Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Præstegårdshaven
Præstegårdshaven er kendetegnet ved en gruppe høje lindetræer, frugttræer, blomsterbede og en velplejet græsplæne

Præstegårdshaven omkranser den gamle præstegård på Hovedvejen 134 og indrammes af Hovedvejen i syd og kirkegårdsmuren i nord. Midt i 1980´erne ophørte præsteboligen med at være embedsbolig, og haven blev gjort offentlig tilgængelig. 

Haven udgør i dag en grøn oase i hjertet af Glostrup, hvorfra man i historiske omgivelser kan betragte det pulserende liv i byens centrum. Glostrup Kirke er bygget i 1100-tallet og opført i tidens romantiske stil. Præsteboligen er opført i 1905-1906, og afløste den oprindelige stråtækte præstegård, som gik til grunde ved en brand i 1905. 

I dag rummer Præstegården mødelokaler og Lokalhistorisk Arkiv. Præstegårdshaven er kendetegnet ved en gruppe høje lindetræer, frugttræer, blomsterbede og en velplejet græsplæne. Ved krydset Hovedvejen/Skolevej står en stor blodbøg, som hver vinter dekoreres med tusindvis af små pærer, som tændes samtidigt med lysene på Kommunes store juletræer i Rådhusparken og Glostrup Torv. 

Den lille park danner også rammen om flere kunstværker. Mod øst står Walter Dusenberrys kalkstensskulptur ”Due Volte”, som kan minde om en af antikkens ruiner. Forrest i haven er Paul Ranslets to høns i tinbronze ”Stående og liggende høne”. 

I den vestlige del af haven er tre frivillighedsbede, som blev anlagt af frivillige i forbindelse med Frivillig Fredag 2013. Hvert forår blomstrer bedene med påskeliljer og tulipaner. Nær bedene står Jørgen Windfeldt-Schmidts krucifiks.