Du skal bare sørge for at grave så langt ned, at ræve og andre dyr ikke kan grave dem op. Det burde være tilstrækkeligt med 1/2 - 1 meter. Det samme gælder små hunde og katte. Bor du i et område, hvor grundvandet står højt, bør du dog ikke begrave dit kæledyr der.

Af hensyn til grundvandet bør du heller ikke begrave store hunde og andre større kæledyr i haven. Benyt i stedet en dyregravplads, der er godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne eller få dyret brændt på et godkendt dyrekrematorium. Eventuelt kan du bede din dyrlæge bortskaffe kæledyret. Så vil dyrlægen sørge for, at det bliver sendt til kremering. Mindre kæledyr må du godt bortskaffe som affald. Så bliver de brændt på Vestforbrænding.

Håndtering af døde kæledyr er omfattet af forordningen om animalske biprodukter og miljølovgivningen. Se mere om bortskaffelse af kæledyr på Fødevarestyrelsens sider om døde dyr. Her kan du også finde Miljøstyrelsens og Fødevarestyrelsens guide til, hvordan du bortskaffer dit døde kæledyr.